Høsttravlhed og høstglæde

Høsten tegner flot - blandt andet takket være Landbrugspakken, skriver Bæredygtigt Landbrugs formand

formand-fylder-60

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Høsten 2019 er i gang.

Det er årets eksamen for en landmand. Den tegner flot – en sommer som denne, der har vekslet mellem sol og regn, er perfekt for afgrøderne.

Afgrøderne har også fået en tilpas mængde gødning, takket være Landbrugspakken – uden at det har skadet miljøet, for planterne spiser gødningen, og resten bruges til at opbygge jordens reserver, så den bevarer sin frugtbarhed til næste år og på længere sigt. Det er vigtigt for en landmand at kunne levere sin jord videre til næste generation, uden den er udpint. Det blev jorden før Landbrugspakken.

Man kan altid finde både tilfredse og utilfredse landmænd…

Men det er farligt at høste med øjnene. Først når høsten er i lade, kender vi resultatet. Vejret skal være med os – også i høst – for at vi får afgrøderne i hus på tilfredsstillende vis. Derfor er den næste måneds tid altafgørende. Vi kan glæde os over regn til græs, majs og kartofler – men til kornafgrøder, græsfrø og raps, der skal høstes den næste måned, ønsker vi tørvejr. Derfor kan man altid finde en landmand, der brokker sig – såvel som en der er glad for vejret.

Det er vilkårene for en landmand: At være afhængig af vejret. Det giver udfordringer – men også den glæde at følge tæt med i naturens omskiftelighed.

Hensyn i trafikken

Den næste måned er travl, og nerverne står mange steder på højkant, meget står på spil. Ude på landet vil både traktorer med kornvogne og mejetærskere køre på vejene. Vi landmænd skal prøve at tage så meget hensyn som muligt – så vil jeg ønske, at alle I andre vil tage den tunge trafik som tegn på, at der er et travlt og dejligt liv på landet, der skæpper i vores fælles mad- og valutakasse.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier).

Scroll to Top