Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
Følgende redegørelse vil være vanskelig at forstå for alle, der opfatter virkeligheden som det, der kan opnås politisk flertal for. Til gengæld vil redegørelsen være indlysende for alle, der forstår, at økosystemet følger naturlovene og ikke er styret af politiske kompromisser.
Det er dog forventeligt, at en række eksperter og politikere med ansvar for dansk miljøpolitik i de seneste årtier vil opfatte redegørelsen som en kritik, de per automatik må tage afstand fra. F.eks. har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i lighed med flere af hans forgængere for længst proklameret, at der ikke må sættes spørgsmålstegn ved kvælstofs betydning for miljøet. Tidligere ministre har talt om en ”kobling” mellem kvælstof og miljøproblemer. Emnet er løbende blevet tabuiseret af myndighederne og skiftende ministre.
Men her kommer alligevel forklaringen af, hvad den delvist politisk fremtvungne N-begrænsning i fjorde og kystvande har medført af problemer for vandmiljøet, for landbrugserhvervet og for hele forholdet mellem grønne organisationer og erhvervene. Og for en række misforståelser og unødvendige spændinger mellem land og by.
Det burde give politikerne noget at tænke over!
Vandplanernes fundament holder ikke
De omstridte kvælstofmodeller, der bruges i vandplanlægningen, bygger ifølge myndighedsbetjeningen på Aarhus Universitet (Karen Timmermann, DCE) på Justus von Liebigs minimumsteori, hvilket hun har illustreret med følgende grafiske fremstilling.
Grafikken viser, at kvælstof (N) er den begrænsende faktor i de fleste fjorde og kystvande: Algevæksten begrænses af den laveste stav i karret. Det kaldes ”(fysiologisk) kvælstofbegrænsning”.
Interaktion mellem N og P
Kendsgerningen er imidlertid, at vandområders følsomhed over for kvælstof skyldes overforsyning med fosfor. Derfor er fjorde og kystvande, hvortil der udledes fosforbelastet spildevand, særligt følsomme for kvælstof (”kvælstofbegrænsede”). Der er altså en interaktion mellem kvælstof (N) og fosfor (P).
Siden 1980’erne er N-koncentrationen i fjorde og kystvande nedbragt med ca. 50 pct., jfr. Novana-rapporterne. Samtidig udleder danske renseanlæg flere hundrede procent højere P-koncentration end vore nabolande, jfr. EU-Revisionsrettens oversigt baseret på medlemsstaternes indberettede data.
Hvis der på den ene side ikke var ofret 100 mia. kr. på at halvere N-koncentrationen i fjordene, ville N-staven i karret have været højere, og hvis danske renseanlæg på den anden side havde renset lige så effektivt for fosfor som tilsvarende anlæg i vore nabolande, Sverige og Tyskland, ville P-staven have været lavere. Se den røde skitsering i nedenstående grafik.
Det vil sige, at hvis Danmark havde ageret lige som vore nabolande, så havde Danmark i højere grad haft fosforbegrænsning og en lignende situation som vore nabolande, der har mindre problematiske havmiljøforhold. Situationen ville have været som skitseret med den røde streg på den nedenstående illustration. Fosfor ville i langt større udstrækning og i en større del af året være den begrænsende faktor – ”fosforbegrænsning”.
Kvælstofbegrænsningen opretholdes politisk
Det giver ikke meget mening, at myndighederne baserer indsatsen på en kvælstofbegrænsning, som de selv skaber og vedligeholder. Landbruget har med strenge kvælstofkrav gennem en årrække så at sige været beordret til at ”grave sin egen grav” ved at opretholde kvælstofbegrænsningen, der løbende er brugt til at formulere nye problematiske kvælstofkrav til landbruget.
Hvis N- og P-stavene i karret havde været som skitseret med den røde streg, ville meget have set anderledes ud:
Så ville en mere udbredt fosforbegrænsning have betydet, at danske renseanlæg ville være trimmet til samme rensestandard som anlæggene i vore nabolande.
Så havde flere vandområder været i god økologisk tilstand.
Så ville Aarhus Universitets myndighedsbetjening ikke år efter år kunne udråbe ”landbrugets kvælstof” til det største problem.
Så ville politikerne ikke så ensidigt gribe ind mod kvælstof og derved begrænse landbrugets eksistensmuligheder.
Så ville ingen have løftet et øjenbryn over Landbrugspakken, der i øvrigt havde været unødvendig.
Så ville Danmarks Naturfredningsforening ikke angribe landbruget tidligt og sent.
Så ville fagbladet Ingeniøren kunne koncentrere kræfterne om nyttig information i stedet for politisk skrækpropaganda og mikrofonholderi for grønne organisationer.
Så ville Berlingskes gravegruppe ikke have scoret Cavlingprisen på at skrive useriøse artikler om Landbrugspakken – fulgt op af fortsatte udokumenterede påstande om vandmiljøets udvikling.
Så ville der ikke eksistere det undertiden lidt anstrengte forhold mellem landbrugets organisationer og de såkaldte grønne organisationer.
Konklusion
Tre årtiers (bevidst?) underbelysning af fosforproblemet i dansk spildevand (dårlig rensekvalitet, regnbetingede udledninger af urenset spildevand og manglende kontrol af udledningerne) kombineret med en ekstremt hård kurs over for landbrugets kvælstofudledninger har kunstigt opretholdt/fremkaldt tilstanden ”fysiologisk kvælstofbegrænsning” i fjorde og kystvande. Hertil kommer, at den største kvælstofudledning finder sted, når betydningen er mindst, nemlig uden for vækstsæsonen, eller mens der er fosforbegrænsning i foråret.
”Kvælstofbegrænsning” opstår, fordi økosystemet modtager for meget fosfor! Det vidste Miljøministeriet i 1980’erne, for det skrev de selv i NPo-redegørelsen fra 1984.
Alligevel valgte myndighederne at anlægge en hård kurs over for kvælstofudledninger kombineret med en slap kurs over for fosforudledninger. Det påstås ganske vist, at fosforudledningen fra renseanlæggene er reduceret med 80 pct. Men det er usikre og ukontrollerede tal. Realiteten er, at danske renseanlæg udleder i størrelsesordenen 10 gange så høje koncentrationer som vore nabolandes renseanlæg. På den baggrund fører de danske kvælstofmodeller til urealistiske kvælstofkrav – f.eks. reduktioner på mere end 100 procent.
Den specielle danske kvælstof-forskrækkelse har fået lov at fortsætte årti efter årti og opretholdes af store fosforudledninger. Der er i høj grad tale om en politisk beslutning, der ikke er miljømæssigt optimal (jfr. den internationale evaluering).
HVEM STÅR REELT BAG DENNE BESLUTNING, SOM SAMTIDIG HAR SKUBBET REGNINGEN FOR BYSPILDEVANDET OVER TIL LANDBRUGSERHVERVET??
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug).
