Nu rabler det for COOP og Danmarks Naturfredningsforening

Er en af grundene til, at man har skjult, at økologiske afgrøder sprøjtes med pesticider, at man godt ved, at der er uhyggelige problemer med netop de sprøjtemidler, der må bruges i økologisk jordbrug – spørger Finn Okkels

placeholder_165

Af Finn Okkels, konsulent og hortonom

COOP og Danmarks Naturfredningsforening mangler tydeligvis helt almindelig viden om de emner, de bygger deres økologi-holdninger og deres kampagner på.

De nævner bl.a., at de sprøjtemidler, der bruges i økologien, er naturlige og DERFOR nedbrydes hurtigt. Man ved – eller vil åbenbart ikke vide – at kemisk fremstillede pesticider også nedbrydes, endda ofte meget hurtigere end de mest anvendte økologiske pesticider.

Grundstoffer nedbrydes aldrig

COOP og Danmarks Naturfredningsforening ved åbenbart godt, at der bruges svovl- og kobberholdige pesticider i økologisk jordbrug, selvom de siger, der ikke sprøjtes med pesticider. Problemet er blot, at især blandt de ”økologiske sprøjtemidler” er der flere, der slet ikke nedbrydes.

Ved man i COOP og Danmarks Naturfredningsforening ikke noget så fundamentalt, som at f.eks. svovl er et grundstof (det er grundstoffet svovl, man bruger som pesticid, når man sprøjter med svovl), og at grundstoffer i modsætning til almindelige pesticider ALDRIG nedbrydes?

Heller ikke kobberet i kobbersprøjtemidlerne nedbrydes, men ophobes som tungmetal i jorden, hvor koncentrationen år for år stiger og stiger, og til sidst dræber sådanne ”økologiske sprøjtemidler” bl.a. regnorme og jordens liv generelt – de værste steder er kobberforureningen efter brug af kobbersprøjtemidler så kraftig, at forureningen svarer til det, man finder på kemisk forurenede industrigrunde, der ligger hen som forgiftede områder fra fortiden.

Kan COOP og Danmarks Naturfredningsforening virkelig bakke op om brug af den slags sprøjtemidler eller den massive forurening, der er forbundet med netop den slags ”økologiske pesticider”? Eller er en af grundene til, at man har skjult, at økologiske afgrøder sprøjtes med pesticider, at man godt ved, at der er uhyggelige problemer med netop de sprøjtemidler, der må bruges i økologisk jordbrug?

Misinformationer kan få fatale følger

Stor indtagelse af kobber fra sprøjtede afgrøder og marker er også særdeles sundhedsskadeligt for mennesker og dødeligt/invaliderende for folk med bestemte genetiske sygdomme. COOP og Danmarks Naturfredningsforenings misinformationer kan betyde alvorlige sundhedsskader hos folk med bestemte genetiske sygdomme (der gør, at de ikke kan tåle kobber), når disse forbrugere baseret på COOP’s og Danmarks Naturfredningsforenings kampagner får at vide, at de økologiske fødevarer ikke er sprøjtede, og derfor ved disse forbrugere ikke, at for at undgå at blive udsat for store mængder kobber skal de specielt undgå de Ø-mærkede produkter fra udlandet.

Hertil kommer, at andre typer af netop de ”økologiske sprøjtemidler” er størrelsesordner langsommere om at forsvinde fra markerne/miljøet end de almindelige pesticider. Nogle af de for insekter/sommerfuglelarver ekstremt giftige pesticider, der er baseret på levende bakterier, bruges som ”økologiske sprøjtemidler” og dem har danske forskere påvist er tilstede i jorden efter 12-14 år i stort set den samme mængde, som da de blev udsprøjtet, og forskerne regner med, at disse ”økologiske pesticider” er til stede i marken, hvor de er udsprøjtet i ca. 70 år – det er altså det, som Danmarks Naturfredningsforening beskriver som ”naturlige midler, der bliver nedbrudt i naturen med det samme”.

Helt i modsætning til hvad Danmarks Naturfredningsforening påstår i et interview i Grovvarenyt, findes ikke et eneste syntetisk pesticid, der må bruges i Danmark, der er så langsomt om at blive nedbrudt. De pågældende midler kan modsat almindelige pesticider brede sig til naturen og der udrydde vore sommerfugle – hvis de ikke allerede er årsag til, at mange sommerfuglearter er ved at forsvinde i naturen.

