Et halvt klimaregnskab er ikke et klimaregnskab

Fundamentet for diverse råds konklusioner, nemlig kvælstofmodellerne, er dybt problematiske – ikke mindst fordi de er forkastet af internationale forskere

Poul Vejby-Sørensen

Af cand.agro. Poul Vejby-Sørensen, ekstern rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Den tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, skrev i Altinget 21. februar 2019, at landbrugets grønne omstilling er en tidskrævende proces.

Spørgsmålet er, hvad PBS forstår ved en grøn omstilling i en tid, hvor alle taler om dette tågede begreb. Og om PBS erkender, at landbruget er et af de ”grønneste” erhverv, der eksisterer, hvis man betragter helheden.

Mens andre institutioner (f.eks. Landbrugsstyrelsen) vurderer landbrugets andel af Danmarks samlede drivhusgasudledninger til 15-20 procent, mener PBS, at erhvervet står for cirka 22 procent. Det drejer sig ikke om egentlige målinger, men om usikre vurderinger. Det ville være et fremskridt, hvis PBS samtidig vurderede, hvor mange procent af Danmarks opsamling af drivhusgasser fra atmosfæren, erhvervet står for. Landbrugsproduktion er som bekendt baseret på optagelse af CO2 gennem planternes fotosyntese.

Et mere retvisende balanceregnskab ville være til god inspiration for Klimarådet, Det Miljøøkonomiske Råd og de såkaldte ”uafhængige” forskere, der ret ensidigt peger på landbrugets udledninger uden hensyn til optag, hvorefter de kredser om mulige indgreb til en forholdsvis lav samfundsøkonomisk omkostning. Der peges på bl.a. udtagning af kulstofrige jorder og ændret foder til malkekvæg.

Politisk kludder

Men regnemodellerne krakelerer allerede, når der argumenteres med, at ”den lave samfundsøkonomiske omkostning blandt andet skyldes, at flere af disse tiltag også vil reducere udledningerne af andre miljøbelastende stoffer såsom kvælstof og ammoniak”.

Klimarådet m.fl. vil altså betale sådanne klimatiltag med fiktive gevinster fra fejlbehæftede kvælstofmodeller, der overvurderer betydningen af kvælstof i vandplanlægningen. Det er ikke ordentlig videnskabelig praksis.

Der er behov for et mere holistisk syn på sammenhængen mellem klima og planteavl – man kunne også sige sammenhængen mellem kulstof og kvælstof.

Inden for den aktuelle udbytteskala er der solid svensk forskning, der viser, at 1 kg kvælstof tilført som kunstgødning kan binde 1 kg kulstof (= 3-4 kg CO2) i dyrkningsjorden. Da processen er reversibel, betyder det, at jorden omvendt afgiver CO2 til atmosfæren ved afgrødernes underernæring, fordi planterne trækker kvælstof ud af jorden, ved at jordens organiske bestanddele mineraliseres (”afbrændes”).

Den politisk påførte kvælstofmangel gennem årene 1998-2016 inden gennemførelsen af Landbrugspakken har således betydet en væsentlig større CO2-emission, end korrekt næringstilførsel ville have medført. De fejlbehæftede kvælstofmodeller har altså belastet klimaregnskabet med millioner af tons CO2.

Det samme gælder den 30-årige politiske promovering af økologisk madproduktion, der udleder mindst 50 procent mere CO2 per produceret enhed end almindelig videnbaseret madproduktion.

Begge disse kendsgerninger bør accepteres af Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd samt på Christiansborg, medmindre politikerne vil forkaste naturlovene til fordel for nogle politiske kompromisser.

Dyrene på anklagebænken

Klimarådet har ligeledes fremhævet landbrugets udledning af klimagassen metan fra fordøjelsen hos ”kvæg og andre landbrugsdyr”.

Men kloden er jo belastet af meget andet end ”kvæg og andre landbrugsdyr”. Milliarder af skabninger med nul, to, fire eller flere ben bidrager også med metan, der er 25 gange så slemt som CO2. Det må vel accepteres som en grundbetingelse for livet.

