Dansk Planteværn: Coop skaber ubegrundet frygt for vores mad

Kampagne sår fejlagtigt tvivl om myndighedernes kontrol med pesticider i fødevareproduktionen, lyder det

æble-til-hjemmeside

I den seneste opgørelse fra DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen om pesticidforekomster i fødevarer viser prøverne langt overvejende, at der ikke findes pesticidrester i dansk mad.

Alligevel har Coop med et nyt ’ansvarlighedsinitiativ’ valgt at halvere sin tolerancetærskel for fund af pesticidrester i frugt og grønt på sine hylder. Til at understøtte kampagnen har Coop oprettet en hjemmeside, hvor forbrugerne kan opnå viden om reglerne for brug af pesticider i Danmark. Desværre er Coops såkaldte fakta i nogle tilfælde fake news, og det får nu Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn (paraplyorganisationen for danske producenter og importører af planteværnsmidler), til at gå i rette med Coop.

Nogle af de mest undersøgte stoffer overhovedet

Dansk Planteværn har overfor Coop blandt andet kritiseret, at supermarkedskæden i sin markedsføring anfører, at godkendelsessystemet ikke ser på planteværnsmidlernes samlede effekt.

”Nogle studier laves med aktivstoffet, og nogle studier laves med blandingen, men man kan aldrig få godkendt et pesticid uden at teste det færdige produkt, og i øvrigt er pesticider nogle af de mest undersøgte stoffer overhovedet, så Coop er i færd med at male et skræmmebillede”, siger Tanja Andersen, som mener, at supermarkedskæden overser de egentlige udfordringer.

”Både i den konventionelle og i den økologiske fødevareproduktion medvirker pesticider til at mindste madspildet markant, og vil vi realisere ambitionerne om at gøre dansk landbrug klimaneutralt, så er planteværnsmidler en del af løsningen. Og man kan i Danmark være helt tryg ved den mad, man putter i munden og på samme tid være med til at løse verdens rigtige udfordringer”, lyder det fra Tanja Andersen.

Halvering af grænseværdien en gratis omgang

Fødevarestyrelsen kontrollerer, at frugt og grønt overholder fastsatte EU-grænseværdier. Kontrollen viser, at der er 73 procent sandsynlighed for, at der ikke findes spor af sprøjtemidler i dansk producerede grøntsager hos din lokale grønthandler, imens frugtskålen med 52 procents sikkerhed kan fyldes uden spor af pesticider, hvis de er konventionelle og ’made in Denmark’. Og faktisk ville hele 97,5 procent af de danske grøntsager og 100 procent af den danske frugt fortsat stå på hylderne efter Coops halvering af grænseværdierne, hvis man ser på den seneste opgørelse udført af DTU Fødevareinstituttet fra 2017.

Tallene skal ses i lyset af, at der fortrinsvis tages prøver af varer, som man anser for at have en høj sandsynlighed for at indeholde rester af sprøjtemidler, og hertil kommer, at Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet vurderer, at pesticidrester i danske fødevarer ikke udgør et sundhedsmæssigt problem.

Fælles for alle de saftige, søde eller syrlige varer er altså, at de er sunde, og at der ingen sundhedsmæssig risiko er forbundet med at spise dem – også selv om man vælger de udenlandske.

Hvem spiser mon så mange kartofler…?

I Dansk Planteværn mener direktør Tanja Andersen, med baggrund i tallene fra DTU Fødevareinstituttet, at Coop med sin nye kampagne skaber en ubegrundet frygt for vores mad.

”Coop skaber med sin kampagne en ubegrundet frygt for at købe og spise frugt og grønt, og det kan udgøre et potentielt sundhedsmæssigt problem”, siger Tanja Andersen, og pointerer, at man skal spise 70 kilo kartofler med et indhold op til grænseværdien for et ukrudtsmiddel til brug i kartofler hver dag i hele sit liv, før man rammer den grænse, der er sat af hensyn til danskernes sundhed.

(Teksten er baseret på en pressemeddelelse udsendt af Dansk Planteværn).

Scroll to Top