Liberal Alliance er garanten for lav arveafgift

Socialdemokrat talte usandt om partiets politik på dyrskue i Aabenraa – skriver Liberal Alliances Henrik Dahl

Henrik

Af Henrik Dahl (LA), folketingsmedlem og -kandidat, J. Lauritzens Plads 3, 1. t.h., 6760 Ribe

Liberal Alliance har længe kæmpet imod den urimelige arveafgift. Det har resulteret i, at vi nu har sænket den fra 15 % til 5 % for familieejede virksomheder. Det er til stor hjælp for de tusindvis af landbrug og virksomheder, som står overfor generationsskifte i nærmeste fremtid.

Desværre er det endnu et af de fremskridt, Socialdemokratiet vil rulle tilbage efter et valg. Eller vil de?

Jo, socialdemokraterne vil tredoble omkostningerne ved generationsskifte

Forleden, til dyrskuet i Aabenraa, kom emnet op.

Jeg kan godt forstå, at Jesper Petersen (S) gerne ville være venlige over for sine værter fra Sønderjysk Landboforening og sige, at Socialdemokratiet ønskede at tilføre mere kapital til landbruget.

Men han bør afholde sig fra at gøre det, han gjorde: Stå i panelet og sige, at Socialdemokratiet ikke vil tredoble omkostningerne ved generationsskifte. Selvom det selvfølgelig ødelægger lidt af den gode stemning, når man vil dræne landbruget for kapital. Jeg anholdt på stedet Jesper Petersens påstand.

Vi er fjender af skatter og afgifter

Både fordi en del af finansieringen af Socialdemokratiets nyligt fremlagte, økonomiske plan netop er en tredobling af afgiften ved generationsskifte. Og fordi jeg i foråret 2017 spurgte direkte ind til det fra Folketingets talerstol. Her var det korte Socialdemokratiske svar: Ja!

Dette bekræfter endnu engang, at skatter og afgifter har ingen større fjender på Christiansborg end Liberal Alliance.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top