Landmænd – træd i karakter!

Såkaldte ”dyrevenner” får lov til at bringe uvidende forbrugere på vildspor, skriver sjællandsk agrarøkonom

køer-på-mark-tina

Af Hans Kurt Knudsen, agrarøkonom, Slagelse

På trods af, at der i danske stalde produceres inden for de mest restriktive lovregler i EU, trynes landmændene igen og igen.

Med budskaber om “giftfri fødevarer”, “dyrevelfærd” og “bæredygtighed” lykkes det Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og skriftkloge fra universiteterne at bringe de uvidende forbrugere på vildspor.

L&F bøjer sig i støvet

På trods af, at “dyrevennerne” ikke har mere forstand på landbrug, end en mælkeproducent har forstand på atom- og raketvidenskab, træder Landbrug & Fødevarer ikke i karakter, derimod bøjer L&F sig i støvet, bl.a. med et fremtidigt forbud mod aflivning af Jersey-tyrekalve.

Ingen mælkeproducent ser det begavede i dette knæfald

Også Arla ryster i bukserne.

”Det er på høje tid at komme aflivningerne til livs. Af en eller anden grund har vi aldrig fået løst den etiske udfordring”, lyder det fra mejeriselskabet.

Indlysende og fornuftigt management bliver til en ”etisk udfordring”. Ingen mælkeproducent ser det begavede i dette knæfald.

Nu skal Jersey-tyrekalvene altså overleve, og mælkeproducenterne belemres med endnu en ulogisk restriktion blandt de mange, der allerede findes. Ulogisk, fordi ingen forbruger med respekt for sin budgetkonto vil betale den pris, der er afgørende for rentabel produktion af disse ukurante kalve.

”Luftigt” problem

Det mangler i debatten, at man i Jersey-besætningerne gennem mange år har insemineret køerne med sæd fra kødracer og kønssorteret sæden. Tilsammen reducerer de to tiltag markant antallet af fuldblods jersey-tyrekalve, hvorfor relativt få spædkalve ender som ingrediens i et tilskudsfoder til slagtesvin.

”Problemet” er derfor lige så luftigt som en prut fra en tyrekalv.

Ko og kalv har altid været adskilt

Afslutningsvis og til behagelig orientering for de alvidende, der i forlængelse af tyrekalve-problematikken nu også angriber strategien i kælveboksen, hvor ko og kalv bliver adskilt: Ko og kalv har altid, siden Arilds tid, været adskilt, også dengang Morten Korch skrev om den landboidyl, der tydeligvis er afsættet for de frelste dyreværnsfolk.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top