Af Ove Knudsen, fhv. udviklingschef, Brokhusvej 17, 8620 Kjellerup
Naturen er ikke en enkelt definérbar størrelse eller et fælles begreb, men et billede af landskab, flora og fauna dannet i det enkelte menneske, som resultat af en række udsagn og påvirkninger udefra.
Naturbilledet blev i Danmark for alvor indprentet i danskernes bevidsthed af guldalderens malere og digtere, der præsenterede datidens kulturlandskaber (præget af landbrugets virke i århundreder) i et romantisk lys.
Dette upræcise og individuelt definerede naturbillede var baggrunden for de første naturbeskyttelsestiltag, hvor engagerede mennesker fik jordbesiddere til frivilligt at deklarationsfrede naturelementer. Det resulterede i mange tilfælde i status quo fredninger, der skulle bevare et enkelt træ, en hede eller en eng i en tilstand, der kun kunne opretholdes via aktiv naturpleje, f.eks. lyngslåning eller afgræsning med husdyr.
Da vores første naturfredningslov blev vedtaget i 1917, var naturbegrebets afgrænsning ikke i højsædet, og tilsyneladende er det de personer, der er udpeget til at administrere loven, der til enhver tid afgør, hvad der er natur og særligt bevaringsværdigt.
Den selvbestaltede natur-smagsdommer
Det er måske baggrunden for, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) ved lovens revision i 1937 fik tildelt en unik rolle som en selvbestaltet natur-smagsdommer med ret til at rejse fredningssager. Hermed havde lovgiverne sikret sig en vis legitimitet ved at lade en ”folkelig” organisation definere et naturbegreb, som ikke kan forsvares med andre argumenter end: Den er smuk, den har værdi for mig, fordi der lever nogle vilde dyr og planter i den, den fortæller et stykke kulturhistorie, som jeg synes er interessant, og i øvrigt kan jeg lide at færdes i den.
DN har siden udviklet sig til en magtfuld organisation, der ikke kun rejser fredningssager med stort fokus på udvidet offentlig adgang og klager over myndighedsafgørelser, men også er helt fremme, når det gælder om at påvirke politikere og organisationer til at regulere brugen af vores jord, luft og vand. DN serverer utrætteligt skrækhistorier (via en noget ukritisk presse), der viser, hvor uansvarligt dansk landbrug forvalter sine arealer med gødskning og plantebeskyttelsesmidler.
Hvis vi så bare kunne sætte vores lid til politikerne…
Desværre er DN ikke den eneste organisation, der udnytter, at det store flertal af danskere i dag har et romantisk og følelsespræget naturbillede, som er skabt af tårepersende naturfilm og grufulde forureningshistorier på tv, besøg i zoo og dyreparker.
Derfor gør vi de mennesker, der har en praktisk viden om dyreliv, naturpleje og fødevareproduktion, til prügelknaber, så disse interesseorganisationer kan sikre sig stadig større politisk indflydelse, som anførere i en hetz mod ikke rettroende.
Der er desværre intet, der tyder på, at natur- og miljøorganisationernes indflydelse vil blive forvaltet med respekt for samfundets samlede og afvejede interesser. Her burde vi jo kunne forvente, at vore politikere tog over og sikrede en afbalanceret natur- og miljøpolitik, men afhængigheden af stemmer fra de ”grønne” med erfaring fra altankassen, viden fra tv og internet samt MTB-turen i den bynære skov gør det illusorisk.
Med andre ord: Der findes ingen plan for, hvor vi bevæger os hen og hvorfor i administrationen af vores naturressourcer, miljøet og klimaet. I stedet er vi overladt til en pressepåvirket meningsdannelse, som bliver født af snævre interessegrupper, der ikke har et gran af forståelse for, hvilke konsekvenser deres idéer og krav fører med sig.
Også personlige interesser involveret
Når vi samtidig oplever, at de ”eksperter”, der lægger navn til skrækhistorierne om forurenet grundvand, CO2 udledning, ufarlige og sky ulve, naturforbedrende bævere etc., ofte har helt personlige interesser i at fastholde opgaver for offentlige eller private arbejdsgivere eller arbejder med et meget snævert forskningsområde, som overhovedet ikke giver belæg for deres udtalelser, så er vi virkelig overladt til tilfældighedernes lov.
