Tilbage til rødderne

Debatten om landbruget er afsporet og ude af proportioner, fordi stemmerne på landet er blevet for få – skriver Klaus Kroll

kroll-foto-1

Af Klaus Kroll, miljø- og landbrugsordfører, Nye Borgerlige, og fynsk spidskandidat til folketingsvalget

Mindre end halvdelen af danskerne bor på landet, og vandringen mod byerne fortsætter, dog langsommere i Danmark end i de fleste lande vi sammenligner os med.

Forventningen er dog, at op mod dobbelt så mange mennesker lever i byerne end på landet indenfor 40-50 år. I takt med at vi flytter væk fra stedet, hvor vores råvarer produceres og grundvand hentes, mister vi den daglige kontakt med landet og den naturlighed, der ligger i at være i kontakt med naturen på daglig basis. Når mælken ikke kommer fra en ko, men kun kan spores tilbage til køledisken i Netto, når bøffen er reduceret til den direkte årsag til den globale opvarmning, og kvælstof opfattes som vores havmiljøs endeligt, skaber det naturlig en stadigt stigende bekymring for de produktionsmetoder, der anvendes derude på landet – hvor man holder af at hælde ufortyndede pesticider i grundvandet, plage dyrene og overgødske, så samtlige fjorde lægges brak i sommerperioden…

De folkevalgte kender da godt sandheden

Virkeligheden er bare en anden. Det ved majoriteten af de 179 folkevalgte godt, der er bare ikke særligt mange stemmer i det.

De folkevalgte ved godt, at Landbrugspakken ikke kan evalueres efter et ekstraordinært vådt 2017 og et ekstraordinært tørt 2018, de er også pinligt bevidste om, at der ligger en stor stak ansøgninger til minivådområder fra landbrugerne, der er strandet i den bureaukratiske sump. Forhåbentlig ved de også, at den stærkt begrænsende udvaskning af kvælstof på 35.000 tons årligt fra dansk landbrug er minimal i forhold til de mere end 250.000 tons, der kommer fra Østersøen og de 240.000 tons, der årligt går ind i danske farvande fra Nordsøen via Skagerrak. Måske er man samtidig klar over, at produktions-omkostningerne ved at drive en dansk hektar er mere end 1100 kroner dyrere, end hvis vi sammenligner os med Tyskland, der end ikke har samme restriktive krav for kvælstof og pesticider. Lidt mere tvivlsomt er det, om de folkevalgte ved, at dansk miljøpolitik i relation til landbruget bygger på modeller frem for egentlige målinger.

I top med eksporten – og i bund med miljøpåvirkningen

Vores samlede eksport fra fødevareklyngen er på omkring 166 milliarder kr. årligt eller, omregnet, lidt under den samlede omsætning i landets sundhedsvæsen. Det er den eksport og det erhverv, der er på spil, hvis vi ikke får proportionerne og fornuften tilbage i debatten om landbruget og primærerhvervene.

Dansk landbrug ligger helt i bund i forhold til brug af pesticider, hvor landbruget anvender under halvdelen af de mængder, man bruger i eks. Tyskland og England, ligesom alle de anvendte produkter er godkendte af danske miljømyndigheder. De fund, der gøres i brøndboringerne, er levn fra den tid, hvor stråforkortere var lige så almindelige, som det var almindeligt at ryge i bilen med ungerne på bagsædet eller at pakke maden ind i plastik proppet med ftalater. Det ved man også på Christiansborg, men det lyder bedre at sige økologi og subsidiere det med op mod 50.000 kroner pr hektar. Man glemmer i den konstante leflen for byvælgerne at fortælle, at den gennemsnitlige nedgang i udbytterne for vinterhvede er 30%, frøgræs 50% og kartofler 40% ved pesticidfri dyrkning, og man glemmer behændigt at fortælle om det øgede CO2-udslip, som pesticidfri dyrkning betyder, da man skal bruge mere diesel pr hektar i den mekaniske rensning.

Brugen af Glyphosat nedsætter eks. behovet for op til tre gange harvning, og så kan man regne lidt på den miljøbelastning og lægge til, at det vil kræve 30-40% yderligere areal at dyrke sprøjtefrit for samme udbytte.

