Det er da heller ikke rart, at sandheden om DN kommer frem i lyset…

En fredning i Trelde Skov og Vejle Ådal er langt uden for hensigten med en fredning, skriver byrådsmedlem

maria-reumert-gjerding

Af Kenny Bruun Olsen, byrådsmedlem (V) i Fredericia Kommune

Jeg forstår godt, at Andreas Bjerring Tobiassen (som skrev et læserbrev i Fredericia Dagblad forleden) vrider sig, når han siger, at Venstre skal stoppe deres vildledende kampagne mod Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Det er da heller ikke rart, at sandheden om foreningen kommer frem i lyset…

Et uvildigt statsudpeget medlem af fredningsnævnet, en forhenværende toppolitiker fra Enhedslisten som præsident i DN, en politisk bestemt handleplan (handlingsplan for fredning 2013), som langt fra overholdes, en ligegyldighed over for grundloven, respektløshed over for lodsejernes erhvervede grunde, og sådan kan man blive ved.

Jeg hverken tror på eller forventer, at Andreas Bjerring Tobiassen, som er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Fredericia, nogensinde ville kunne forstå, at de 70 lodsejerne i Trelde Skov og de 130 i Vejle Ådal bliver krænket på det groveste, ved at brugsretten på deres matrikler fratages.

Jeg anerkender, at Enhedslistens medlemmer har det verdensbillede, at alle, der har mere end dem, skal dele.

Men jeg håber på, at mennesker i al almindelighed kan se, at en fredning i Trelde Skov og Vejle Ådal er langt uden for hensigten med en fredning.

Når der ikke er andre muligheder

I 2013 lavede den daværende regering sammen med Naturstyrelsen, Kommunernes Landsforening og DN en handlingsplan for fredning, og i den står der klart og tydeligt:

Fredningerne bør især anvendes til at løse problemer eller sikre tilstande, der ikke kan løses eller opnås ved brug af andre virkemidler.

At fredninger ikke bør anvendes der, hvor den ønskede beskyttelse allerede er sikret gennem den generelle naturbeskyttelse eller planlovgivning.

At fredninger ikke bør anvendes til at opnå formål, som kan opnås ligeså godt eller bedre med andre ordninger.

At der som udgangspunkt skal foreligge en aktuel eller en potentiel konkret trussel mod fredningsværdierne i det pågældende område.

At der skal være et relevant forhold mellem det, der opnås med fredningen, og omkostningerne ved at gennemføre fredningen.

DN har skudt helt ved siden af

Punkterne her er acceptable og fornuftige, men konteksten passer ikke ind i den virkelighed, som den uovertrufne forfatning både Trelde Skov og Vejle Ådal er i.

Trelde Skov er oven i købet kommet i Danmarks Naturkanon, og derfor har DN skudt helt ved siden af ved at opstarte de omtalte fredningssager.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Fredericia Dagblad. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top