Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
Vi har kæmpet i årevis med at få anerkendt, at vandplanerne skal økonomisk konsekvensvurderes. Anmodningen er simpel: ”Hvad koster det samfundet, herunder landbruget, når vandplanerne gennemføres”?
Et helt afgørende begreb er: ”Vandanvendelse”.
Årsagen til striden skal findes i vandrammedirektivets artikel 5, stk. 1, der kræver, at medlemsstaterne skal foretage: ”en økonomisk analyse af vandanvendelsen”. Hvad er så vandanvendelse? Det har for os været indlysende, at vandanvendelse skal opfattes ganske bredt. Dvs. begrebet omfatter mere end bare vandrør og kloakker.
Hov – hvor blev alt det andet af?
Alligevel fremgår det af det dugfriske arbejdsprogram for de kommende vandplaner, udstedt af Miljø- og Fødevareministeriet, at: ”…I overensstemmelse med vandrammedirektivet fokuserer den økonomiske analyse af vandanvendelsen særligt på tjenesteydelser vedrørende vand, herunder vandforsyning og spildevandshåndtering…”.
Hov, hvor blev alt det andet af? Hvor er drænene, vandløbene og alle de andre menneskeskabte økonomiske vandanvendelses-installationer henne? I bedste fald benytter Miljø- og Fødevareministeriet sig af et prokuratorkneb (ordet: Særligt). I værste fald er formuleringen helt velovervejet – og så står vi overfor magtens sprog!
Det er egentlig besynderligt, at arbejdsprogrammet ikke anerkender vores brede forståelse af ”vandanvendelse”. Under Bæredygtigt Landbrugs retssag i maj 2018 kom det nemlig frem fra Miljø- og Fødevareministeriets egne advokater (Kammeradvokaten), at begrebet vandanvendelse omfatter enhver aktivitet, som har væsentlig indvirkning på vands tilstand.
Af Vestre Landsrets kendelse i Bæredygtigt Landbrugs retssag om vandplanerne fremgår det også af landsrettens begrundelse og resultat: ”[…]at de sagsøgte under den mundtlige forhandling af spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse har erklæret sig enig i, at landbrugsmæssig dræning er vandanvendelse i vandrammedirektivets forstand,[…]”. (min fremhævelse).
Derfor fører vi retssager i BL
Det skal altså lægges til grund, at landbrugsmæssig dræning er en del af begrebet vandanvendelse – ergo skal den økonomiske konsekvensanalyse også omfatte, hvad konsekvenserne er for drænene. Ikke bare drænene selvfølgelig, men for drænenes funktion, dvs. afvandingen fra markerne.
Derfor fører Bæredygtigt Landbrug retssager. Fordi det desværre er en af de få måder, hvor vi kan få Miljø- og Fødevareministeriets dominobrikker til at falde. Vestre Landsrets kendelse synes åbenbart ikke at være nået helt ind til Slotsholmen, for så ville ministeriet jo ikke være i den vildfarelse, at ”vandanvendelse” i hovedsagen angår vandledninger og kloakker?
Ekstremt alvorligt
Jeg har dog svært ved at tro, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke har kendskab til kendelsen fra Vestre Landsret, og derfor er sagen faktisk helt utrolig alvorlig. Ja, jeg kan ikke understrege alvoren nok. Vi er vant til, at virkeligheden fra myndighederne ganske ofte drejes i en retning, der ikke lige er vores kop te, men i det mindste har ministeriet stort set altid rettet ind, når vi har påpeget helt åbenlyse fejl.
Det er dog hidtil uset, at ministeriet ikke straks retter erkendte fejl. Det er altså ikke længere mørkelygten, der truer – nu foregår magtens sprog ved højlys dag – det er ekstremt alvorligt.
Når nogen spørger mig, om Bæredygtigt landbrugs retorik ikke er skruet lovligt højt op, er mit svar desværre, at vi efter omstændighederne åbenbart ikke råber højt nok! Jeg håber, at forhold som dette kommer de danske domstole for øre, fordi det efterhånden er det sidste håb, når ministeriet ser stort på landsrettens kendelse.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug).
