Naturmødet: Borgerlige tog landbrugets parti i fjendeland

Man skal lede længe efter venner af landbrugserhvervet på Naturmødet i Hirtshals – men de findes om ikke andet, når de blå politikere inviteres på besøg…

fotoet-6

Den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher udtalte engang:

”Problemet med socialisme er, at man før eller siden løber tør for andre folks penge!”

Hvis man udskifter ordet ”penge” med ”jorde”, har man – ifølge kritiske iagttagere – et nyt og sarkastisk slogan for Naturmødet i Hirtshals.

”Der er i hvert fald mange her på stedet, som har idéer til, hvad man skal bruge min bedrift til. Måske det var en god idé at tage lodsejeren med på råd”, som landmand, LA-politiker og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Bo Ritterbusch, formulerede det – da han torsdag eftermiddag gæstede det traditionsrige, årlige møde arrangeret af Friluftsrådet i samarbejde med Hjørring Kommune.

Hvor er lodsejerne i debatterne?

Ud på aftenen – efter en lang dag i den nordjyske havneby – var det svært at være uenig med Bo Ritterbusch.

Ingen kan selvfølgelig have noget imod, at tv-kanalen DR Ramasjang vil ”redde havet” i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, eller at Alternativets frivillige i det flotte sommervejr har iført sig smarte t-shirts med påskriften ”blæredygtig”. Men når en stor del af dagen i øvrigt går med landbrugs-relaterede debatter uden repræsentation af de mennesker, som ejer den pågældende jord, kan det ikke undgå at provokere gæstende landmænd.

”Det er, som om dansk landbrug er låst fast i sin måde at producere på”, lød det fra en chokeret paneldeltager i en debat på et af havnens skibe. Tilsyneladende uden skelen til, at det måske ikke er helt slemt at være låst fast i en globalt set enestående miljø- og klimavenlig landbrugsproduktion, der i øvrigt bidrager med en årlig eksport på 166 milliarder danske kroner, en fjerdedel af den samlede nationale eksport…

”Totalforbud mod sprøjtemidler!”

Mere positivt stemt blev man ikke af at høre på de rød/grønne politikere, som var kommet til ”Fjällräven-topmøde” (udtrykket er opfundet af den konservative Mette Abildgaard) for at tale til menigheden:

”Vi skal til at regulere og lovgive om landbruget på en måde, så vi faktisk får mere natur. Der skal blandt andet gødskes mindre i nærheden af vores drikkevand”, lød det fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.

”Vi skal have totalforbud mod sprøjtemidler”, sagde både Pernille Skipper (Enhedslisten) og Uffe Elbæk (Alternativet).

”Vi skal have mindre landbrug og mere natur”, mente Pia Olsen Dyhr (SF).

DF: Det giver ingen mening at flytte produktionen ud af landet

Ret skal være ret: Især Dansk Folkeparti, Venstre og Nye Borgerlige var ikke bange for at forsvare landbruget ved aftenens politikerdebat.

”Det giver ingen mening at skære ned på dansk svineproduktion, som mange af jer foreslår – hvis man bare flytter produktionen til eksempelvis Polen, der er meget mindre miljøvenlig. Efterspørgslen forbliver jo den samme”, pointerede Dansk Folkepartis frontfigur Kristian Thulesen Dahl.

Klaus Kroll fik intet svar…

Klaus Kroll (Nye Borgerlige) understregede, at han absolut ikke bryder sig om, at dansk landbrug bliver udskammet hver eneste dag – og i særdeleshed på det årlige naturmøde:

”Jeg kunne godt tænke mig at spørge venstrefløjen: Hvordan sikrer vi, at den produktion, der måtte flytte ud af Danmark, kommer til at foregå lige så miljø- og klimarigtigt i andre lande? Og hvis produktionen bare helt skal lukke ned – hvem er det så, der ikke længere skal have noget mad?”, spurgte han – uden at få svar.

Det bliver meget dyrt at føre ”aftale” ud i livet

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen nikkede ivrigt, da Kristian Thulesen Dahl efterfølgende kom med en længere forsvarstale for Landbrugspakken (der helt forventeligt var blevet udsat for massive angreb i den foregående debat).

”Vi har altså et produktionserhverv, der tjener rigtig gode penge hjem til det her land”, sagde Thulesen Dahl.

Jakob Ellemann-Jensen scorede uden tvivl nogle points hos de landmænd, som måtte være mødt frem i det store Thunderdome-telt, da han fastslog, at Naturstyrelsen skal stoppe med at drive landbrug og i stedet drive natur. ”Sådan som styrelsen er sat i verden for”. Ellemann antydede også, at han ikke er udelt begejstret for den ”aftale” (for andres penge), som Danmarks Naturfredningsforening samt Landbrug & Fødevarer har lavet vedrørende udtagning af lavbundsjorde:

”Det kræver, at man finder midler til det. Og der bliver tale om meget store beløb”, sagde ministeren – som altså forlanger ordentlig kompensation til den enkelte berørte landmand.

Husk BL-debatten fredag middag!

I morgen, fredag, er Bæredygtigt Landbrug vært for en debat i Hirtshals og håber dermed at nuancere folkeoplysningen på det i øvrigt flot besøgte natur-folkemøde:

”Plads til naturen kræver intensiv landbrugsproduktion” lyder overskriften for en diskussion mellem BL’s faglige direktør Jørgen Evald Jensen og Per Kølster, som er formand for Økologisk Landsforening. Ifølge Bæredygtigt Landbrug – der netop har udarbejdet en ny planteavlsstrategi – behøver landbrug og natur ikke at være hinandens modsætninger, hvis man netop lader natur være natur og landbrug være landbrug.

Debatten finder sted i Zenit-teltet lige ovenfor den store trappe ned mod havnen og varer tre kvarter. Der begyndes kl. 12.00.

Tekst: Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Foto: Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk, og Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top