En klar stemme for fagligheden

Der er få kvinder i dansk landbrug, der taler med samme vægt som Bente Andersen. Hun har en stemme, der ikke vil tie.

bente-andersen

Bente Andersen står i stuen på en gård ved Brædstrup. Der er godt fyldt i rummet, og omkring 20 landmænd sidder med kaffekopper foran sig. Men der bliver ikke drukket meget. De lytter. Hun taler.

Bente Andersen er i gang med af fortælle om Foreningen for Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse – FFBG, som hun er initiativtager til. Målet er at kæmpe mod de kommunale indsatsplaner, hvor mange landmænd vil blive pålagt rådighedsindskrænkninger rundt om i landet. Det skal ske gennem en dyr retssag, så der skal opbakning til fra mange landmænd. Det er derfor, at hun denne tirsdag formiddag taler for gruppen af landmænd.

Og sådan er Bente Andersen. Hun er en kendt stemme i landbruget, der tør tage ordet. Når hun er så aktiv i kampen for dansk landbrug, så er årsagen simpel.

”Jeg vil gerne gøre en forskel. Det er ikke noget, jeg tænker over, men når jeg bliver grebet af noget, så kan jeg ikke lade være”, forklarer hun.

Om hvorfor det nogle gange bliver hende, der tager initiativet til at gøre noget for landbruget, svarer hun:

”Det er fordi, nogen spørger mig, om jeg ikke kan hjælpe. Så føler jeg, at jeg skal gøre noget”.

Så nu arbejder hun ulønnet som sekretær for FFBG ved siden af hendes job som selvstændig plantekonsulent.

Faglighed fremfor politik

Bente Andersen er den yngste af fire søstre fra en mindre gård i Thy. Ingen af hendes søstre blev landbrugsuddannede.

”Min far ville gerne have haft en dreng, men fik fire piger, så jeg blev drengen. Jeg kan også meget bedre finde ud af det med landbrug end husarbejde”, siger den 59-årige kvinde.

Så efter studentereksamen blev Bente Andersen uddannet agronom fra Landbohøjskolen.

For Bente Andersen er det det faglige, der betyder noget. Hun er ikke medlem af et politisk parti.

”Politik er en disciplin, som jeg slet ikke forstår mig på. Det er nogle helt andre spilleregler”, forklarer hun.

Ikke den første forening

Det faglige var også baggrunden for, at hun i 1999 tog initiativ til at stifte Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark – FRDK.

Det er foreningen for jordbrug, hvor man enten ikke pløjer eller gør det i mindre grad end ved konventionelt eller økologisk landbrug. Det opbygger frugtbarheden i jorden og er mere skånsomt, fortæller hun.

Landbrug med reduceret jordbearbejdning mødte hun for første gang i 1985 på forsøgsgården Godthåb ved Skanderborg. Men det var først i 1998, da hun kom til Tyskland og gik på en mark, der ikke havde været pløjet i 30 år, at hun for alvor blev fanget.

”Halmen lå i dynger. Jeg troede, at det var mus, der havde samlet dyngerne, men det var regnorme. Det var en aha-oplevelse, der åbnede mine øjne for regnormenes betydning i vores kredsløb”, forklarer hun.

Hun kunne se forskellen på almindeligt landbrug, hvor jorden var pløjet, og der hvor den ikke var ved to marker, der lå lige ved siden af hinanden.

”Der var en mark, der ikke havde været pløjet i 30 år, og en der var pløjet de seneste to år. Den pløjede mark soppede i vand, mens vandet sivet ned gennem den anden, fordi regnormegangene åbnede for vandet”, fortæller hun.

Forskellen var så stor, at hun kunne mærke, at den upløjede mark var blødere at gå på.

Året efter tog hun en gruppe landmænd med derned, og de var ligeså imponerede. På turen hjem blev de enige om at stifte FRDK. Bente Andersen er overbevist om, at reduceret jordbearbejdning er vejen frem. Det er naturligvis ikke alle steder, hvor det kan laves, men der er et stort potentiale.

”Det viser en anden vej. Det er landbrugets svar på en klimadygtig tilpasning. Det er intensiveret bæredygtighed. Man passer på jordens frugtbarhed og gør den mere robust i forhold til de klimaændringer, der kommer. Det er den mest skånsomme dyrkning af jorden, man kan lave”, siger hun.

Den tilgang til landbrug brænder hun stadig for, men lige nu er Foreningen for Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse, der tager hendes fritid. Og man skal næppe regne med, at det sidste ord er sagt i den sag, så længe Bente Andersen er med.

”Jeg har altid fået at vide af mine store søskende, at jeg skulle holde min mund, men det kan jeg ikke”, griner hun.

Læs mere om Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark HER

Læs mere om Foreningen for Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse HER

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Del:

1 kommentar til “En klar stemme for fagligheden”

  1. Holger Mortensen

    Få agronomer har gjort så ubodelig skade på naturen som Bente Andersen fra “Svejstrup Østergaard”. No good for nothing…

Deltag i debatten

Scroll til toppen