Opråb: Hvem vil fortsat være med til at kæmpe for Landbrugspakkens gevinster?

Bæredygtigt Landbrugs ledelse har sendt et brev med følgende ordlyd til lokale formænd i landboforeninger og familiebrugsforeninger

landskab-rug-juli-16

Dette er en ganske usædvanlig henvendelse. Men situationen er også ganske usædvanlig.

I 2015 vedtog Folketinget Landbrugspakken, der efter 25 års undergødskning af vores afgrøder betød, at vi igen kunne dyrke vores afgrøder fagligt korrekt, og der igen opbygges et næringsstofoverskud, der betyder, at jordens humusindhold igen øges til glæde for afgrøderne og klimaet ved øget opsamling af CO2. Samtidig fastslår alle rapporter fra Århus Universitet, bl.a. Novana-rapporten, at der ikke er nogen øget udvaskning som følge af Landbrugspakken.

Pakken har siden vedtagelsen været udsat for mange angreb – men er blevet forsvaret af de blå partier, der vedtog den. De partier har hidtil kunnet støtte sig til et samlet landbrugs faglige argumenter for pakken. En sådan faglig argumentation fra erhvervet er fortsat ganske nødvendig også for en ny regerings opbakning til pakken – og dermed for den livgivende gødning.

Derfor er det ganske uforståeligt for os, at det nu ser ud til, at landbrugets opbakning smuldrer. I en artikel fra tirsdagens Politiken og under overskriften ”Landbrugspakken er død” udtaler jeres viceformand sig i ganske foruroligende vendinger. Vi synes ikke, at det er klogt at underminere Landbrugspakken på den måde. Vi er nødt til at holde fast i fagligheden, også i forhold til, hvad der kan lade sig gøre i forhold til kvælstofreduktioner.

I om nogen må vide, hvad der sker, når man spiller politisk ud til Folketinget – så strammes kravene yderligere – og argumentet lyder: Landbruget ønsker det selv.

Enhver svækkelse af opbakningen til Landbrugspakkens faglighed kan blive fatal for vores erhverv. Derfor dette opråb til jer, som vi står sammen med i den store vandplanssag.

Med håb om fortsat opbakning til landbrugserhvervet.

Formand Flemming Fuglede Jørgensen        

Direktør Hans Aarestrup                                     

Faglig direktør Jørgen Evald Jensen

(Viceformand Thor Gunnar Kofoed har efter denne henvendelse været ude med en garanti om, at L&F bakker op om Landbrugspakken. Bæredygtigt Landbrug tager dette til efterretning – og understreger, at Landbrugspakken ikke bør svækkes på nogen måde).

Scroll to Top