Landmænd blæser op til grundvandskamp

En ny forening, der vil kæmpe for en faglig tilgang til grundvand, har set dagens lys i Sabro. Den vil se på mulighederne for et sagsanlæg mod staten

Bæredygtigt grundvand

Der var fremmødt over 100 landmænd Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse første møde på Sabro Kro i Østjylland. Baggrunden er de kommunale indsatsplaner, hvor mange landmænd bliver pålagt rådighedsindskrænkninger. Omkring 40 % af Danmark er udlagt til områder med særlige drikkevandsinteresser.

”Medierne har så mange gange vist sprøjten over marken, og bilder danskerne ind, at de får rent drikkevand, hvis de forbyder pesticider. Det er løgn”, sagde plantekonsulent Bente Andersen, der er sekretær for foreningen.

Hun forklarede om de absurditeter, der ligger i, at man på den ene side vil forbyde planteværn og gødning, men på den anden side vil lave BNBO’er og indsatsplaner på områder, hvor der ligger ubeskyttede lossepladser.

”Vi kan trygt drikke vandet i Danmark. Vi har noget rigtigt godt grundvand, men vi er bare enormt dygtige til at måle”, sagde Bente Andersen om, hvorfor der kan findes så mange stoffer i Danmark.

Det betyder til gengæld ikke, at vandet er sundhedsskadeligt. I Danmark bruger man faktisk langt færre og mindre mængder pesticider end i de fleste andre EU-lande. Bente Andersen mener derfor ikke, at der er fagligt belæg for de restriktioner der pålægges grundejerne af hensyn til grundvandet. Derfor er hun en af initiativtagerne til Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse. Foreningen er ikke en del af Bæredygtigt Landbrug eller Landbrug & Fødevarer, men en selvstændig forening, der vil tage kampen op mod de usaglige indsatser for beskyttelsen af grundvandet.

Tanken med foreningen, der blev stiftet i februar i år, er at skabe økonomisk grundlag til en retssag mod staten. Derfor var der også en juridisk gennemgang af sagens aspekter af advokat Hans Sønderby fra Sønderby Legal. Han sammenlignede myndighedernes optræden med det, man ser i en bananrepublik.

Blandt de fremmødte var der landmænd fra hele landet. De kunne fortælle om, at flere kommuner tilsyneladende er ved at indføre lokale grænser for nitrat i grundvandet. Værdier på 4, 5 og 12,5 mg/l blev nævnt. Derfor var der også stor opbakning til at se sagen som en national sag.

Selvom der endnu ikke er klarhed over, hvad det vil koste at være medlem af foreningen, var der flere på mødet, der tilkendegav, at de ville være medlem uanset, hvad det kom til at koste. Også landmænd der i første omgang så ud til at gå fri af restriktioner.

Formand for foreningen er Ulrik Lunden og næstformand er Jens Peder Rasmussen. Foreningen har en hjemmeside, hvor du kan få mere information: HER

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top