Af Hans Kristian Starbæk, Holtet, Aalborgvej 249, 9362 Gandrup
For henved 8-10 år siden havde Aalborg Kommunes landskabsafdeling indrykket en annonce i den lokale ugeavis gående ud på, at man ville sende en stafet ud i det åbne landskab for at registrere eventuelle områder, der kunne komme ind under en såkaldt paragraf 3-beskyttelse.
Altså fremtidigt henligge som det forefandtes og ikke udsættes for kommende plejeindgreb. Denne stafet, som i virkeligheden snarere burde benævnes spion, skulle nemlig ikke ulejlige sig med at kontakte lodsejerne, men blæse på Grundlovens paragraf om ejendomsrettens ukrænkelighed og bare vade ind på matriklerne.
Og endda heller ikke meddele ejeren bagefter, at vedkommende havde været på ejendommen.
Erstatningsfri regulering
For 3-4 år siden meldte forvaltningen så ud, at nu havde man bearbejdet de indsamlede data; og de viste til afdelingens store og udelte glæde, at der var mange, mange flere områder, der var §3-berettigede, end man havde forestillet sig. Og det blev naturligvis truttet ud i alle hjørner som en kæmpestor og kærkommen gevinst for miljøet. Var afdelingen grebet af eufori, så var man det ikke mindre i Danmarks Naturfredningsforening.
Ja, det var nærmest en åbenbaring til denne forening, som konstant kværner om forarmet natur og spolerede levevilkår for flora, fisk, fauna og fugle. Et scoop for naturpatentfolkene er ikke mindst, hvis man kan fratage lodsejere og meget gerne landmænd råderet over deres jord; og oveni håneretten heller ingen erstatning tilbyde.
Nogen tid senere sendte forvaltningen så mail ud om resultatet til de berørte lodsejere. Denne mail var så smart udformet, at den ikke var til at åbne for almindelige pc-brugere. Det måtte man købe assistance til for at få gjort.
Listige kneb
Her på stedet viste det sig, at to områder var blevet paragraferet. Det ene var sådan set blevet til en 3-i-1-sag. Det drejede sig om to “næser” ud i hver sin åslyngning, og som en ekstra finesse var et enrækket læbælte på åkanten imellem dem også kommet med. Det tæller alt sammen med i totalen. Om stykkerne reelt var blevet besigtiget rent fysisk, skulle man næsten ikke tro, idet de var beskrevet som mosejord. Så har man hørt det med! Beliggende 3-4 meter over vandspejlet! Fornuftigvis blev spionagetiltaget ophævet ved efterfølgende synsforretning.
Det andet område var en gammel mergelgrav. I et sådant tilfælde har øvrigheden et sikkert trumfkort at trække frem. Det hedder sig nemlig, at vandhuller med en overflade over 100 (hundrede) kvadratmeter er selvskrevne til at blive omfattet af paragraffen; men for at få flest mulige af den kategori ind under vingerne, er det så fiffigt bestemt, at spionen også kigger omhyggeligt på vandkanten. Vokser der sandsynligvis såkaldt sødgræs deromkring, tælles det med til den samlede overflade.
Tvetydige meldinger
Akkurat som hvis I derhjemme ved kakkelbordene efter kaffetid sætter underkoppen oveni desserttallerkenen. Vupti bliver omkredsen større. Skulle det ikke være tilstrækkeligt, er der nok et kneb at ty til: Med til bedømmelsen hører også udfyldning af et A4-skema, inddelt i et utal af underrubrikker, hvori der er oplistet navne på alt, hvad der kan observeres et sådant sted. Det være sig planter, insekter, træer osv.
Endvidere med tomme felter til yderligere observationer. Så skal man nok komme i mål! Når der er vand, er det jo også et eldorado for piletræer og -buske. Det pudsige er, at ved det fysiske møde, hvor en rådgiver fra min side deltog, sagde den kommunale fremmødte, at det var ønskeligt, at en kraftig pilebusk på stedet blev holdt i ave. I en senere skrivelse om sagen fortæller man så, at det er ulovligt at beskære den! Hvad kan man så rette sig efter?
Den pågældende lokalitet fik også prædikatet mosejord! Mergelgrave indikerer vel retteligt, at der er tale om forekomst af ler. Derfor måtte man nødtvunget indskrænke den klamme hånd og befri et stykke af mosen mellem vandhullet og et nærliggende åløb for inddragelsen.
Hvis man fra forvaltningens side har udpeget arealer ud fra kortkiggeri og noget ved lemfældigt syn i marken, må man konstatere, at det højt udbasunerede resultat om det enorme areal, der var §3-modent, nærmest var udtryk for en moderne udgave af Lykkehjulet. Går den, så går den.
Naturfredningsforeningens magt
Efter nogen brevveksling frem og tilbage (og konsulentpenge herfra til landboforeningen hver gang) kom der så fra forvaltningen en konklusion, som evt. kan ankes til Klagenævnet. Hvilket er sket herfra.
Det viser sig, sikkert til manges overraskelse, at kommunens naturforvaltning i dagens virkelighed er reduceret til bydreng. I kraft af en antikveret forordning skal samme forvaltning nemlig sende sine afgørelser i alle sager til udtalelse og bedømmelse hos de lokale kredsrepræsentanter i Danmarks Naturfredningsforening!
Her i området er det til en pensioneret skoleinspektør i Nørholm og en landmandsopvokset lærer i Vester Hassing. Disse to personer har altså så megen magt, at de kan tiltage sig legaliseret rådighedsindskrænkning, blandt andet over min lovligt besiddede jord! Uden det koster dem noget!
Det er fan’me uhyggeligt, du!
(Indlægget har også været bragt i flere medier. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på BL’s hjemmeside).
