Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug
Overskriften er et af de mere kendte citater fra den kendte økonom John Maynard Keynes.
Når jeg kommer til at tænke på det, er det, fordi jeg sidste lørdag læste næstformanden i Danish Crowns kommentar til Flemming Fuglede.
Asger Krogsgaard bringer på den måde DC på banen, og det gør han ret i, for når man diskuterer andelsselskaberne, er det naturligvis DC og Arla, der er mest interessante, da det for mange leverandører er utopisk at kunne vælge dem fra som samhandelspartner.
Asger siger, at det går op og ned, og at sektorer oplever en lavkonjunktur af og til, og henviser til sidste år, ”hvor det jo var en anden historie”. ”Man er nødt til at have det lange sigte”.
Bedre afregning i Tyskland
Man skal høre meget, før ørene falder af. LFS-svin har beregnet dækningsbidrag for slagtesvineproduktionen uge for ude siden år 2001 (928 uger). Det har i gennemsnit været 95 kr. Det forudsætter, at man ikke har betalt et tillæg for sine smågrise. Det nødvendige dækningsbidrag i perioden til aflønning af alle faktorer har været på mellem 130 og 150 kr. (også jf. LFS), og det opleves af flertallet kun glimtvis.
Siden 2001 er eksporten af smågrise steget fra 1 til 15 millioner, og antallet af producerede slagtesvin i Danmark er faldet fra cirka 22,5 millioner til nu omkring 19 millioner. Det til trods for, at slagtesvineproducenterne i Danmark har haft adgang til de bedste og billigste 30 kg-grise i hele EU.
I Tyskland er antallet af producerede slagtesvin i den samme periode steget fra godt 41 millioner til godt 54 millioner. Selv om smågrisene her koster minimum 30 til 40 kr. mere. Bevares, de har haft bedre rammevilkår i Tyskland, men ikke meget mere, end at fordelen er udlignet af en højere smågrisepris. Væksten hos dem skyldes, at de over årene har fået en bedre afregning.
Ikke en konkurrencedygtig afregning
Resten af Asgers indlæg er er et sammenkog af festtaler afholdt til diverse andelsseancer, og uanset hvor mange gange mantraerne om afsætningssikkerhed og vore stolte rødder bliver messet ud over repræsentantskabet og vi andre, som er knap så stærke i troen, ændrer det ikke på, at slagteriet – til trods for at de har bundet mere kapital af pr stiplads på både personlige konti og som ufordelt egenkapital – ikke magter at betale en konkurrencedygtig afregning.
De godt 6 milliarder, som DC opgiver i egenkapital, svarer til knap 2.000 kr. pr stiplads hos leverandørerne. Hvis de skulle leve op til deres eget krav om afkast til investeringer på 10 %, svarer det til, at ejerne omkring skulle have små 50 kr. pr gris udbetalt som afkast af den bundne kapital, inden man begynder at sammenligne med den notering, der udbetales hos TICAN og andre, hvor der ikke er bundet kapital, og hvor det derfor ikke er leverandørerne, der kan gøre krav på afkastet af den bundne kapital.
Havde Danish Crown været tvunget til at betale slagtesvineproducenterne en pris, så de kunne få løn og få dækket deres omkostninger, skulle de i runde tal have hostet op med 1 milliard mere om året siden 2001. Det har de ikke gjort, og derfor har de – sagt lidt firkantet – udliciteret krisen til deres ejere. Resultatet af det ses tydeligt. Faldende slagtninger i Danmark og stigende smågriseeksport.
Andelsbevægelsen har omkring 150 år på bagen, så den nuværende krise er ikke begyndervanskeligheder eller børnesygdomme. Det er tegn på, at der er brug for noget nyt, eller at man tænker anderledes, ellers ender vi med en ubetydelig indenlandsk slagtesvineproduktion og et Danish Crown uden væsentlige danske leverancer.
Egenkapital udenfor rækkevidde
De skal nok sikre sig, at det sker med en stor egenkapital, som med tiden kommer uden for rækkevidde af de oprindelige ejere, som det er sket i andre danske hæderkronede medlemsvirksomheder.
Et skrækscenarie? Nej, det er den barske realitet, hvis ikke kompetente mennesker træffer kompetente beslutninger, om at der skal ske noget nyt, men det fordrer jo i første omgang, at de kan erkende, at der er et problem.
(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug).
