”Fødevarestyrelsens instrukser til medarbejderne er uden sund fornuft!”

Embedsværket er tydeligvis blevet skræmt, lyder det fra Danske Svineproducenter om nye standarder for den veterinære transportkontrol

gris-i-stald

”Vi savner ordentlighed ved den veterinære transportkontrol. Fødevarestyrelsens instrukser til medarbejderne er uden sund fornuft, og de rigide regler medfører det modsatte af hensigten. Hovedformålet med den nye praksis er at sikre dyrenes sikkerhed og velfærd. I stedet opstår der situationer, hvor dyrene i bedste fald bliver tilbageholdt i stalde eller på biler, og i værste fald må der aflives raske dyr”, lyder det i en pressemeddelelse fra formanden for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg.

Har talt for døve ører

Foreningens direktør Per Bardrum tilføjer:

”Den nye praksis er indført i forlængelse af, at Fødevarestyrelsen ved en fejl ikke havde sanktioneret overtrædelser fundet i logbøger kontrolleret i en periode fra 2015 til 2017. Dette medførte stor politisk aktivitet, og der blev indgået en politisk aftale mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti. Danske Svineproducenter var sammen med andre interessenter indbudt til et informationsmøde den 8. marts 2019, hvor Fødevarestyrelsen fremlagde den politiske aftale om styrket kontrol af dyretransporter. Vi har forståelse for målet ved en øget indladningskontrol og et nyt kontrolkoncept, idet kontrollerne fremover primært skulle rettes mod højrisikotransportører”.

Direktøren siger endvidere:

”På informationsmødet blev der givet utvetydige tilkendegivelser af, hvor de fremlagte kontrolplaner ville give uhensigtsmæssige hændelser. Transportørerne har tilsyneladende talt for døve ører, idet vi nu ser de konsekvenser, der blev advaret imod. Det er pinligt, når en offentlig myndighed ikke vil lytte og lære af fornuftige folk med erfaringer fra marken”.

Nu skal der vises handlekraft…

Formand Kim Heiselberg siger:

”Med sine udtalelser til pressen viser dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard, tydeligt, at embedsværket er blevet skræmt på baggrund af tidligere slendrian i Fødevarestyrelsen. Nu skal der vises handlekraft, og man dækker sig bag EU–lovgivning. Vi vil bestride, at det ikke inden for lovens rammer kan lade sig gøre at handle fornuftigt, klogt og smidigt ved kontrollen af dyretransporterne. For at det ikke skal være løgn vil man i en tremåneders periode fra august 2019 øge synstiden med 50 procent, fordi dyrlægen skal have mulighed for at inspicere det enkelte dyr i bevægelse og fra begge sider. Grisene skal fremdrives langsommere i forbindelse med synet – det er en totalt forfejlet indsats”.

Ordentlige forhold for såvel dyr som virksomheder

Danske Svineproducenter forventer – fremgår det af pressemeddelelsen – at den nye fødevareminister og folketingsflertallet revurderer den helt urimelige holdning, der er opstået til transport af eksportgrise, og ”sikrer ordentlige forhold for vores dyr og de virksomheder, der transporterer dem”.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top