Ved de, hvad deres kampagner bygger på?

Det er misinformation, der grænser til enfoldigt vanvid (eller det der er værre), vi her ser fra COOP og Danmarks Naturfredningsforening. Selv skolebørn ved, at grundstoffer ikke nedbrydes (med mindre de er radioaktive). COOP og Danmarks Naturfredningsforening vrøvler løs, og man får indtryk af, at de ikke aner ret meget om det, de bygger deres kampagner og til tider hadefulde holdninger til konventionelt jordbrug på.

Eller er det bevidst vildledning for at tiltrække kunder og forøge omsætningen i COOP’s skrantende butikker eller bevidst vildledning og skræmmehistorier der skal forøge medlemstallet i den før så store og folkelige Danmarks Naturfredningsforening?

Tilsyneladende er både COOP og Danmarks Naturfredningsforening fuldstændigt ligeglade med, at deres markedsføring af de økologiske produkter bygger på usandheder og manipulation, når de får præsenteret journalisternes facts om brug af pesticider i den økologiske produktion af frugt og grøntsager. End ikke en undskyldning får medlemmerne og de økologiske forbrugere, der er blevet misinformeret og snydt af COOP. End ikke garanti for, at man øjeblikkeligt vil stoppe misinformationskampagnerne og vil fjerne det materiale, hvori usandhederne og manipulationerne forekommer, får forbrugerne.

Skrupelløs vildledning

COOP og Danmarks Naturfredningsforening er tydeligvis helt ligeglade med, at de snyder deres kunder og medlemmer – det er en usædvanligt åbenhjertelig svindel. COOP og Danmarks Naturfredningsforening forstår slet ikke alvoren i, at de er blevet fanget i alvorlige usandheder omkring brug af sprøjtemidler i økologiske produkter.

Det er ikke rart at tænke på, at der i COOP og Danmarks Naturfredningsforening er højtplacerede medarbejdere, som er meget skruppelløse og mangler erkendelsen af, at de med deres endeløse snakke-udenom-fortællinger er ude i en fuldstændig grænseoverskridende adfærd – en adfærd og manglende erkendelse af, hvad der er lovligt og ulovligt.

Tilsyneladende ved COOP og Danmarks Naturfredningsforening heller ikke, at f.eks. svovlholdige sprøjtemidler og kobbersprøjtemidlerne, der bruges i økologiske sammenhænge, fremstilles med kemiske metoder. F.eks. er kobbersprøjtemidler ikke noget naturligt forekommende, man lige graver op af en ”økologisk” kobbermine og hælder på en dunk, der så omrystes og er klar til brug.

Der er mange kemiske processer involveret i fremstillingen af sådanne ”økologiske pesticider”, og i øvrigt er kobberminedrift noget, der virkelig ødelægger miljøet og den vilde natur. Ved COOP ikke det?

Svovlet er uvelkomment mange andre steder…

Svovlet i de svovlbaserede ”økologiske sprøjtemidler” kan f.eks. komme fra det svovl, man af miljømæssige grunde har frarenset olieprodukter o.l. – en frarensning som industri og samfund bruger milliarder af kroner på at foretage for at undgå, at miljø og natur forurenes med svovl – fordi stofferne fører til alvorlige sundhedsmæssige problemer og ødelægger den vilde natur. Men dette forureningsstof, der fjernes fra miljøet et sted i samfundet, sprøjter økologer altså med COOP’s og Danmarks Naturfredningsforenings samt Økologisk Landsforenings fulde opbakning ud på markerne et andet sted i samfundet.

Kan Danmarks Naturfredningsforenings og COOP’s ledelse og medlemsorganisation virkelig leve med, at deres højtplacerede medarbejdere misinformer og snyder COOP’s og Danmarks Naturfredningsforenings medlemmer – og selvfølgelig også alle os andre?

Fup og snakke-udenom

Kommer der mon en undskyldning for, at vi medlemmer er blevet snydt – sammen med en redegørelse for, hvad man har gjort og fremover vil gøre for, at disse ting ikke gentager sig?

Vi har brug for gedigne miljøorganisationer baseret på viden samt gode og troværdige dagligvarebutikker, men har fået fupmagere og snakke-udenom-historiefortællere i stedet.

(Indlægget har også været bragt som en kommentar i Grovvarenyt. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

1 kommentar til “Nu rabler det for COOP og Danmarks Naturfredningsforening”

Deltag i debatten

Scroll til toppen