Landbrugets positive ry bør respekteres på Christiansborg

Den positive tone omkring landbruget på Folkemødet kan forhåbentlig inspirere de forhandlere, som i denne tid diskuterer nyt regeringsgrundlag

20180301baeredygtigt-personale022

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, 6064 Jordrup

Det netop overståede folkemøde på Bornholm var en positiv oplevelse for en landmand som mig.

Jeg blev ærligt talt helt stolt, når jeg bevægede mig rundt i og omkring Allinge og mærkede, hvordan folk nu tydeligvis ser de positive sider af landbrugsdriften.

Tidligere har man nærmest fokuseret på nødvendigheden af at lukke vores erhverv – i dag taler mange om, hvor dygtige vi er i dansk landbrug, og de ved også, at sådan ser man ligeledes på os ude i den store verden. Man diskuterer måske nok behovet for at spise mindre kød af hensyn til klimaet, men man sætter ikke længere spørgsmålstegn ved, om vi stadig bør have en stor fødevareproduktion i Danmark.

Ikke længere krav om at flytte produktionen ud af landet

Takket være blandt andet min egen organisation Bæredygtigt Landbrug får vi landmænd nu omverdenens respekt fremfor medlidenhed/underkastelse.

Nu er der ikke længere fokus på at flytte produktionen ud af landet. Folk ved godt, at verden ikke bliver et bedre sted af at producere fødevarerne i mindre miljø- og klimavenlige lande – og at den internationale efterspørgsel jo vil være der uanset hvad.

Hvem nyder godt af at stække landbruget?

Den positive trend fra Bornholm kan forhåbentlig inspirere de forhandlere, som i denne tid diskuterer nyt regeringsgrundlag og kommer til at sætte retningen for den fremtidige landbrugspolitik.

Hverken landmand, samfundsøkonomi eller eksport vil nyde godt af at stække dansk landbrug med yderligere restriktioner. Vi risikerer også at forværre både miljøet og klimaet på globalt plan – hvilket jo ikke ligefrem ligger i tidsånden.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier).

Scroll to Top