Ida Aukens omfordelingspolitik er rent spin

Intensiveret bæredygtig landbrugsproduktion er bedre for både klima og miljø, skriver BL-formand Flemming Fuglede, som går i rette med radikalt udspil

Flemming Fuglede Jørgensen

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Det Auken-inficerede radikale parti har barslet med et nyt landbrugsudspil, hvor man bogstaveligt talt fodrer hunden med dens egen hale.

Den nyradikale Ida Auken vil nemlig bruge landbrugets EU-penge til at opkøbe dårligere lavbundsjorde og vupti redde landbrugets gældskrise.

En tredjedel af landbrugsjorden skal ikke dyrkes som nu, siger Ida Auken. Men de af hende omtalte problematiske lavbundsjorde fylder kun fire procent af landbrugsjorden.

Jorden bør dyrkes intensivt

På al anden landbrugsjord er intensiveret bæredygtig landbrugsproduktion bedre for både klima og miljø. Velgødede planter med dybe rødder optager både næringsstoffer og CO2 og lagrer det i jorden. Det gør ekstensiveringen, som Ida Auken taler om, ikke – tværtimod. At bruge den landbrugsstøtte, som landbruget i dag får udbetalt til statsopkøb af jord, og dermed til at købe landmænd ud af erhvervet, er blot at udbrede den økonomiske krise til flere.

De landbrugsejendomme, der er kørt fast økonomisk, repræsenterer så stor en værdi, at et kunstgreb med nogle få EU-midler og pesticidafgifter, der bliver fjernet fra de landmænd, der stadig formår at holde næsen oven vandet, kun vil gøre ondt værre. Ida Aukens forslag om at satse på jagt og turisme har dansk landbrug udnyttet i mange år. Heller ikke det er noget guldæg.

Vi er omstillingsparate – men savner gode vilkår

Det er landbrugets rammevilkår, den er gal med. Dem kan alle politikere hjælpe med til at ændre. Det er politisk fornyelse, det handler om, og en sanering af rammevilkårene – landbruget har altid været omstillingsparat og er det endnu.

Ida Auken, vi skal ikke neddrosle produktionen men tværtimod intensivere den til glæde for natur, miljø, klima og økonomi.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Scroll to Top