Når biocider kaldes pesticider, bliver frugtavlere, gartnere og landmænd hængt ud for hele ”forureningen”

Fagbladet Ingeniøren og Ingeniøren.dk bruger konsekvent ordet pesticider, også når der er tale om biocider, skriver medredaktøren på Grovvarenyt

Vand glas

Af Gunner Buck, medredaktør på Grovvarenyt

”Alarmerende ny opgørelse: Pesticider i fire ud af ti vandboringer”, lyder det i en overskrift i Ingeniøren.

Det sker åbenlyst uden smålig skelen til, at en stor del – måske langt hovedparten – af de nye fund af DMS er rester fra, at de pågældende midler er brugt som biocider.

For længst forbudt som pesticider

Midlerne er pesticider, når de er brugt mod svampesygdomme i frugt, bær, tomater og prydplanter, men de er biocider, når de bliver brugt i maling og træbeskyttelse. Det er for længst forbudt at bruge de to nævnte midler som pesticider, mens de stadig må bruges som biocider.

Det er dybt beskæmmende, at både fagbladet Ingeniøren samt Ingeniøren.dk ikke evner eller vil foretage denne skelnen, for så snart Ingeniøren skriver pesticider, er det jordbruget – altså frugtavlere, gartnere og landmænd – som får hele ansvaret for forureningen. Men læs i artiklen, hvad Anders Risbjerg Johnsen, GEUS, siger om de mange fund af DMS, der er gjort omkring Røsnæs og Kalundborg samt i hovedstadsområdet. Det ville være oplagt, om GEUS vurderede, hvor mange af fundene af DMS der skyldes brug af midlerne som pesticider, og hvor mange der skyldes brug af midlerne som biocider.

Af artiklen fremgår det også, at DMS nu er mere udbredt end nedbrydningsproduktet BAM, der også er en slem hovedpine for vandværkerne. BAM er nedbrydningsprodukt fra de for længst forbudte ukrudtsmidler Prefix og Casaron, der blev brugt mange steder som gårdspladser, indkørsler og på vandværksgrunde. Mon ikke det sidste er en væsentlig årsag til vandværkernes ”hovedpine” med BAM.

Som en halv cigaret fordelt på 80 år…

I øvrigt: Hvis du drikker to liter vand hver dag i 80 år, og hvis hver eneste liter rummer rester af pesticider lige op til grænseværdien på 0,1 mikrogram, hvor meget ”gift” får du så?

Du får ca. 6 mg. Det er samme mængde, som der er i en halv cigaret, men fordelt på 80 år…

Skrækhistorier uden substans

Set i det lys er meget af debatten om ”sprøjtegift” i dansk grundvand og drikkevand ”varm luft”.

Især fordi der er meget langt imellem, at dansk drikkevand rummer rester over grænseværdierne… uanset, om skrækhistorierne i Ingeniøren og andre medier melder om ”alarmerende fund”.

(Gunner Bucks kommentarer kan også læses i kommentarsporet under artiklen i Ingeniøren, en artikel der kan læses i fuld længde via linket HER. I linket HER kan du se Grovvarenyts behandling af emnet – og hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan abonnere på Grovvarenyt, findes kontaktoplysningerne HER).

Scroll to Top