Verden vil efterspørge kød – og det skal vi levere!

Dyrenes Beskyttelse arrangerede debat på Folkemødet. Leif Nielsen, fødevaredirektør i Dansk Industri, lagde vægt på, at Danmark har gode muligheder, når det gælder fremtidens fødevareproduktion

Dyrenes beskyttelse

”Vi skal formå at producere løsninger, som kan give danskerne et godt liv. Vi skal have en fødevareproduktion, der kan blive ved med at eksporteres som et kvalitetsmærke i udlandet”, lød det fra Leif Nielsen, fødevaredirektør i Dansk Industri, under debat hos Dyrenes Beskyttelse på Folkemødet på Bornholm.

Her var temaet fremtidens fødevarer og bæredygtig fødevareproduktion.

Leif Nielsen lagde især vægt på en bestemt målgruppe – mennesker i megabyer.

”De store megabyer har ikke adgang til lokalproduktion – det vil snart være omkring 3,7 milliarder mennesker – og dem skal vi hjælpe med at få adgang til gode, friske fødevarer”, sagde han.

”Jeg ser i store bysamfund rundt om i verden det, som jeg typisk ser i Danmark fem år senere. Her er det lige nu mere normalt, at man tilpasser efter individers behov. For eksempel har jeg for nylig set i Seoul, at man vakuumpakker hele måltider, med både kød, friske grøntsager og sovs”, uddybede han og fortsatte:

”Til trods for vakuumpakningen var madkvaliteten af en helt anden standard i forhold til den, vi ser i almindelige dagligvarebutikker herhjemme. Blandt andet i forhold til friskhed. Jeg ser det som ovenud positivt, fordi vi har forudsætningerne for at gøre det samme i Danmark”, lød det fra Leif Nielsen.

Fremtidens fødevareefterspørgsel

I debatpanelet var madentreprenør, Claus Meyer, formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster, branchedirektør for fødevarer i Dansk Industri, Leif Nielsen, og direktør for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis.

Panelet blev i løbet af debatten spurgt om, hvilke fødevarer Danmark kan satse på i fremtiden.

”Det store problem med kød er, at vi bliver så mange mennesker på globalt plan. For at løse problemet bliver de fleste penge lige nu kastet ind i, hvordan man kan producere kød ved hjælp af stamceller. Følger man pengene, lægger det således op til, at efterspørgslen på kød varer ved”, lød det fra Leif Nielsen.

Hjemme i køkkenerne

Claus Meyer holdt sit fokus på sit arbejde i køkkenet, hvor han kom ind på, at han fandt en større smagsmæssig mangfoldighed i grøntsager end i kød:

”Det handler om, at vi vejleder almindelige mennesker til at ændre deres spisevaner, så de kan spise med et mindre klimaaftryk, uden at gå på kompromis med madoplevelsen”, sagde han.

Han fulgte op med et eksempel om, at IKEA, der er en af Sveriges største madeksportører og verdens største spisesteder, er kendt for sine kødboller – men ikke ønsker at samarbejde med stamcelle-virksomheder – og i stedet har indført kødfrie kødboller. Der, efter Claus Meyers mening, var bedre end de originale kødboller, der indeholder 88 procent kød.

“Grønne” visioner

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, kom ind på andre tiltag, som også har været til diskussion i forbindelse med fødevarer og klimaaftryk.

”Klimamærkning, som man ellers har talt meget om, bliver skudt ned mange steder i verden. Simpelthen fordi det er så besværligt at lave parametre for”, sagde Per Kølster.

Han forholdt sig kort efter til, hvad Danmark skal satse på i en fremtidig fødevareproduktion.

”Hvordan indretter vi det, at vi har et klima og en jord i Danmark, som er så priviligeret, således, at vi griber fremtiden? Jeg håber, at vi får en større grøn visionær indsats i forhold til dette – især fra politisk hånd,” sagde Per Kølster.

Forbrugeroplysning og indkøbsvaner

Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, gav sit besyv med. Hun mente, at det i højere grad gjaldt om at vejlede og oplyse forbrugerne, så de kunne købe varer på et bedre grundlag.

”Mere økologi kræver, at forbrugerne skal ændre vaner. Markedsandelen af økologisk kød er stadig meget lille – i forhold til hvor meget økologisk frugt og grønt, vi køber ind”, sagde hun.

Til det havde Leif Nielsen følgende at sige:

”Vi har allerede masser af virksomheder i Danmark, som laver gode, plantebaserede fødevarer. Hvis markedet efterspørger mere, så skal det nok komme”,  sagde Leif Nielsen.

Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top