Følelser hører ikke hjemme i pesticidlovgivningen

Det strider mod EU-forordningen, når miljø- og fødevareministeren erklærer, at pesticidlovgivningen afgøres af følelser. Vurderinger skal være videnskabelige

dommerhammer

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sagde på et møde for landmænd forleden, at selvom meget af det, som landmænd og landbruget forklarer om pesticiderne, er rigtigt, så hjælper det ikke noget, for hele sagen er afgjort af folks følelser.

Cand. scient. i biologi, pensioneret økotoksikolog i Miljøstyrelsen, Claus Hansen, mente ikke, at det kunne være lovligt at basere sig på andet end videnskabelige principper. Det slog han op i EU-forordningens ’Uniform Principles’. Og her fremgår det tydeligt, at vurderinger skal være videnskabelige.

Mærkeligt at det er nødvendigt at påpege

I forordningen står nemlig følgende:

”De afgørelser, som medlemsstaternes kompetente myndigheder træffer under vurderings- og beslutningsprocessen, skal være baseret på videnskabelige principper, der helst skal være internationalt anerkendt (f.eks. af Plantebeskyttelsesorganisationen for Europa og Middelhavsområderne (EPPO)), og støttet af ekspertrådgivning.”

Europa-kommissionens forordning kan læses HER.

”Det, der er mærkeligt, er, at det overhovedet er nødvendigt at gå ind den vej fra og påpege, hvad det er, der skal lægge til grund for pesticidgodkendelse”, siger Claus Hansen.

Brug dog forskning fornuftigt

Claus Hansen undersøgte sagen efter at have læst et læserbrev af BL-medlem og folketingskandidat for Liberal Alliance, Bo Ritterbusch. Læserbrevet var en reaktion på ministerens udtalelse på mødet. Ritterbusch skrev, at lovgivning og regler selvfølgelig skal hvile på et fagligt solidt fundament.

”Selvfølgelig skal pesticidgodkendelse bero på videnskab og faglig viden. Hvis al den forskning, vi laver, ikke bliver brugt til noget fornuftigt – hvad uddanner vi så alle de mennesker for?”, forklarer Bo Ritterbusch.

”Vi kan skælde EU ud for meget, men når man går ned i direktiverne, så kan man se, det ofte er fornuftigt nok. Det er beskæmmende, at man skal true med retssager og EU-retten hele tiden, og at der ikke bare kan være lidt fornuft i, hvordan man lovgiver”, fortsætter han.

Bo Ritterbuschs læserbrev kan læses HER.

Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top