Dansk minkproduktion i verdensklasse

I Venstre bakker vi klart op om minkproduktionen og de mange afledte positive effekter, som erhvervet genererer rundt i det danske samfund – skriver Erling Bonnesen

erling-bonnesen

Af Erling Bonnesen (V), miljø- og fødevareordfører, Kløverbakken 12, 5672 Broby

Kære minkavlere: Vi kan ikke undvære jer. I gør det hamrende godt.

I Venstre er vi meget glade for, at der er flertal i Folketinget for, at vi siger ja til minkproduktion i Danmark.

Det viste debatten forleden i folketingssalen, da et forslag fra Enhedslisten om forbud i Danmark ikke kunne samle flertal.

Vi er også meget glade for, at den voldsomme trussel, der for nogen tid siden kom fra nogle sydeuropæiske lande om mink i forhold til invasive arter, og dermed også en direkte trussel mod den danske minkproduktion – at den trussel ser det også ud til, at vi har fået fejet af bordet.

Minkskind i verdensklasse

Danmark leverer minkskind i verdensklasse, og dyrevelfærden på danske minkfarme er god. Uden den høje dyrevelfærd kunne Danmark ikke producere skind af verdens bedste kvalitet. Påstande om det modsatte er en misforståelse.

Faktum er, at i Danmark prioriteres minkenes velfærd. Eksempelvis er der regler for, at enhver mink skal have adgang til halm, en hylde og et rør. Der tages hensyn til, at mink skal stimuleres.

At dyrevelfærden på danske minkfarme er god understøttes videnskabeligt. Forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt, hvorvidt danske mink lever under dyrevelfærdsmæssige tilfredsstillende forhold, når alle regler overholdes. Svaret er ja. Den Danske Dyrlægeforening bakker konklusionen op. De anser minkproduktion som fuldt acceptabelt på linje med øvrige animalske produktionsområder.

Hvis der undtagelsesvist, imod forventning, skulle kunne findes brodne kar i branchen, så skal de findes og fjernes.

Stor betydning for dansk økonomi

Danmark producerer cirka 17,9 millioner skind om året. Erhvervet bidrager til dansk vækst, eksport og arbejdspladser. Sidste år eksporterede vi for 8 milliarder kroner. Det har selvsagt stor betydning for dansk økonomi.

Lige nu er det hårde tider i minkproduktionen, da priserne er nede, men det er godt at mærke, at man i erhvervet tror på fremtiden, og at der igen vil komme lys for enden af tunnelen.

Erhvervet er en flot repræsentant for Danmark

I Venstre bakker vi klart op om minkproduktionen og de mange afledte positive effekter, som erhvervet genererer rundt i det danske samfund. Sammen med udvikling, mode og design er minkproduktionen og hele erhvervet også en flot repræsentant for Danmark. Vi kipper med flaget i Venstre!

(Indlægget har også været bragt i flere medier. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top