Forhåbentlig sætter politikerne sagligheden over de grønnes kampagner

Økologisk Landsforening lægger i praksis op til en klimaafgift på økologisk mad, skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige rådgiver

Poul Vejby-Sørensen

Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Per Kølster og Paul Holmbeck – der er henholdsvis formand og politisk direktør i Økologisk Landsforening – skriver på Altinget om deres ønsker til en ny regering. Her hedder det blandt andet, at ”udmeldinger fra Socialdemokratiet og de øvrige partier i rød blok tyder på, at vi kan få økologien og klimaomstillingen i landbruget tilbage på sporet”.

Forfatterne foreslår: “Regeringen bør koble økonomi på klimaregnskaberne, således at lavt klimaaftryk belønnes, mens slid på klimaet koster.”

Men hov – økologi udleder jo mere CO2!

Det betyder i praksis, at Økologisk Landsforening lægger op til en klimaafgift på økologisk mad, der som bekendt udleder 50-70% mere CO2.

Samtidig ønsker de økonomisk tilskyndelse til udvidelse af økologien og ser med længsel frem til yderligere politisk fremme af økologisk bespisning i offentlige institutioner. Og samtidig kører de med falske påstande om sundhed, biodiversitet og miljø.

En mellemting mellem Ebberød Bank og DDR-paroler

Økologisk Landsforenings fantasiudvikling virker som en mellemting mellem salig Per Hækkerups “Ebberød Bank” og parolerne fra DDR.

Forhåbentlig tænker politikerne sig bedre om denne gang og sætter sagligheden over de politiske kampagner fra grønne organisationer og supermarkedskæder med snabelen i forbrugernes tegnebøger.

(Det indlæg på Altinget, som Poul Vejby-Sørensen reagerer på, kan du læse via linket HER).

Scroll to Top