Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
Den 25. april fortsatte Berlingske sin langvarige og ensidige artikelserie om kvælstof.
Denne gang var anledningen, at avisen var blevet kontaktet af professor Mikael Skou Andersen, Aarhus Universitet, der sendte en ny analyse, som Berlingske ukritisk videreformidlede til sine læsere under overskriften: ”Ny forskning: Kvælstof i vandet koster danske husejere millioner af kroner”.
Avisen fik ikke andre forskere til at verificere analysen, hvilket Berlingske begrundede med, at den er udarbejdet af tre forskere fra et anerkendt dansk universitet.
Heraf kan udledes, at Berlingske sluger alt råt, bare det kommer fra et universitet (gælder dog nok ikke alle universiteter…). At de refererede forskere så tydeligvis ikke er eksperter i økologisk støkiometri, bekymrer ikke avisen.
Berlingske levner heller ikke plads til kommentarer eller korrektioner fra andre interessenter på området. Det er forsøgt. Men kampagnen må tilsyneladende ikke forstyrres af faktuelle oplysninger.
”Journalistisk kvalitet” – ikke når det gælder kvælstof
I sin blodrus mod Landbrugspakken, kvælstof og landbrug overser Berlingske fuldstændigt sit eget mindstekrav til journalistisk kvalitet, der bl.a. omfatter:
1) “Journalistikken i de artikler, som produceres i Berlingske Media, skal være kritisk, fordomsfri og fair. Journalistens egne holdninger må ikke have indflydelse på en sags udfoldelse eller fremlæggelse”.
2) “Journalister skal have en kritisk indstilling til kilder, og kilders motiver og egeninteresser skal til enhver tid indgå i den journalistiske vurdering af en sag”.
3) “Artikler, hvori der indgår konflikter og/eller interessemodsætninger, må som udgangspunkt ikke være baseret på én kilde”.
Kampagnejournalistik
Den berlingske kampagnehistorie lød: ”Det koster husejerne langs de danske fjorde millioner af kroner, når vandmiljøet forurenes af kvælstof fra landbruget, viser ny analyse fra tre forskere. Størst betydning vil det have for husejere langs Roskilde Fjord”.
Der udfoldes store anstrengelser på at mobilisere en kollektiv irritation mod landbruget, når skrækhistorien udpensles: ”Det har økonomiske konsekvenser for de husejere, der bor langs de danske fjorde, at der bliver udledt kvælstof fra landbruget. Det viser en ny analyse fra Aarhus Universitet, der som det første af sin slags i Danmark har undersøgt de økonomiske konsekvenser ved kvælstofforurening”.
Avisen vrider historien yderligere: ”Ifølge analysen koster vandkvalitetsforringelser som følge af kvælstof samlet set samfundet et tab på 260 millioner kroner om året, når vandmiljømålene ikke opfyldes”.
Husejere, lystfiskere og badegæster
Herefter appelleres til husejere, lystfiskere og badegæster, som får serveret mere dramatik: ”En stor del af tabet havner hos de husejere, der bor langs de danske fjorde, og som hvert år samlet mister millioner af kroner, fordi huspriserne bliver negativt påvirket af forureningen, viser analysen. Ifølge den koster det husejerne langs de ti danske fjorde samlet 102 millioner kroner om året, fordi huspriserne påvirkes negativt af vandforurening og lavere sigtbarhed i vandet. Det resterende tab på 160 millioner havner hos badegæster, lystfiskere og andre, der gør brug af fjorden, og som oplever et økonomisk tab som følge af den dårligere vandkvalitet”.
Men Berlingskes historie er fup
Realiteten er imidlertid, at der er helt andre grunde til, at vandmiljømålene herunder ”sigtbarheden i vandet” ikke nås. Men det finder Berlingske aldrig frem til, når avisen – i strid med egne journalistiske regler – tror blindt på en forsker, der henvender sig med et budskab.
