Den 16. marts fremsatte Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, krav om en national styregruppe til at løse et problem, der ikke eksisterer. Hun begrundede nemlig forslaget med, at tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at udledningen af kvælstof kun er reduceret med 12 ton årligt indtil videre, hvor målet var 1.451 ton årligt frem mod 2021.
Misforståelsen ligger i forlængelse af, at Berlingske lørdag den 9. februar blæste til angreb på Landbrugspakken med påstande om store ”svigt” fra landbruget og store ”udledninger af kvælstof”.
Begge dele er forkert: Der er hverken tale om svigt eller store udledninger.
Hvad udledninger angår, har landbruget nedbragt udledningen af kvælstof dramatisk over flere årtier.
I den netop udgivne NOVANA-rapport står at læse allerede på side 1 i sammendraget, men så langt har kun få politikere læst:
Det er endnu for tidligt at vurdere den samlede effekt af det øgede forbrug af kvælstof og de kompenserende efterafgrøder, der blev muliggjort med Fødevare- og landbrugspakken i 2015.
For de fem år forud for 2017 (2012-2016) har den normaliserede kvælstoftilførsel været mellem 56.000-61.000. ton N/år med et gennemsnit for perioden på 59.000 ton N/år.
Udledningen af kvælstof efter Landbrugspakken var der – og er der – overhovedet intet dramatisk i. Den er ifølge eksperterne at betragte som stabil og inden for den relative usikkerhed.
Det ministersvar om 1.451 ton N contra 12 ton N, som Berlingske gengav, og som satte store dele af den politiske verden i selvsving, havde intet med kvælstofudledning at gøre.
De tal, som politikerne har ført valgkamp på i mere end en måned, illustrerer derimod, at der ved udgangen af 2018 kun var gennemført projekter med kompenserende kollektive virkemidler svarende til 12 ton N, mens der i Landbrugspakken er aftalt i alt 2.450 ton N ved periodens slutning i 2021. (se svar på spørgsmål nr. 1 til L147)
Det langsomme tempo skyldes hovedsagelig manglende aktivitet hos de myndigheder, der skal administrere og godkende projekterne.
Skal man endelig tale om modellerne, så tager den model som beregner, hvilke kvælstofreducerende tiltag der er brug for, udgangspunkt i at landmændene har brugt 50.000 tons mere kvælstof, end de rent faktisk har. Du læste rigtigt 50.000 tons, så meget overvurderede man i 2011, det forventede faktiske forbrug nu 8 år senere. Det er det høje teoretiske forbrugs tal, som ligger til grund for reduktionskravene til landbruget, som derfor så rigeligt har opfyldt deres del af aftalen.
Mette Frederiksen burde glæde sig over, at Landbrugspakkens påståede ekstra udledning af kvælstof er udeblevet på trods af de forsinkede kollektive kompenserende virkemidler.
Når landbruget har fået hårdt tiltrængt kvælstof, uden at det har givet større udledning – selv med forsinkede kompenserende virkemidler, er det vel dybest set en solstrålehistorie. En som vel at mærke hele vejen er fagligt begrundet fra AU, som også Jørgen E. Olesen, AU og Ejnar Schulz, SEGES, har beskrevet i deres fælles kronik i Berlingske 1. marts 2019 Sektion 1 (1. Sektion) Side 32). I øvrigt er Århus Universitet bedt om en opdateret beregning af forudsætningerne (se spørgsmål 2 til L147)
Alle os, der beskæftiger os intensivt med emnet, ser for tiden henimod den genberegning, som man er i gang med at lave på Århus Universitet. Resultatet af det arbejde som pt pågår i de mange projektgrupper under universiteterne, som med baggrund i den internationale forsker evaluering skal genberegne og opdaterer det faglige grundlag for reguleringen i samtlige vandområder forud for 3. planperiode bliver yderst interessant. (svar spørgsmål 3,15 og 18 L147)
Det er den mest konstruktive tilgang til kvalificering af vandplanerne, der er set længe, men det kan selvfølgelig godt blive lidt for kompliceret til, at det kan skrives på skyggen af en hat, eller på bagenden af en kampagnebus
Bæredygtigt Landbrug