Det virker som et stort eksperimentarium med trendbestemte forsøg uden forudgående VVM-analyser!
Vi er som mennesker en væsentlig part i et økosystem, hvor trendsætterne ikke anerkender (andre) mennesker som en legal del, hvorfor det er såre enkelt at skubbe andre gruppers behov ud af ligningen.
Langt større udfordringer
Landbruget skal leve op til en række skrappe regler om dyrevelfærd, men de ”spændende” skadedyr, som vi genudsætter for at underholde bybefolkningen, må gerne påføre vore husdyr sygdomme, gøre indgreb i den eksisterende fauna og angribe og lemlæste de husdyr, som vi har ansvaret for. Hvor er DN og Dyrenes Beskyttelse henne i denne sammenhæng? Hvordan vil DN opretholde naturplejen med afgræsning af tilgroningstruede enge og heder, hvis fåre- og kvægavlerne må kapitulere overfor ulvene?
Kan Dyrenes Beskyttelse fastholde sin troværdighed i kritikken af menneskers mishandling af dyr, når man stiltiende accepterer, at domesticerede indførte rovdyr får frit spil til at lemlæste og dræbe forsvarsløse dyr i indhegninger?
Det er på høje tid, at verdens rige lande holder op med at spilde ressourcer på at lege natur- og miljøbeskyttere ud fra en romantiseret og følelsesladet tilgang dikteret af folkestemninger.
Vi står overfor langt større udfordringer end tidligere i menneskehedens historie, fordi befolkningstilvæksten betyder langt større krav til fødevareproduktion, boliger og beskæftigelsesmuligheder, end vi kan skaffe med nutidens teknologi og uligheder i ressourceforbrug.
Overbefolkningen har allerede vist en række ubehagelige konsekvenser i form af sultkatastrofer, krige, flygtningestrømme af hidtil uset omfang samt klimaændringer, der reducerer fødevareproduktionen, samtidig med at der er behov for en stigning i produktionen af fødevarer på 70 % frem til 2050, hvis jordens befolkning skal mættes.
Eksperimenter og luksusønsker
Derfor er det beskæmmende, at Danmarks fremmeste miljø- og naturforkæmpere kun har fokus på de luksusønsker, en befolkning i et af verdens bedste lande indenfor miljø- og naturbeskyttelse kan formulere ud fra meget høje forventninger til omgivelser og muligheder for personlig udfoldelse.
Hvordan kan vi tillade os at eksperimentere med udtagning af store landbrugsarealer for at skabe et større ”natur”-areal i et land, der har de allerbedste betingelser for at producere fødevarer? Hvorfor er f.eks. ulve, bævere og andre dyre- og plantearter, der historisk var til stede i dansk natur, vigtigere end livsbetingelserne for de mennesker, der bor her i dag? Hvordan kan vi tillade os at ville konvertere al fødevareproduktion til økologisk, når det ville kræve en øgning af produktionsarealet med mindst 50 % for blot at opretholde vores nuværende fødevareproduktion? Hvilke arealer vil vi så skulle opdyrke – skovene, der giver plads til friluftslivet og reducerer CO2-udledningen, eller de naturarealer, som skulle beskytte flora og fauna?
Hvornår vender vi tilbage til at være det vidensamfund, vi ofte har udråbt os selv til, og stopper med hekseforfølgelse mellem interessegrupper for natur- og miljøbrugere og de natur- og miljøforvaltere, som samtidig skal levere fødevarer og økonomi til alle? Kan vi blive enige om at rette vores helt legitime miljø- og klimaaktivisme mod mål, som virkelig betyder noget i global sammenhæng, eller vil vi hellere skyde os selv i foden ved at kæmpe for luksussymboler på miljøbevidsthed i Danmark på bekostning af de erhverv, der kan fastholde de udviklingsmæssige forspring, som kan eksporteres til støtte for hele verdens klimaindsats?
Det er på tide at træffe et valg!
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
