Af Kristian Thejls, Skivevej 258, Løgstrup
Ordet “bæredygtighed” hører vi mange gange dagligt i medierne. Alt skal være bæredygtigt.
Alt skal produceres bæredygtigt.
Vi skal alle opføre os på en bæredygtig måde.
Gør vi ikke det, eller stiller spørgsmålstegn ved betydningen af det forslidte ord, bliver vi mistænkeliggjort og er ikke “comme il faut” i de politisk korrekte og frelste kredse, der omfatter diverse meningsdannere, politikere, medier og en del af den urbane befolkning.
Hvor stammer begrebet fra?
Er jeg egentlig selv bæredygtig?
Og du?
Hvad med dig med det affarvede hår, der står der i dit walkin-closet og ikke kan vælge – føler du dig bæredygtig, fordi du her til morgen tog en skvæt økologisk Thise-mælk i din latte? Og føler du dig på forkant, fordi du har købt en Tesla?
Bæredygtighed blev introduceret i 80’erne i Brundtland-rapporten.
Kommissionen, der forfattede rapporten, blev ledet af norske Gro Harlem Brundtland, en slags kvindelig pendant til Olof Palme. Begge gennemsyret til benet af korrekthed, godhed, dyd og moral. Temaet er, at den jord, vi bor på, skal gives videre til vores børn og børnebørn i en stand, så de har samme muligheder, som vi har haft.
Målet er at skabe et godt liv med lige muligheder for alle. Alle skal have mulighed for en god indtjening, et trygt, socialt og kulturelt liv. Det skal opnås ved at indgå i et økologisk kredsløb, der ikke ødelægger biodiversiteten og heller ikke tærer på de ressourcer, der ikke kan fornys (kul, olie, metal). Med andre ord: Et globalt folkehjem med lutter gode og tilfredse mennesker.
Hvor vores tipoldebørn om 100 år kan nyde synet af sneleoparder og hvide næsehorn. Truede dyr, som har fået muligheder og plads til formering og et fredeligt liv. Eller? Skal jeg rose Brundtland-rapporten for noget, er det, at den forsøger at inkludere alle aspekter af et godt liv. Men flere af punkterne er jo desværre i modstrid med hinanden og med virkeligheden.
Nej, økologi fremmer ikke biodiversiteten
Kigger vi på biodiversitet, altså mængden af arter i faunaen, er den gængse opfattelse, at økologisk landbrug og mindre tildeling af gødning i øvrigt virker fremmende på bæredygtigheden og biodiversiteten.
Det er ikke tilfældet.
Lavere udbytter på grund af næringsstofmangel fører til inddragelse af mere areal til produktion.
Altså arealer, som tages fra den uberørte natur, som er så vigtig for artsrigdom. Enhver fødevareproduktion er en fjende af artsrigdom og mangfoldighed. Derfor er det vigtigt at producere mest muligt mad på mindst muligt areal, så rigtig megen sammenhængende uberørt natur bevares. Desværre har politikerne ikke “set lyset” men fortsætter i de samme gamle hjulspor med vandplaner og trang til tvangsfremme af økologi overfor både producenter og forbrugere – til skade for den rigtige natur og landmændenes indtjening og muligheder.
Altså det stik modsatte af bæredygtighed.
Det, der er mest fornuftigt for os selv og vores efterkommere, kan nok bedst udtrykkes sådan: “Vi skal have den nødvendige produktion med mindst muligt forbrug af ressourcer”.
Den sætning er betydelig mere bæredygtig end det, politikerne i hjulsporet formår at frembringe.
Vi mennesker efterlader aftryk
Er jeg så selv bæredygtig? Nej, det er jeg bestemt ikke. Selv med min mådeholdne livsstil efterlader jeg for mange ekskrementale aftryk.
Hvad er jeg så?
Kun en ubetydelig mandsling. Et menneske kommet til verden ved tilfældighedernes uheldige spil. Uden mål og med. Som alle andre mennesker.
Innovativ. En mårhund i universet.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Avisen Danmark, fællessektionen for dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier A/S. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