Avisen lukker øjnene for, at historien er utroværdig, fordi den er
- i strid med dansk forskning fra tidligere tider inden politiseringen,
- i strid med aktuel international forskning og
- i strid med resultatet fra den internationale evaluering af kvælstofmodellerne fra 2017, som avisen pudsigt nok ikke har brugt megen plads på.
Det er også påfaldende, at avisen gentager den falske påstand om, at der bliver udledt mere og mere kvælstof til det danske vandmiljø, når de officielle Novana-rapporter siger noget andet. Og det virker langtfra objektivt, når avisen krydrer historien med, at ”flere forskere i den anledning har udtrykt bekymring” for, at udledningen vil stige, fordi landbruget i 2015 – med regeringens landbrugspakke – fik lov til at ”sprede mere kvælstofholdig gylle på markerne”.
Man kan finde ”bekymrede forskere” på alle felter – f.eks. også omkring udviklingen i presseetik. Men avisens skriveri om ”kvælstofholdig gylle på markerne” er helt hen i vejret.
Roskilde Fjord igen-igen
Påstandene om Roskilde Fjord er totalt misvisende, fordi det netop ikke er kvælstof, der bærer skylden for, at fjorden har været i en dårlig forfatning i et halvt århundrede. Dermed bliver beregningerne naturligvis også irrelevante.
Miljøstyrelsens ”Bæltprojekt” fra 1970’erne dokumenterede, at det ikke var kvælstof, men derimod en ekstrem fosforforurening, der dominerede Roskilde Fjord. Fosforindholdet var 6-10 gange så højt i Roskilde Fjord som i andre danske fjorde. Og N:P ratio, som ideelt skal ligge på 7 eller derover, var helt nede på ca. 1. Så lav N:P ratio giver altid massive problemer. Men kvælstof var der i hvert fald ikke for meget af i Roskilde Fjord!
Historien illustrerer ret præcist fejlene i Aarhus Universitets og dermed Miljøstyrelsens opfattelse: Vel betyder det minimale kvælstofindhold i forhold til fosfor, at fjorden er kvælstofbegrænset. Men kvælstofbegrænsningen betyder IKKE, at der skal laves restriktioner på udledning af kvælstof. Det er jo fosfor, der er for meget af!
Det rigtige svar på fosforforurening ville naturligvis være at nedbringe det kæmpestore fosforindhold. Men myndighederne har valgt at udføre symptombekæmpelse ved at begrænse kvælstof yderligere. På den måde har landbruget måttet bøde for byernes forurening: Forureneren-betaler-princippet har været sat ud af kraft.
Det er ikke første gang, Miljøministeriet og Aarhus Universitet tordner mod kvælstof ved at fejltolke tilstanden i Roskilde Fjord. En af Berlingskes hovedkilder, professor Stiig Markager, har fejltolket dette tema gennem mange år.
Efter 30 år, hvor Miljøministeriet og dets eksperter har vendt det døve øre til al kritik, har samfundet brugt over 100 mia. kr. på en forfejlet kvælstofstrategi, der ikke har givet de planlagte resultater for vandmiljøet. Strategien begrundes med Justus von Liebigs minimumsteori fra 1855. Men denne udmærkede teori er bare ubrugelig uden for lukkede laboratorieforsøg.
Misfortolkningen af Justus von Liebig har ført til, at myndighederne ser mere og mere kritisk på kvælstof, jo mindre der er af det. Dette paradoks fører til skruen uden ende med restriktioner på anvendelse af kvælstof. Foreløbig er skruen blevet strammet og strammet gennem 25 år i direkte konflikt med økosystemet, der søger mod den optimale balance mellem kvælstof og fosfor, nemlig N:P ratio på 7 eller derover.
Til kamp mod økosystemet?
Men myndighedernes strategi er at sænke N:P ratio yderligere, hvor den allerede er under 7.
Heldigvis kan myndighederne ikke nedkæmpe økosystemet.
Men de prøver på det. Og Berlingske hjælper til.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Maskinbladet).
