Ro(h)den til landbrugets udfordringer

Vejen frem for den danske landbrugsproduktion er bedre rammevilkår og passende tålmodighed i kreditverdenen, skriver Peter Bohsen Jensen

pl_jning560

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Det er svært at være imponeret over nationalbankdirektør Lars Rohdes udtalelser om landbruget. Umiddelbart er det mit indtryk, at hans kendskab til landbruget er meget begrænset.

Glem ikke den stærke joker i fremtidens spil om velfærden

Rohde citeres i adskillige aviser for, at vejen til et stærkere dansk landbrug er, at en tredjedel må lukke, og at stumperne bliver overtaget af de tilbageværende.

Problemet med Rohdes filosofi er, at det ikke nødvendigvis er den mindst effektive gruppe, der er mest økonomisk sårbar. Således kan der, med Rohdes forslag, tabes en stor og effektiv produktion, der under forbedrede og mere rimelige rammevilkår ville være et stærkt aktiv i morgendagens landbrug og dermed en stærk joker i fremtidens spil om velfærden i Danmark.

Vi skal have mulighed for at tjene penge

Noget andet, Rohde vælger at overse, er det nuværende landbrugs rolle i Produktions-Danmark. Lader man en økonomisk orkan blæse uhæmmet over landbrugslandet, vil de skrøbeligste bedrifter vælte nu og her. Men den værste skade er sandsynligvis de efterfølgende følgeskader på de bedrifter, der i dag er solide. Værdien på landbrugets aktiver vil nemlig ved en orkan blive reduceret væsentligt, og soliditeten på ellers stærke enheder vil gøre dem sårbare. Og så er vi jo lige vidt. Der vil altid være en dårligste tredjedel.

Nej, Rohde din lige-til-højrebenet-teori holder ikke i praksis. Vejen frem for den danske landbrugsproduktion er bedre rammevilkår og passende tålmodighed i kreditverdenen. Det vil give det samlede landbrug evnen til at TJENE penge, på fair og lige vilkår med vore konkurrenter i nabolandene.

Et af sporene på denne økonomiske dydens vej er mulighederne i gode finansieringsmodeller. Herunder lån med korte renter. Ja, korrekt Rohde, det er mere risikobetonet end lån med lang rente. Men tænk over rentebesparelsen for det samlede landbrug gennem de seneste år ved at tage denne chance. Eller sagt med andre ord: Havde landbruget valgt din sikre finansiering med den lange og højere rente, havde landbrugets økonomiske situation været langt værre. Så landbrugets valg af finansieringsform har under de givne betingelser været præget af nødvendig rettidig omhu.

Landmanden sikrer maden – men havner på en økonomisk knivsæg

Det politiske Danmark har sat dagsordenen for produktionsbetingelserne for dansk landbrug, og landbruget har søgt at tilpasse sig disse forhold.

Og resultatet: Landmændene har med ildhu, mod – kald det naivitet – og stor risikovillighed sikret danske forbrugere formentlig verdens bedste og sundeste fødevarer, for selv at havne på en økonomisk knivsæg. På den baggrund er det ikke mit indtryk, at nationalbankdirektørens udtalelser er konklusionen af en gennemarbejdet analyse. Og udtalelserne viser slet ikke forståelse for et af Danmarks vigtigste eksporterhverv.

(Indlægget har været bragt i flere medier).

Scroll to Top