Om at gå foran – klima er noget helt andet

Poul Vejby-Sørensen

Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Der har været mange politiske udtalelser om, at Danmark skal være topambitiøs og gå i front i den grønne udvikling og vise verden, hvordan tingene skal gøres.

Så længe det gælder initiativer, der kan vurderes på lokalt eller nationalt plan, kan det teoretisk set give mening at gå foran som et godt eksempel for omverdenen og samtidig opnå en eventuel ”first mover gevinst”. Det gælder for områder som f.eks. energi, miljø, natur, biodiversitet mv.

Men når det kommer til klima, er det noget helt andet. Udledning af klimagas sker til den fælles atmosfære og vejer lige tungt overalt i verden. Her er psykologien helt anderledes. Her kan man ikke trække andre lande med i en udvikling ved at vise et godt eksempel.

Tvært imod kan dansk ihærdighed virke kontraproduktivt og lægge en dæmper på anstrengelserne i andre lande, fordi det fælles globale behov bliver mindre, jo mere enkelte lande går foran. Nogle vil ræsonnere: ”Jo flere køer danskerne slår ihjel, jo flere ”hellige køer” kan vi bevare.

En anden virkning af ukoordinerede stramninger af danske betingelser er, at det fører til ”lækage” (udflytning af produktion til lande, hvor klimabelastningen bliver større).

I samme takt

Det helt afgørende og konstruktive element i klimaindsatsen er at få andre lande til at medvirke i samme takt. Udenrigsminister Jeppe Kofod har indset, at det gælder om, at få mindst EU med på samme projekt.

Men Enhedslisten argumenterer bevidstløst for en bindende lov inden nytår, hvor Danmark skal gå solo og dermed fraskrive sig muligheden for at lægge pres på andre lande. Topmålet af naivitet.

Der er politisk risiko for at Danmark går solo og pisker sig selv med udgifter på et trecifret milliardbeløb bare for at udsende nogle tomme signaler.

Det er ikke til at bære, hvis der igen skal laves panikpolitik! Sporene skræmmer fra 1980’erne, hvor man lavede en hovedløs vandmiljøstrategi, der fokuserede på kvælstofudledningen, men slappede for meget af over for den langt værre fosforudledning fra kloaksystemerne. Denne fejltagelse kæmper hele nationen med endnu.

I mange sammenhænge giver det mening at være ”first mover”. Men i andre sammenhænge er det afgørende nødvendigt at gå koordineret frem, så ingen ”snyder” og slapper af.

Det lyder jo ikke sandsynligt, at f.eks. Kina, der stadig bygger nye kulkraftværker, vil sige ”OK, hvis Danmark reducerer sin CO2-udledning fra næsten ingenting (0,1 pct.). til endnu mindre (0,03 pct.) af den globale udledning, så må vi stramme os ekstra op”?

Måske lyder det mere sandsynligt, at Kina med resten af verden vil sige ”Fint, det letter presset på os”.

I øvrigt udtaler Churchill fra sin grav: ”Aldrig har så mange, der ved så lidt om emnet, udtalt sig så meget om klimaet”.

Indlægget har været bragt i Maskinbladet.

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen