Nogen skal forsvare landbruget på Christiansborg

Fjernelse af jordskatten, endnu lavere omkostninger ved generationsskifte og et farvel til overflødige regler og meningsløst bureaukrati – lyder næste skridt i LA’s landbrugspolitik

Henrik

Af Henrik Dahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance, J. Lauritzens Plads 3, 1., 6760 Ribe

Måske bliver “landbrugshad” en dag en selvstændig diagnose?

For irrationelt og følelsesbetonet landbrugshad er der nok af. Og det styrer rød blok og den yderligtgående venstreorienterede kamporganisation Danmarks Naturfredningsforening.

Landbruget skal opmuntres, ikke straffes

Dansk landbrug er – næsten uanset hvordan man måler – noget af det mest miljøvenlige og klimavenlige landbrug i verden. Det skal vi ikke straffe, men opmuntre. For ambitionerne om at gå endnu længere i den retning er høje.

Siden valget i 2015 har Liberal Alliance været med til at udforme og gennemføre en landbrugspakke, der har sikret målrettet miljøregulering og bedre rammevilkår for erhvervslivet. En pakke, der står og falder på et borgerligt flertal efter valget. Ydermere har vi fjernet PSO-afgiften og gjort det væsentligt billigere at foretage et generationsskifte. Men vi vil gerne videre efter valget.

Nogen skal holde de andre borgerlige i ørerne

En fjernelse af jordskatten. Endnu lavere omkostninger ved generationsskifte. Væk med overflødige regler og meningsløst bureaukrati. Og så skal der kigges grundigt og eftertænksomt på, hvordan vi får mere kapital ind i erhvervet.

I Liberal Alliance er vi stolte over at kunne sige, at vi er et landbrugsvenligt parti. Og nogen skal holde de andre borgerlige partier i ørerne, når de lefler for meget for udenforstående storbyvælgere.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i flere medier. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top