Landmanden får skylden for, hvad krabberne æder

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Jordbærvej 53, København NV

Folk og fæ – fiskere og ja, også forskere fra DTU – kan se, at krabberne vinder frem langs de danske kyster.

Mine børn har det sjovt med at fange dem. Sandheden er dog, at krabberne ikke er velkomne i det omfang, vi ser dem i dag. Inden krabberne lander i legespanden, har de nemlig mæsket sig i ålegræs – og her starter alvoren:

Ålegræs er den helt afgørende faglige og juridiske indikator for, om vores kystvande har det godt. Forskere, biologer og mangt en politiker har i snart 30 år tvunget landbrugets gødningsforbrug i knæ, fordi der mangler ålegræs. Det har kostet landmandsfamilier deres levebrød – og svimlende milliardbeløb, der kunne være brugt til skoler og hospitaler.

Hvorfor er krabberne ikke på dagsordenen?

Nuvel, vi skal kigge fremad. De danske vandplaner er under revision, og forskerne sætter igen lup på det danske vandmiljø – nu kommer krabberne vel på dagsordenen? Næ. Nej. Jeg er med i nogle af de maskinrum, der arbejder med de kommende vandplaner.

Det er som om, at ministeriet og videnskaben foretrækker komplicerede sammenhænge, der kan løses bag skrivebordet med Excel-ark og avanceret statistik, hvor der i virkeligheden er brug for fiskenet og konkret handling! Der er foreløbig ingen undersøgelser af krabberne – man foretrækker i stedet mere eksotiske studier af mikroplast, pesticider, biocider og minsandten også stillehavsøsters.

Kig på succesen i USA

Ovre på den anden side af ”dammen” i USA dyrker man ålegræs. Det vokser, det breder sig betydeligt, og det renser vandet. Det er lyksaligt.

En opfordring herfra til myndigheder og videnskab i Danmark: Jagt krabberne – ikke landmændene!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i en del medier. Fotografiet er fra Wikipedia).