Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
Tre årtiers (bevidst?) underbelysning af fosforproblemet i dansk spildevand (dårlig rensekvalitet, regnbetingede udledninger af urenset spildevand og manglende kontrol af udledningerne) kombineret med en ekstremt hård kurs over for landbrugets kvælstofudledninger har kunstigt opretholdt/fremkaldt tilstanden “fysiologisk kvælstofbegrænsning” i fjorde og kystvande.
Hertil kommer, at den største kvælstofudledning finder sted, når betydningen er mindst, nemlig uden for vækstsæsonen, eller mens der er fosforbegrænsning i foråret.
Handlede mod bedre vidende
“Kvælstofbegrænsning” opstår, fordi økosystemet modtager for meget fosfor. Det vidste Miljøministeriet i 1980’erne, for det skrev det selv i NPO-redegørelsen fra 1984. Alligevel valgte myndighederne at anlægge en hård kurs over for kvælstofudledninger kombineret med en slap kurs over for fosforudledninger.
Det påstås ganske vist, at fosforudledningen fra renseanlæggene er reduceret med 80 pct. Men det er usikre og ukontrollerede tal. Realiteten er, at danske renseanlæg udleder i størrelsesordenen 10 gange så høje koncentrationer som vore nabolandes renseanlæg.
Langtfra miljømæssigt optimal beslutning
Den specielle danske kvælstof-forskrækkelse har fået lov at fortsætte årti efter årti og opretholdes af store fosforudledninger.
Der er i høj grad tale om en politisk beslutning, der langtfra er miljømæssigt optimal. Hvem står reelt bag denne beslutning, som samtidig har skubbet regningen for byspildevandet over til landbrugserhvervet?
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten).
