Glyphosat-forbud vil betyde ekstra brændstofforbrug og massiv CO2-udledning

Foreningen for Reduceret Jordbehandling i Danmark fortæller om konsekvenserne af et eventuelt forbud i Frankrig

marksprøjte-foto-hardi.dk

Frankrig vil udfase aktivstoffet i Roundup, glyphosat, to år før EU. Men det vil koste de franske landmænd – og klimaet – dyrt.

Det fortæller Foreningen for Reduceret Jordbehandling i Danmark – FRDK – i sit seneste nyhedsbrev. Foreningens rådgiver Søren Ilsøe fortæller i nyhedsbrevet om konsekvenserne af en udfasning af glyphosat i Frankrig – hvor emnet er til hed debat.

”I avisen La France Agricole fremgår det af et møde, at associationen for hvedeavlere har beregnet, at en udfasning vil koste mellem 370 og 1.190 kr. per hektar eller samlet set en regning på godt syv milliarder kr. til de franske landmænd”, lyder det fra Søren Ilsøe.

Harmonerer ikke med landets klimaindsats

Beregningen viser, at der skal bruges 12,7 millioner arbejdstimer samt 87 millioner liter brændstof mere om året uden glyphosat.

”Det er ikke i harmoni med Frankrigs klimaindsats. Desuden kræver de franske landmænd nu også finansiel støtte til kompensation”, skriver Søren Ilsøe.

Effektivt Landbrug har netop berettet om, hvordan det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur har frikendt glyphosat for mistanken om at fremkalde kræft og i øvrigt for at være til fare for helbredet. En lang række tidligere undersøgelser er kommet frem til selvsamme resultat – blandt andet har det nationale kræftinstitut i USA fulgt 50.000 uddannede sprøjteførere uden at finde nogen sammenhæng mellem glyphosat-produkter og kræft.

Læs mere om glyphosat-frikendelserne

Du kan læse Effektivt Landbrugs artikel om dette emne HER.

Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside har også tidligere beskæftiget sig med glyphosat-undersøgelserne – som du kan blive klogere på ved at læse artiklen HER. Ved den seneste generalforsamling i Bæredygtigt Landbrug fortalte agronom Aksel Jørgensen om glyphosat, dén video kan du se via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top