Fire grønne bossers selvmål i kampen mod tre ”sejlivede myter”

Forfattere af kronik i Politiken slap ikke ret godt fra at promovere økologi over for konventionel fødevareproduktion, skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige rådgiver

Poul Vejby-Sørensen

Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Formand, præsident, direktør og generalsekretær for hhv. Økologisk Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Greenpeace forsøgte i Politiken den 18. april at gendrive nogle realiteter ved først at tviste dem lidt og derefter kalde dem ”sejlivede myter”.

De fire forfattere forsøgte at promovere ”økologi” over for konventionel fødevareproduktion, hvad angår områderne klima, sult og natur.

Det slap de ikke så godt fra af den væsentlige årsag, at de har realiteterne imod sig. Her tager vi de tre områder:

Klima

Forskere har i det højt ansete videnskabelige tidsskrift Nature påvist, at udledningen af CO2 fra økologisk produktion er 50-70 % højere end udledningen fra tilsvarende konventionel produktion. Forklaringen er lavere økologiske udbytter og dermed større arealkrav og fortrængning af klimavenlige naturarealer.

Veldokumenteret videnskab kan naturligvis ikke gendrives med en erklæring om, at ”økologi ikke er skadeligt” eller med en henvisning til den økologiske forskningsenhed ”ICROFS”, der arbejder med det formål at udbrede økologien.

Sult

Dernæst rettede de fire forfattere et angreb på en myte om, at ”økologi skaber sult i verden”. De anvendte den sædvanlige argumentation om, at der kan opnås højere udbytter, hvis man indfører økologiske landbrugsmetoder i små primitive østafrikanske landbrug. Og det har de ret i. Men problemet er, at de undlod at tilføje, at der kunne opnås langt bedre udbytter med moderne dyrkningsmetoder og hjælp af kunstgødning og plantebeskyttelsesmidler. Økologi er den eneste mulighed, hvor der ikke er adgang til moderne driftsmidler.

Påstanden om, at FN anbefaler økologi, er ikke korrekt. FN anbefaler sammen med mange andre organisationer bedre dyrkningsmetoder med det formål at nå højere udbytter, så verdens natur i størst mulig udstrækning kan bevares.

Økologi i små nicher er ikke det store problem, men når metoden forsøges udbredt ved politisk påvirkning, kan det kun gå galt. Så kan økologerne ikke ”importere” nødvendigt kvælstof fra deres konventionelle naboer. Det fører til mangel på næringsstoffer.

Tænk over den kendsgerning, at halvdelen af det kvælstof, vi alle indeholder i kroppen (protein m.v.), er indvundet fra atmosfæren og tilført produktionen i form af kunstgødning.

Hvad kan de fire forfattere tilbyde verdens befolkning i stedet, hvis de ikke vil bruge kunstgødning, hvis de ikke vil bruge slam fra renseanlæg, og hvis de vil skære kraftigt ned på husdyrholdet, hvorfra deres gødning kommer? Regnestykket hænger ikke sammen – uanset om de bruger ”lommeregner” eller noget så eksotisk som sund fornuft.

Atmosfærens kvælstof er en uundværlig del af kvælstofkredsløbet. Og kunstgødning indeholder lige så naturligt kvælstof som husdyrgødning eller såkaldt grøngødning.

Natur

De fleste kan regne ud, at jo lavere udbytter, der opnås, jo større areal er nødvendigt til fødevareproduktion. Derfor gnaver den ineffektive økologiske produktion i de arealer, som alternativt kan anvendes til naturen.

At forfatterne så blander argumenterne sammen ved at påstå, at økologer har færre husdyr at fodre på, er noget vrøvl. Ingen har større behov for husdyr end økologerne – det er jo herfra, de skal skaffe den livsvigtige gødning, når de ikke vil bruge den rene kvælstofgødning indvundet fra atmosfæren.

Økologerne ved godt, at den er gal

Dygtige økologer kender fuldt ud til problemerne med at skaffe tilstrækkelig næring og undgå at drukne i ukrudt, hvis man ikke laver mekanisk bekæmpelse til skade for klimaet. Begge disse problemer vil tiltage eksponentielt ved større udbredelse af økologien.

Forfatterne prøver at fortrænge realiteterne. Men de falder alligevel i, når de fremhæver, at økologer i sammenligning med konventionelle dyrker mere græs, ”hvor udbyttetabet under økologiske forhold er mindst”. Her indrømmer de jo, at økologi er forbundet med udbyttetab, men at tabet er mindst i græs. Og det har de ret i.

Men de anerkender, at der er et tab. Endvidere kan menneskeheden ikke nøjes med at spise græs.

(Indlægget blev sendt til dagbladet Politiken med henblik på offentliggørelse som læserbrev – som svar på den omtalte kronik. Politiken har imidlertid afvist at bringe teksten).

Scroll to Top