Utroværdigt, minister Ellemann

Jørgen Lund Christiansen har stemt på miljø- og fødevareministeren for sidste gang. Populismen har nået nye højder med Ellemann ved roret, skriver han

landskab-hvede-juli-16-2

Af journalist og foredragsholder Jørgen Lund Christiansen, Alléen 52, Skanderborg, jlc@jlundc.dk

Ved det seneste folketingsvalg stemte jeg på Jakob Ellemann. Det sker ikke igen.

Jeg ser ham som en væsentlig del af årsagen til det mandattab, Venstre står til og følgevirkningerne heraf.

Ellemann er så politisk udspekuleret, at det repræsenterer utroværdighed. For et stykke tid siden ved et møde i det østjyske var vi flere end 100, som hørte ham sige, at vælgerne på Østerbro ikke fatter selv de simpleste miljø-sammenhænge, og det er ikke tid at gå imod deres fejlbaserede opfattelser, for Venstre har brug for deres stemmer! Minister-populismen er baseret på følgende fakta, som blev nævnt på mødet:

I 2006 viste et sammendrag af flere års analyser, at 21 pct. af al overfladejord i København og Frederiksberg kommuner havde et giftindhold, der overskred grænsen på 1,4 milligram (tusindedele gram) pr. kg. Det ville blive dyrt at grave op og køre på Kommunekemi og få ny jord ind. En blå regering og et rødt rådhus løste effektivt problemet: Man hævede grænsen til 4,0 milligram! For et enkelt særligt farligt tjærestof, benzy(a)poren, som kan forårsage cancer hos børn, hævede man endda grænsen med faktor 80! Københavns Kommune kunne dog ikke lide det og har siden udskiftet jorden på og omkring alle kommunale legepladser.

Lidt om ”giften” i vandet…

Som det gælder for jord i København, er der en grænse for vand ude hos bønderne. Der må højest være 0,1 mikrogram (milliontedele) pesticidrest i grundvand. Det er der praktisk talt aldrig, men skulle noget fra dengang, man ikke vidste bedre, slippe igennem til vandhanen, gælder følgende: Man skal drikke to liter vand i døgnet i 80 år med 0,1 milliontedele gram pesticidrest i alle 58.440 liter for at få et indtag, der svarer til nikotin- og tjæreindhold i en halv cigaret! Forholdet mellem 0,1 mikrogram og 4,0 milligram er 1:40.000.

Tjærestofferne i Østerbros overfladejod kommer primært fra bilkørsel. Slidstøv fra dæk og asfalt føres med regnvand til omgivelser og kloakker. Pas på med at separere, så regnvand ledes direkte i Øresund, og alene menneskegylle samt husholdningsvand med kemikalier og medicinrester i en mere kraftig suppe renses! Og pas i den grad på med overløb fra rensningsanlæggene ved sommerregnskyl!

Miljøministeren vidste det alt sammen, men ”den slags fatter man ikke på Østerbro”.

Landbruget har skam leveret

Ellemann kan sin partihistorie, hedder det i avisen Danmark 31. marts, hvor han endnu engang – og nu mod bedre vidende – fremturer med, at landbruget ikke har leveret på landbrugspakken om reduceret kvælstofudledning i 2021. ”Jeg kalder en spade for en spade”, siger han. Nej, du gør ikke, minister, for du overser behændigt, at landbruget har leveret på efterafgrøder, mens ansøgninger om etablering af minivådområder er syltet i det offentlige. Du kan ikke kende resultatet af en 60 minutters håndboldkamp efter 15 minutters spil. Erkend det dog. Sig undskyld!

Apropos historie har du glemt statsbankerotten i 1813, som fik vore forfædre til at indføre undervisningspligt. Nok var vi fattige, vi skulle ikke også være dumme! Hvis vælgerne på Østerbro er uoplyste, turde det være oplagt – vel et ministeransvar – at sætte ind med oplysning og ikke på uværdig vis hylde dumheden for at få stemmer…

Ingen dør af at drikke vandet – men vi dør af så meget andet

Jeg véd ikke, hvor mange der årligt dør af at være i berøring med hovedstadens tjærebefængte jord. Men jeg ved fra DANVA, Danske Vandværker, at der dør ingen – nul – af at drikke postevand. Og jeg véd, at over 90 pct. af kvælstoftilførslen til havet omkring Danmark kommer fra andre lande omkring Østersøen og med strømmen op langs Vestkysten.

Hvert år dør der i Danmark 2.900 af luftforurening fra ikke mindst bilisme i byerne. 3.700 dør som følge af overdrevent indtag af alkohol – og 13.600 af rygning. Der er nok væsentligt at tage fat på.

Men hvad, der er jo flere stemmer i bilister og byfolk end i bønder…

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Avisen Danmark, fællessektionen for dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier A/S. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top