BL-chefjurist i hård kritik af oplæg til vandplaner

Nikolaj Schulz bider blandt andet mærke i, at internationale forskeres kritik på vigtige punkter forbigås, og at vandråd tales op

20180301baeredygtigt-personale014

Miljø- og Fødevareministeriets arbejdsprogram til de næste vandområdeplaner møder kritik fra Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz.

Han understreger, at der er for lidt fokus på internationale eksperters kritik af de statistiske kvælstofmodeller. At vandrådsarbejdet tales for meget op. Og at der mangler fokus på klimasikring.

”Det er vigtigt, hvad der står – men også hvad der ikke står”, som Nikolaj Schulz formulerer det i Effektivt Landbrug.

Langt fra virkeligheden

Vandområdeplanerne skal være endeligt færdige om tre år. Det såkaldte arbejdsprogram beskriver, hvordan den kommende proces skal foregå frem mod 2021.

”De glemmer at nævne i arbejdsprogrammet, at de statistiske modeller fik en sønderlemmende kritik i den internationale evaluering. I arbejdsprogrammet taler man kun om, at tingene skal forbedres, men det er jo langt fra den virkelighed, som de internationale forskere italesatte”, lyder det fra Nikolaj Schulz i Effektivt Landbrug.

Vandråd var bundet på mund og hånd

Han påpeger også manglende fokus på, hvordan man i de kommende vandområdeplaner vil koble fremtidige indsatser sammen med klimasikring. Og så er der som nævnt kritikken af vandrådene – hvis arbejde er talt betydeligt op, hvis man skal tro Nikolaj Schulz:

”Når man læser arbejdsprogrammet, får man opfattelsen, at vandrådene har været med til at skelne mellem naturlige og stærkt modificerede vandløb. Men det er jo ikke rigtigt. Vandrådene havde en meget kompliceret opgave, og de var jo bundet på mund og hånd hele vejen igennem”, siger Bæredygtigt Landbrugs chefjurist.

Du kan læse original-artiklen i Effektivt Landbrug HER (hvilket dog kræver abonnement på avisen).

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top