Af Jørn Rasmussen, Pilealle 5, 4760 Vordingborg, folketingskandidat for Nye Borgerlige
En ny gødningslov er vedtaget, ”Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag”.
9 sider med paragraffer og 230 sider med bemærkninger til loven. Værsgo’ og spis.
EU’s nitratdirektiv bliver brugt som rambuk/undskyldning for mange af de krav, der stilles til landbrugets udøvere. Direktivet blev i øvrigt til på dansk initiativ.
I bemærkninger til loven er der også en henvisning til en dansk undersøgelse, der viste mistanke til tarmkræft ved for høje nitrattal. Vores sundhedsmyndigheder mener dog, at vi fortsat skal følge EU’s vandkvalitetskrav.
Det er, som om man med djævlens vold og magt vil udskamme kvælstof.
Befolkningen døjer
Kvælstof er naturligt forekommende i atmosfæren med hele 78 procent. Der er ofte 10 tons organisk kvælstof lagret i en hektar landbrugsjord. I vores grøntsager (rødbeder, salat og spinat) er der over 1.000 mg nitrat/kg, og i vores drikkevand er grænseværdien for nitrat 50 mg/l. Planlagte minivådområder må ofte opgives, fordi målinger fra markdræn er under 4 mg nitrat/l.
Kvælstof, som er en vigtig byggesten i alt plante- og dyreliv, er i dag endt som noget, landbruget helst skal undgå.
Det er jo fuldstændigt latterligt, at vi er endt dér, men desværre meget tragisk, da det unødigt har givet alt for mange økonomiske problemer og tvunget mange ud i tåbelige investeringer, som faktisk er skadelige, hvis et bæredygtigt samfund er målet. Landdistrikternes beboere er hårdest ramt.
Det er ikke alene rød – men også blå – blok, der har koblet hjernen fra og overladt ansvaret til forskere, universiteter og fantasifulde modelberegninger. Til helvede med befolkningen, der døjer med alle tåbelighederne.
Håndtering af spildevand
Lad os prøve at stille diagnosen endnu engang.
For omkring 50 år siden fandt man på, at håndteringen af spildevand skulle effektueres. Gravemaskiner havde overtaget manuelt gravearbejde, så det var nemmere at komme i jorden. Derfor var det mindre udfordrende at udvide kloaknetværket. Vaskemaskiners indtog i den modernes husholdning bidrog med ekstra fosfor. Det hele blev til sidst ledt ud i strømfyldt farvand.
Efter en årrække måtte daværende amtskommuner i 1981 tilbagemelde om iltsvind og fiskedød. En havbiolog kædede problemet sammen med en stigning i landbrugets brug af handelsgødning. Men helt galt gik det, da man i NPO-redegørelsen konkluderede, kun ved brug af modelberegninger, at det var kvælstof, der var årsag til iltsvind.
Landbrugets brug af handelsgødning har aldrig været årsag til problemer i det marine miljø. Det er og bliver et anliggende, der må afklares med de myndigheder, der håndterer vores spildevand.
Pressens rolle
Denne fadæse burde et sundt demokrati nok kunne reparere. Forsøget blev gjort i 1989, da kritikken, ikke mindst fra landbrugskredse, medførte, at et internationalt panel blev hidkaldt for at se, om kvælstof var den store synder. Kritikken fra panelet var ganske omfattende. Værst gik det ud over Centret for Jordøkologi. Det blev frakendt enhver videnskabelig kompetence!
Enkelte landsdækkende dagblade omtalte fadæsen, men efter et stykke tid døde omtalen af kritikken. Det indikerer, at det næsten er umuligt at ændre politiske fejltagelser, hvis ikke de bliver omtalt i de landsdækkende, elektroniske medier. Men hvad finder disse medier relevant, og hvem behersker dem?
Journalist og redaktionschef Hans D. Fabricius skrev i 1990 i Tidehverv blandt mange interessante betragtninger. ”Avisernes redaktører udvalgte tidligere nye journaliststuderende til at starte i mesterlære suppleret med et ophold på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Men i dag er uddannelsen centraliseret og akademiseret, og man starter med at studere halvandet år på en journalisthøjskole, hvorefter man kommer ud i praktik på en avis i et år eller halvandet. Redaktørerne kan så vælge blandt disse praktikanter, men kun blandt dem, som nogle andre på forhånd har udvalgt… Efter praktikopholdet skal den journaliststuderende tilbage og fuldende uddannelsen på det teoretiske plan”.
Fabricius oplevede, at disse nye journalister var bedrevidende og ikke ville skrive om det, der ikke passede ind i deres eget politiske kram.
Jeg har selv oplevet, med en af de cavlingvindende journalister på Berlingske, at han sådan set ikke ville afvise mine påstande, men hvis ikke de kunne verificeres af en dansk forsker, kunne han ikke bringe det i hans avis. Det stemmer fint overens med Fabricius’ erfaringer.
Der var også engang, at forskerne sagde, at jorden var flad. Med nutidens journalister på ”støtten” vil et tilsvarende postulat i dag forblive en sandhed!
Mediestøtte bør afskaffes
Når jeg tænker på al den energi, som mange – ingen navne nævnt, ingen glemt – har lagt i at advare om vore tåbelige lovgivning omkring kvælstofregulering og vandmiljøplaner generelt, er jeg kommet til den erkendelse, faktisk for flere år siden, at det er vores medier, der er den største demokratiske udfordring.
Derfor var det en stor skuffelse, at mediestøtten i det nye medieforlig kun blev reduceret med 20 procent og gud hjælpe mig overført til finansloven. Medierne får nu direkte støtte fra den magt, som det er deres fornemste opgave at være på vagt overfor.
Nej, lad os afskaffe mediestøtte og dermed genskabe frie og uafhængige medier. Og lad os prøve at forklare, så alle forstår det, at kvælstof er mere ven end fjende.
Derefter kan vi få fjernet megen lovgivning, der konflikter med Grundlovens ejendomsret herunder:
- landmandens ret til frit at disponere over mængden af kvælstof til sine afgrøder.
- om og hvornår der skal sås efterafgrøder.
- al bøvlet med at oprette mini-vådområder.
- og øvrige næringsstofreducerende tiltag.
Megen arbejdskraft, der administrerer alle disse håbløse ordninger, kan samtidig blive frigivet til noget mere fornuftigt.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug, dén version kan du læse HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
