Naturfrederne bremser væksten

DN’s mangeårige ret til at rejse fredningssager er en hæmsko for privat initiativ og ødelæggende for erhvervslivet i Danmark

landskab-hvede-juli-16-2

Af Bo Libergren (V), folketingskandidat på Fyn

Danmarks Naturfredningsforening bør fratages retten til at rejse fredningssager.

Jeg fatter ikke, at nogen kan være tilhænger af at fastholde en forældet lov og ret, som ingen andre foreninger har. Dette levn fra gammel tid betyder, at mange danskere og virksomhedsejere føler sig terroriseret af DN. Fredningssagerne indskrænker reelt – allerede når de rejses – folks råderet over egen jord.

DN’s mangeårige ret til at rejse fredningssager er en hæmsko for privat initiativ og ødelæggende for erhvervslivet i Danmark.

Lokale eksempler

I Nyborg forsøgte de såkaldte naturfredere at forhindre etableringen af den nye, store lystbådehavn ved den gamle færgehavn.

I Odense ville man umuliggøre Odense Teaters udvidelse af hensyn til natur-herlighederne (!?) i Kongens Have.

Og ved Hesbjerg-kilen vest for Odense ser 53 lodsejere chokeret til, mens en privat forening forsøger at fratage dem deres jord og levebrød.

Praksis bør stoppes

”En fredningssag kan rejses af miljø- og fødevareministeren, kommunalbestyrelsen eller Danmarks Naturfredningsforening”, hedder det i bekendtgørelsen af lov om naturbeskyttelse.

Stop dén praksis – der i øvrigt betyder, at en forening uden demokratisk legitimitet kan rejse en sag uden selv at skulle betale regningen…

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Fyens Stiftstidende).

Scroll to Top