Flemming Fuglede takker for flot opbakning til ugens sommermøder

Også på Skjørringe Gods var der pænt fremmøde torsdag aften - hvor gæstetaleren ved Bæredygtigt Landbrugs tredje sommermøde var en rigtig facebook-kriger...

Skørringe 3 (002)

Godt og vel 900 mennesker valgte at deltage i Bæredygtigt Landbrugs tre sommermøder denne uge. Den store interesse for at møde op i Løkken, Fredericia og Stubbekøbing imponerer BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen.

“Det er fantastisk med sådan en opbakning. Tak for det”, siger han.

“Folk støtter os tydeligvis i vores kamp for et bæredygtigt, dansk landbrug – hvilket åbenlyst kræver ordentlige rammevilkår – og de forstår, at vi er nødt til at slå på både faglighed, politik og jura”, tilføjer Flemming Fuglede Jørgensen.

Moderne, progressivt landbrug

Årets – og ugens – tredje og sidste BL-sommermøde fandt sted på Skjørringe Gods på Falster torsdag aften, igen med pølser og kaffe som supplement til de faglige indlæg.

Her blev de fremmødte via ejerne Rikke og Henrik Fabienke samt forpagter og driftleder Lars Jakobsen klogere på det lokale gods. Bedriften kan roligt betegnes som et moderne og progressivt landbrug med 490 hektar fortrinsvis bortforpagtet landbrug, 350 hektar skovbrug, 50 hektar golfbane, 18.000 tons kornkapacitet, eget jagtvæsen med otte dagjagter samt 15 udlejningsboliger – krydret med både lavbunds-, vindmølle- og solcelleprojekter.

Til kamp mod skræmmekampagner

Aftenens gæstetaler var nyborgenseren Allan Holm Nielsen. Den 47-årige hortonom talte om emnet “Når følelser blokerer for fornuften” – hvilket blandt andet har fået ham til at stifte tænketanken Growz samt facebook-siden “Danmarks Naturfredningsforening og sandheden” – der afliver nogle af DN’s mange skrøner og myter.

Torsdag aften gav Allan Holm Nielsen masser af eksempler på, hvordan landbruget uberettiget beskyldes for dit og dat i diverse skræmmekampagner, blandt andet fordi lemminge-effekten overtrumfer ekspertvurderinger – og fortalte om, hvordan han handler på det, især via læserbreve og på de sociale medier.

De rigtige helte i velfærdssamfundet…

“Jeg kunne sådan set bare være ligeglad. Men vi skal jo have mad på bordet – og også et velfungerende samfund om mange år. Derfor er man nødt til at reagere på de negative historier, som desværre sælger bedst i medierne, og som fodrer de interesseorganisationer, der lever af at skabe frygt”, forklarede Allan Holm Nielsen.

“Alle taler om velfærd. Men for mig er velfærd at kunne gå ned i supermarkedet og købe lige det, man har lyst til. Derfor er landmændene og fødevareproducenterne heltene i min verden. For mange politikere er de desværre tydeligvis en selvfølge”, tilføjede han.

Også vandløb, fosfor og ammoniak på dagsordenen

Udover Allan Holm Nielsen fortalte BL’s chefjurist Nikolaj Schulz på Skjørringe Gods om aktuelle vandløbs- og ammoniaksager. BL-direktør Hans Aarestrup berettede om resultatet af en aktuel spørgeundersøgelse blandt foreningens medlemmer. Faglig direktør Jørgen Evald Jensen lærte fra sig om vandområdeplaner og fosforregulering. Advokat Hans Sønderby Christensen fra Sønderby Legal gjorde opmærksom på aktuelle retsopgør på landbrugets vegne. Og endelig gjorde denne artikels forfatter forsamlingen klogere på BL’s presse- og kommunikationsindsats. Den planlagte markvandring på Skjørringe Gods måtte til gengæld udskydes til sidst på aftenen på grund af tordenvejr og styrtregn.

Også næste år vil Bæredygtigt Landbrug invitere til sommermøder rundt om i landet.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst), og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Scroll to Top