”Mine grise har det, som man kan få det for 10 kr. per kilo!”

Svineproducent gjorde de fremmødte på Madens Folkemøde klogere på det at have produktionsdyr

møde-1

Svineproducent Michael Nielsen har 850 søer og laver i alt 27.000 grise om året.

Han mener, at dyrene på gården har det godt og nærmest lever på et femstjernet hotel – men landmanden kunne alligevel ikke lade være med at provokere lidt, da han fredag eftermiddag deltog i en debat på ”Madens Folkemøde” på Engestofte Gods på Lolland.

”Ja, jeg har en kødfabrik. Det må I gerne kalde det. Jeg bliver bare ærgerlig over at blive mødt med kritik for vores husdyrproduktion, når vi landmænd blot har gjort, hvad samfundet har bedt os om de seneste 40 år: At producere billige fødevarer”, sagde han.

”Mine grise – de har det, som man kan få det for 10 kr. per kilo”, tilføjede Michael Nielsen.

Hvem har ansvaret for dyrenes ve og vel?

Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister havde sammen med foreningen Verdens Bedste Fødevarer inviteret til debatten ”Kommunikation om dyr, der lever for at dø!”.

For dyr i fangenskab bliver som bekendt til både mad, diesel, pels og meget andet – men der er også en konstant debat om dyrevelfærd samt miljø- og klimaeffekter af produktionen. Hvem har ansvaret for, at produktionen er etisk i orden? Er det kun forbrugernes? Hvilket ansvar har landmænd, mejerier og slagterier samt reklame- og kommunikationsfolk og politikere?

Landbrugs-kritiker: Uetisk!

Deltagere i debattens panel var udover Michael Nielsen også Astrid Gade, kommunikationsdirektør i Danish Crown, samt bioetiker Mickey Gjerris fra Københavns Universitet. Sidstnævnte er ikke ligefrem kendt som en kærlig ven af dansk landbrug – og gentog da også på fredagens møde sine angreb på dansk fødevareproduktion:

”Produktionen foregår ikke etisk forsvarligt. Det er ikke nok at sige, at man er de bedste – når det, man i virkeligheden er, er de mindst ringe. Det er i øvrigt slet ikke nødvendigt at slå levende væsener ihjel, når man faktisk kan lade være”, lød det blandt andet fra Mickey Gjerris.

Gad vide, hvordan det billige polske kød er produceret…

Og her var det, at svineproducenten i panelet var nødt til at reagere med sin provokerende påstand om, at forbrugerne får lige nøjagtig, hvad de betaler for (men også med den tilføjelse, at grisene i den danske svineproduktion rent faktisk har det godt). Michael Nielsen kunne godt tænke sig, at forbrugere, producenter og samfund sammen finder ud af, hvordan fødevareproduktionen skal foregå:

”Fortæl mig, hvad du gerne vil have – og fortæl mig, hvad du vil give! Så simpelt er det. Mange troløse forbrugere kigger primært på prisen – og folk skal vide, at når man eksempelvis køber polsk kød, så får man nok også lav dyrevelfærd med den lave pris”, forklarede Michael Nielsen.

Han opfordrer til mere åbenhed – og viser gerne selv sine egne svinestalde frem for offentligheden:

”Mange aner ikke, hvad der foregår i landbruget, og det er vigtigt at afmystificere tingene. De fleste forbrugere har kun forstand på kæledyr – og produktionsdyr er altså noget ganske andet. Vi er uden tvivl meget mere omstillingsparate i dansk landbrug, end folk er klar over”, sagde svineproducenten.

Kan slet ikke genkende skrækbilledet

Også hos Danish Crown er besøgende velkomne – så de eksempelvis med egne øjne kan se, hvor respektfuldt dyrene bliver behandlet op til aflivningen på storslagteriet i Horsens. Og så man ved et besøg kan få dokumentation for, at hele grisen bliver brugt – at intet af dyret går til spilde:

”Jeg tror ikke på rosenrøde reklamer, hvor man foregøgler folk, at noget er anderledes, end det egentlig er. Omvendt kan jeg slet ikke genkende billedet af, at landmændene ikke skulle være glade for deres dyr og deres produktion. Det er absolut ikke rigtigt”, sagde Danish Crowns kommunikationsdirektør Astrid Gade.

Folkemødet på Lolland fortsætter til og med lørdag

Madens Folkemøde fortsætter resten af dagen i dag, fredag, samt hele dagen i morgen, lørdag.

Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi området omkring Engestofte Gods for at lære mere om madhåndværk eller stifte bekendtskab med marked, boder og børneaktiviteter. Det er også muligt at overvære en hel del fødevare-relaterede debatter.

Arrangøren af Madens Folkemøde er Food Organisation of Denmark, der tilbage i 2010 begyndte som et samarbejde mellem private virksomheder og det offentlige Danmark.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top