Nemmere at regulere dyrkningen i Danmark end i Kina

Konsekvenserne ved en landbrugspolitik, der følger byvælgerne, er uoverskuelige, da vi som land om ganske få år risikerer at stå med et landbrug og fødevareerhverv under hastig afvikling og et behov for en kraftigt stigende import af udenlandsk producerede fødevarer til de, der ikke har råd til en stigende pris på sprøjtefrie produkter. Når vi begynder at hente varer hjem fra Polen, Ukraine, Kina og Sydamerika, kan man på Christiansborg så spørge sig selv, om det ikke havde været smartere at producere råvarerne lokalt og uden det store transportbehov. Ligesom man nok burde gruble over, om det ikke er nemmere at regulere dyrkningen i Danmark fremfor et sted på overdrevet i Kina.

Allerede i dag ser vi resultatet af den manglende forståelse for erhvervet. Proteinindholdet i vores korn har indtil for nylig været så lavt, at det blev fravalgt i udlandet, og i 2014-tal var vi 27% under tysk standard. Samtidig taler politikere og en samlet presse om landbrugets svigt i stedet for at se på proportionerne og landene, vi sammenligner os med.

Dansk landbrug er i bund med brug af antibiotika, har nedbragt kvælstofudvaskningen med over 70% siden midten af 80’erne og har reduceret brugen af pesticider med over 50% i samme periode. Stråforkorterne er væk, DDT og Bladan er lykkeligvis ikke en del af midlerne, der bruges i produktionen, og der udvikles konstant nye produkter, med henblik på at efterlade det mindst mulige aftryk på naturen. I takt med at vi bliver bedre til at finde sammenhænge i brugen af pesticider, vil vi også se en ændring i brugen af aktivstoffer. Men panikagtig overgang til pesticidfri dyrkning vil have uoverskuelige konsekvenser i landbruget med risiko for udbredte sygdomme, svampe og insektangreb i afgrøderne.

Anerkend dog indsatsen

I stedet for det konstante fokus på hår i suppen burde vi anerkende den enorme indsats, der hver dag sker på landet og i fødevaresektoren. Anerkende at gartnerierne hele tiden udvikler nye produktionsmetoder og leverer verdens sundeste produkter, der ikke er transporteret fra den anden ende af verden. Vi skal samtidig være lykkelige for, at der findes et erhverv, der lever på trods af et statsligt datotyranni, hvor regler fjerner den sunde fornuft for, hvornår køerne må være på marken, i stedet for at lade kvægavlerne vurdere det, på baggrund af mange års erfaring. Samtidig er det værd at overveje, hvorfor man henter byernes grundvand på landet, lige under den, indtil nu, konventionelt dyrkede jord, og ikke under hr. og fru Jensens parcelhus i Rødovre.

Det er samtidig værd at overveje, hvor overfladevandet fra landets vejnet bliver af, hvor der bruges mellem 100.000 tons og 300.000 tons vejsalt om året, afhængig af vejret, et produkt der i øvrigt er at betragte som et pesticid. Det er også en tanke værd, at en stor del af forureningen i vores grundvand enten skyldes rester fra træbeskyttelse, kemi fra industriproduktion eller produkter, der i landbruget har været forbudt i mere end 30 år.

Et erhverv der er værd at værne om

Dansk landbrug og fødevareerhvervene er værd at værne om, uanset om de er konventionelle eller dyrket sprøjtefrit. Vi skal inkludere landbruget i fremtidens miljøløsninger, hvor de selv kan pege på stenrev som en løsning på kvælstofudfordringen og gerne leverer innovative løsninger i forsøget på fortsat at nedbringe brugen af antibiotika i husdyravlen og pesticider i plantedyrkningen.

Fremtidens klimaløsninger findes givetvis også derude på landet, hvor en større binding af kulstof i jorden kan løse store dele af landets CO2-udfordringer. Vi kan i den forbindelse også reducere afbrændingen af halm og afløse det af en model, hvor halmen leveres til biogasanlæg til afgasning og derefter leveres tilbage til markerne.

Debatten er afsporet og ude af proportioner, fordi stemmerne på landet er blevet for få, og der samtidig ikke findes en politiker med mod og mandshjerte nok til at tage en faktabaseret landbrugsdiskussion, men falder i stemmefiskergryden, hvor følelserne betragtes som vejen til vælgernes hjerter.

Produktion af fødevarer vil altid have en miljøpåvirkning, uanset dyrkningsmetode, og det adskiller ikke landbruget fra andre erhverv. Men det er at save den gren, vi sidder på, over, konsekvent at udstille et erhverv, der er verdens bedste.

(Indlægget blev sendt til Berlingske, der imidlertid har afvist at bringe det. Skribenten har sagt god for, at teksten i stedet bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top