Stormøde: Fagligheden ind i dansk landbrugspolitik, tak!

Bæredygtigt Landbrugs direktør opfordrer BL’s medlemmer til at møde frem, når Agerskovgruppen arrangerer debat mandag den 6. maj

moede-i-agerskov-med-esben-lunde-larsen

”Den aktuelle danske landbrugspolitik er drevet af populisme fremfor faglighed!”

Sådan lyder det fra Jens Peter Aggesen – frontfigur for Agerskovgruppen, der arrangerer debat på Agerskov Kro mandag den 6. maj.

Skuffet over den siddende minister

Her sættes der forud for det kommende folketingsvalg fokus på både Landbrugspakken, klimaet, vandplanerne, myndighedskontrol og bedre finansieringsmuligheder for erhvervet. Jens Peter Aggesen kan godt se, at arrangørerne af det såkaldte stormøde dermed skyder lidt med spredehagl:

”Men det er de emner, der trykker os – og derfor de emner, som vi er nødt til at tage op. Og jeg ved også godt, at alt dette tidligere har været til debat, men vi er simpelthen nødt til at blive ved med at køre i det, så vi kan få det rettet”, som han formulerer det.

”Jeg er især skuffet over den siddende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og den måde, som han behandler landbruget på i den trængte situation, som vi er i. På mødet vil vi derfor gerne have svar på, hvad det er, som politikerne vil med den danske fødevareproduktion efter valget”, siger Jens Peter Aggesen.

Får vi lov til at pakke Landbrugspakken helt ud?

Hvilke politikere, som deltager i Agerskovgruppens møde, offentliggøres inden mødet på LandboSyds hjemmeside. En række folkevalgte fra begge sider af folketingssalen skulle dog allerede have meldt deres ankomst. Disse politikere vil på den sønderjyske kro blive præsenteret for en række problemstillinger.

Eksempelvis fortæller godsejer Claus Neergaard, som er formand for Øernes Landøkonomiske Selskab, om ”Landbrugspakken – får vi lov til at pakke den helt ud?” Ifølge Claus Neergaard udfordrer politikernes manglende faglighed landmændenes produktionsmuligheder.

Derudover beretter den tidligere BL-direktør Vagn Lundsteen fra AgroPro Danmark om dansk landbrug, der er i stand til at løse klimaudfordringen. Chefrådgiver Helge Lorenzen fra LandboSyd fortæller om de helt uopnåelige målsætninger for vandplanerne. Dyrlæge Pia Conradsen fra SvineVet i Haderslev gør de fremmødte klogere på styrelsens regler og kontrol i dansk svineproduktion. Og endelig vil smågriseproducent Henrik Jessen fra Agerskov komme ind på de forbedrede finansieringsmuligheder, der kan få de unge godt i gang på landbrugene. Ordstyrer bliver Henrik Enderlein.

BL-direktør: Vigtig timing

Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup opfordrer BL’s medlemmer til at bakke op om arrangementet på Agerskov Kro:

”Vi har jo hele vejen igennem krævet en regulering på et både fagligt og juridisk korrekt grundlag – så det her er i dén grad vand på BL’s mølle. Der er ingen tvivl om, at det er her op til et valg, det er nemmest at aftvinge politikerne en konkret stillingtagen – så timingen er også rigtig fin”, siger Hans Aarestrup.

Kaffebord og pølsebord

Agerskovmødet den 6. maj begynder klokken 13 og slutter med kroens legendariske pølsebord. Forinden er der også blevet serveret kaffebord.

Tilmelding skal ske senest ved middagstid torsdag den 2. maj. Det kan ske via telefon 74 36 50 00 eller via linket HER. Deltagergebyret er 200 kroner plus moms, der betales ved døren.

Arrangørerne forventer et sted mellem 200 og 300 deltagere til mødet.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen