Et stærkt produktivt landbrug er klima- og miljøvenligt

Landbrugserhvervet mangler i den grad faglig redelighed fra Miljø- og Fødevareministeriet, skriver Peter Bohsen Jensen

Peter Bohsen

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Kære Lars Løkke Rasmussen – du skal ikke blot holde landbruget i live. Du skal etablere både rammevilkår og en faktabaseret, offentlig forvaltning, der administrerer med ordentlighed, så landbruget fortsat kan holde samfundet i live.

Hold op med at give os en iltmaske – giv os ilt, dvs. rammevilkår, vi kan leve af og producere med.

Landmændene har gjort, hvad de kunne

Landbruget lever op til Landbrugspakken til punkt og prikke på alle de områder, hvor erhvervet har mulighed for at handle. Landbruget har sået alle de krævede efterafgrøder. Når din forvaltning kan sige, at blot 12 tons (21.1.) eller 12% (14.1.) – lidt afhængig af hvorledes der jongleres med modelberegningerne – af de kollektive virkemidler er etableret, hænger det sammen med langsommelighed i forvaltningen.

De kollektive virkemidler er primært vådområder og minivådområder. Mange landmænd er gået særdeles aktivt ind i arbejdet, men offentlig administration tager tid. Det er uanstændigt, at det offentlige først bruger lang tid på at godkende en ordning, derefter lang tid på konkrete sagsbehandlinger for derefter at give landbruget skylden for, der ikke sker noget.

Vådområderne er en kommunal opgave

Mange minivådområder er i øvrigt også blevet afvist, da der i landbrugsområdet ikke er nok nitrat at fjerne. Det er et krav, at der skal være et gennemsnit over året på over 4 mg nitrat/l. Så meget løber der oftest ikke fra landmandens marker.

De store vådområder er en kommunal opgave. Dem kan den enkelte landmand ikke etablere alene. Mange vådområder er afvist, fordi de udgør en fosforbombe.

Endnu en årsag til ikke at træde på landbruget

Der er ingen grund til at træde på landbruget, blot fordi man i en valgkamp vil stå som helten, der kan redde både klimaet og miljøet. Til det kræves et aktivt, produktivt landbrug, der både kan lagre CO2 og suge næringsstoffer op. Endnu en årsag til ikke at træde på landbruget.

Landbrugserhvervet mangler i den grad faglig redelighed fra Miljø- og Fødevareministeriet og fra områdets minister. Kære statsminister, din resortminister hoppede på den populistiske vogn og gav landbruget skylden for et problem, der slet ikke fandtes, frihold dig selv for en lignende fadæse.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse aviser).

Scroll to Top