Bonnesen: Hvorfor er der forskel på stoffer i og udenfor landbruget?

Venstres miljø- og fødevareordfører vil tage sag om pesticider op med de øvrige blå ordførere samt ministeren

erling-bonnesen

Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen forstår ikke, hvordan aktivstoffer, der danner stoffer til fare for grundvand, kan være forbudt i landbruget, men tilladt i andre produkter som maling og træbeskyttelse.

Venstremanden vil derfor nu tage sagen op ved et såkaldt ordførermøde, som ordførerne fra de fire blå partier holder sammen med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

”Jeg undrer mig også over de oplysninger, som vi fik på torsdagens samråd. Jeg har netop bedt om at få den her problemstilling med på vores næste ordførermøde. Det bliver så en gang efter påske. Vi skal have opklaret, hvad der er op og ned på det her”, siger Erling Bonnesen til Effektivt Landbrug.

Ikke den samme strenge kontrol

Under et åbent samråd torsdag med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) omkring fundene af nedbrydningsproduktet DMS i vandboringer, som især stammer fra svampemidler brugt til maling og træbeskyttelse, forklarede ministeren til den radikale ordfører Ida Auken, at der på biocidområdet – som maling og træbeskyttelse hører under – slet ikke er samme strenge kontrol, som der er på pesticidområdet.

Fra Erling Bonnesen lyder det ifølge Effektivt Landbrug, at han mener, at der bør gælde samme regler for landbrug som for øvrig industri, når det kommer til at bruge midler, som kan være til fare for grundvandet.

BL forstår heller ikke forskelsbehandling

Også Bæredygtigt Landbrug har undret sig over forskels-behandlingen – ikke bare på grund af hensynet til miljøet, men ligeledes fordi danske landmænd ofte uretmæssigt får skylden for stoffer, der intet har med moderne landbrugsdrift at gøre.

Du kan læse hele artiklen fra Effektivt Landbrug via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top