Videre fremhæves, at når gødning spredes på marken, omdannes en del af kvælstoffet i gødningen til lattergas (N2O), der er næsten 300 gange så slemt som CO2. Det lyder ikke godt, men hvad betyder det i praksis? ”En del af kvælstoffet” er jo ikke særligt præcist, og den gængse ”antagelse” om, at en procent af kvælstoffet i gødning omdannes til lattergas, er yderst usikker. Man kan undre sig over, at FN’s klimapanel, IPCC, mener, at klimaet var mindre truet i de ”gode” gamle dage, hvor gødning fra både dyr og mennesker blev spredt på jorden.

Den altdominerende lattergas-kilde er formentlig store tundraområder med optøning af permafrost.

Et nødvendigt forbehold

For god ordens skyld er det nødvendigt at tage forbehold for klimagassernes reelle virkning og omfanget af den menneskabte globale opvarmning, idet seriøse forskningsresultater peger på solpletter som væsentlig årsag til temperaturstigningen. Samtidig viser andre forskningsresultater, at det er temperaturstigningen, der er årsag til stigende CO2-koncentration i atmosfæren – og ikke CO2-koncentration i atmosfæren, der er årsag til temperaturstigningen.

”Bønder, Biler og Boliger”

Klimarådet har brugt slogans om, at ”Bønder, Biler og Boliger”, der ligger uden for EU’s CO2-kvotesystem for udledning af klimagasser, skal pålægges en reduktionsforpligtelse på ”op imod 40 pct. i 2030.”

Men hvordan er det lige, at rådet vil dosere medicin til de tre B’er?

  • Transportområdet skal have ”bedre rammevilkår”.
  • Boligområdet skal have ”store, langsigtede renoveringsinvesteringer”.
  • Men landbruget skal bare reducere udledningerne, for det finder Klimarådet ”billigst for samfundet”, bl.a. fordi der postuleres ”gavnlige synergieffekter for miljøet”.

Hvorfor er det i øvrigt ikke landbruget, der skal have ”bedre rammevilkår”, og boligområdet og transportområdet, der helt overvejende er baseret på fossilt brændsel, der bare skal ”reducere udledningerne”?

Sidste år gentog PBS som Klimarådets daværende formand målsætningen om 40 procents reduktion af drivhusgasser – også for landbruget. Begrundelsen var igen ”samfundsøkonomisk værdi og væsentlige synergieffekter i at reducere udledningen fra landbruget”.

Sådan sker det gang på gang, at gode folk i offentlige råd (Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd) kaster sig ud i konklusioner på nogle præmisser, de ikke selv har tilvejebragt, men helt ukritisk har adopteret fra andre myndigheder/forskningsinstitutioner – i dette tilfælde Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet. Realiteten er jo, at fundamentet for rådenes konklusioner, nemlig kvælstofmodellerne, er dybt problematiske – og de facto er forkastet af internationale forskere. Forhåbentlig er Miljø- og Fødevareministeriet på vej til erkendelse af tingenes tilstand.

Det er nødvendigt at gøre op med opfattelsen om, at alt, hvad der kommer fra myndighedsbetjeningen på Aarhus Universitet, er den skinbarlige sandhed. Noget af det er rene postulater, der ikke holder for en simpel trykprøve mod andre forskningsresultater. Derfor er beregninger, der indeholder fiktive gevinster vedrørende kvælstof ikke nødvendigvis valide.

Et helt regnskab

Klimarådet, Det Miljøøkonomiske Råd m.fl. bør indse, at et klimaregnskab kræver inddragelse af både ”indtægter” og ”udgifter” i CO2-balancen. Herunder at landbruget godskrives for opbygning af kulstofpuljen i jorden og for anvendelse af halm og andet biobrændsel, der fortrænger fossilt brændsel.

Og så længe der ikke er udviklet operative og troværdige modeller, der kan anvendes på virksomhedsniveau, er det meningsløst at kræve regnskaber.

Et halvt regnskab er ikke et regnskab.

(Indlægget har også været bragt på www.altinget.dk, dén version kan du læse HER).

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen