Minister skyder på Novana-modeller

Jakob Ellemann-Jensen giver i et svar til Folketinget Novana-rapporternes troværdighed et ordentlig hug. De tager ikke ordentligt hensyn til nedbør, når de laver den ”klimanormaliserede” årsafstrømning.

elleman-1

Det har været et stridspunkt i årevis, om de beregningsmodeller for udledning af kvælstof, som forskerne har brugt, er korrekte. I et svar til Folketinget i denne uge erkender Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, at modellerne ikke giver et reelt billede af udledningen af kvælstof.

”De enkelte års udledning påvirkes i væsentlig grad af nedbør og afstrømning. Derfor vurderes udviklingen i udledningen normalt i forhold til den afstrømningsnormaliserede udledning. Men klimanormaliseringen er en årsafstrømningsnormalisering, som ikke tager i betragtning, at den mernedbør, der kom i 2017, kom om efteråret, hvorfor der måtte forventes en større udledning end normaliseringen viser – men stadig på grund af vejret”, står der i svaret.

At Novana-rapportens klimanormalisering ikke tager højde for, hvornår på året regnen falder har både Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer gentagne gange kritiseret. Et interview med Martin Merrild i Landbrugsavisen fik to medlemmer hos Enhedslisten til at stille spørgsmål til Jakob Ellemann Jensen om han ville ”bekræfte, at det er misvisende og et forsøg på bortforklaring, når Landbrug og Fødevarers formand Martin Merrild i artiklen ”Merrild efter rapport: Ministeren må forstå, at vi ikke kan styre vejret” bragt på Landbrugsavisen.dk den 14. januar forklarer 2017-tallene for kvælstofudledninger med, at 2017 var særlig regnfyldt og dermed gav ekstraordinær udvaskning, idet Aarhus Universitets data er normaliseret for nedbør-variationer?”

Det blev altså et politisk selvmål, da ministeriet erkendte, at klimanormaliseringen er en årsafstrømningsnormalisering. Ministeriet giver altså landbrugsorganisationerne ret i, at modellerne bag Novana-rapporten ikke giver et retvisende billede i forhold til betydningen af nedbør. Et af de forhold som også er blevet kritiseret af en international forskergruppe, der gennemså de danske modeller i 2017.

Den klimanormaliserede udledning er vigtig, fordi det er den, som danner grundlag for blandt andet Fødevare- og Landbrugspakken.

Du kan se hele svaret HER

Scroll to Top