“Landmænd burde hædres i stedet for at blive kaldt krænkere!”

Iværksætter Lars Tvede var blandt flere populære indlægsholdere på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling - der også bød på en enkelt vigtig nyhed...

Tvede 1

Få tusind danske landmænd producerer fødevarer til millioner af mennesker. Og dansk landbrugs produktivitet blev 14-doblet fra 1970 til 2007 – selv om der ikke er kommet mere landbrugsjord til i nyere tid.

“Det er sådan, man redder verden fra hungersnød og undgår at fælde en masse skove. I har præsteret det helt utrolige og fantastiske – selv om I næppe har oplevet at blive 14 gange rigere”, sagde iværksætter og finansmand Lars Tvede, da han onsdag eftermiddag gæstede Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole i Horsens.

I alles interesse at dansk landbrug har det godt

“Hvis alle var lige så effektive som landmændene i Danmark, kunne jordbrugsarealerne reduceres med 80 %. Jeres effektivitet og måden at gøre tingene på er simpelthen løsningen på miljøproblemerne. Jeg bryder mig ikke om det blame game, der finder sted i disse år, for det er i alles interesse, at dansk landbrug har det godt. Danske landmænd burde ikke kaldes krænkere men i stedet hædres”, tilføjede Lars Tvede – foran mellem 400 og 500 begejstrede landmænd.

Lars Tvede var langt fra den eneste populære taler ved onsdagens generalforsamling. Også BL-formand Flemming Fuglede Jørgensens og BL-næstformand Gustav Garth-Grüners formandsberetning faldt i god jord hos den store forsamling på landbrugsskolen. Hovedbudskabet i dén beretning kan du læse mere om i artiklen HER.

Den efterfølgende debat – med input fra bl.a. Erik Ugilt Hansen, Vagn Lundsteen, Jens Peter Aggesen, Erik Høgh-Sørensen, Henning Nielsen, Mette Rosendal, Ulf Nielsen, Jørn Rasmussen, Claes Kjær Mathiesen og Peter Eliassen – kredsede om eksempelvis kvælstof/kulstof, skatter/afgifter, verdensmesterskabet i antibiotikaforbrug samt manipulerende pressefolk, politikere og embedsmænd.

Hov – Eva Kjer vildledte ikke!

Efter den formelle del af onsdagens møde fortalte professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet om bl.a. embedsmænds sandhedspligt og vildledningsforbud samt om politikere, som er kommet på kant med reglerne. Professoren kom tydeligvis på glatis, da han som et eksempel pegede på den daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) såkaldte “vildledning” i forbindelse med vedtagelsen af Landbrugspakken.

“Det ved I sikkert meget mere om, end jeg gør”, lød det profetisk fra professoren til de mange fremmødte landmænd.

Dén analyse var skarpsindig. Der gik således ikke mange sekunder, inden en tilhører på Bygholm afbrød og belærte Sten Bønsing:

“Det var ikke Eva Kjer Hansen, som vildledte. Det var De Konservative”, lød det fra tilhøreren – hvilket forsamlingen kvitterede for med klapsalver.

Kan man gå til domstolene, hvis der er sket noget usagligt i behandlingen af landmænds sager, lød spørgsmålet blandt andet. Svaret fra Sten Bønsing var et klart ja – og han opfordrede i øvrigt til i tilfælde af uretfærdige sager at lægge pres både på embedsværk og politikere.

Agronom Aksel Jørgensen havde til opgave at fortælle om glyphosat. Eksperten fastslog, at stoffet nok skaber store overskrifter – men IKKE er klassificeret som kræftfremkaldende eller i øvrigt skulle være farligt. Også godkendelses-proceduren omkring glyphosat fik nogle ord med på vejen:

“En ny politisk og følelsesladet revurdering kan forventes”, fortalte Aksel Jørgensen.

BL-direktør Hans Aarestrup takkede for indlægget med ordene:

“Jeg vil give dig noget, der er meget mere giftigt – nemlig tre flasker rødvin!”

Hans Aarestrup og BL’s faglige direktør Jørgen Evald Jensen gjorde efterfølgende de fremmødte landmænd klogere på blandt andet gødningskvoter og den nylige ballade om kvælstofudledning. Der blev også tid til nogle uddybende bemærkninger fra de to om foreningens nye “Strategi for dansk planteavl”. Strategien kan læses i fuld længde HER.

“BL kan tage førertrøjen på med hensyn til det faglige”, lød en af kommentarerne efterfølgende fra Erik Ugilt Hansen om planteavlsstrategien.

“Et visionært udspil”, mente Vagn Lundsteen.

BL har indgået forlig i gødningssagen

Generalforsamlings-dagen i Horsens bød også på en regulær nyhed i breaking news-kategorien: Bæredygtigt Landbrug har således netop indgået forlig med staten i den store gødningssag.

“Det er en historisk dag”, lød det fra BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen om beslutningen – og at dømme efter reaktionen fra salen bakker de fleste landmænd op om forliget.

Fuglede forklarede fra talerstolen, at Landbrugspakken eksempelvis ikke havde været mulig uden gødningssagen – og at man via sagen har fået afdækket, hvor ringe grundvands-overvågningen i Danmark reelt er. Sagen har desuden medført, at Bæredygtigt Landbrug har samlet en viden om kvælstof, kvælstofregulering og modeller, der er uvurderlig og giver stor respekt for BL’s faglige arbejde på området.

“Vi har fået vores vilje, og vi markerer hermed, at vi vandt kampen om mere gødning”, forklarede Flemming Fuglede Jørgensen.

Den faglige direktør Jørgen Evald Jensen supplerede:

“Det her er en festdag. Vi har i årevis slåsset og kæmpet med næb og kløer – og har fået det ud af gødningssagen, at vores kvælstof-verden er ændret totalt. Det er slut med at udpine planter og jord”.

Endelig kunne to engagerede medlemmer af Bæredygtigt Landbrug hædres med såkaldte guldmærker for deres mangeårige kamp for dansk landbrug. En af dagens største klapsalver på Bygholm Landbrugsskole blev således tildelt Christian Castenskiold og Bent Hjort Knudsen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Scroll to Top