Fuglede til Ellemann-Jensen: Du har en styrelse, som melder forkert ud!

”Det er en direkte fejl, når Landbrugsstyrelsen siger, landbruget ikke bruger Landbrugspakkens kvote. Din styrelse regner forkert”, sagde Flemming Fuglede mandag aften til miljø- og fødevareministeren på Agerskovmøde

agerskov-1

”Nu er du kommet tæt til kakkelovnen. Smid jakken – her er varmt”, sagde Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen med et smil til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) foran over 300 gæster, som mandag aften havde taget turen til Agerskovgruppemøde på Agerskov Kro.

”Det handler ikke om kvælstof, det handler om kvælstof-forholdet mellem fosfor og kvælstof. Vi skal bevare Landbrugspakken, men det er vanskeligt, når du har en styrelse, som melder forkert ud. Det er en direkte fejl, når Landbrugsstyrelsen siger, landbruget ikke bruger Landbrugspakkens kvote. Din styrelse regner forkert. Det skal rettes, for det bruges som argument. Det kan du ikke svare på nu, men jeg vil gerne have et møde med dig”, fortsatte Flemming Fuglede.

Og ministeren svarede da heller ikke på dét spørgsmål. Til gengæld havde Flemming Fuglede en række andre punkter.

Hvorfor ender aben hos danske landmænd?

”Der er kæmpe mængder nitrat i vadehavsområdet, fordi Elben løber ud i området. Den afvander et område flere gange Danmarks størrelse – og så skal danske landmænd være varsomme? Danmark braklægges. Jeg ved godt, Radikale Venstre er blevet Auken-inficeret, men den nuværende regering er i gang med det samme som hende. Det duer ikke”, sagde han og fortsatte:

”Nitrat fra landbruget er langt under grænseværdien. Det skal ses sammen med fosfor fra samme bondegård. Fosfor fra landbruget er næsten nul. Mon ikke fosforproblemet nok i højere grad er fra bysamfundene? Skat og afgiftsfjernelse er nødvendig. Gødning er nødvendig. Vandområdeplaner skal tages af bordet og revurderes. Vandløbsvedligehold skal opgraderes og omklassificeres. Og så skal skat først betales efter indkomst”.

Inden ministeren begyndte sit svar, tilføjede Jens Peter Aggesen fra Agerskovgruppen følgende:

”Jakob Ellemann-Jensen, vil du love mig, at vi fremover taler om koncentrationer i stedet for ton, når vi taler om kvælstof?”

Herefter fik ministeren taletid:

”Jeg har hørt mange af dine betragtninger her før. I forhold til det med Elben, så forstår jeg godt, det synes lidt vanvittigt, når man står og skal begrænse noget, mens en af Europas største floder pøser det ud. Selvfølgelig skal vi have fælles europæisk tilgang, og der skal være balance mellem de krav, vi stiller til hinanden. Men derfra og så til at sige, det ikke nytter at reducere, det hjælper ikke. Tingene hænger sammen”, sagde Jakob Ellemann-Jensen og fortsatte:

”Gødning er nødvendigt – ja, det skulle jeg hilse og sige. Det er også derfor, vi har det med i vores førte politik. Vandområdeplanerne bliver ikke taget af bordet, men det er vigtigt, at vi bliver dygtigere og finder ud af mere. Vandløbsvedligehold er noget, som Erling Bonnesen har fortalt mig meget om. Vandløb hedder, som det gør, fordi det er vand, der skal kunne løbe”, sagde han, inden han nåede til det sidste punkt:

”Jeg har fået det præsenteret som om, at landbruget er det eneste erhverv, der skal betale skat før indkomst. Men det skal vognmænd også. Så er proportionerne på plads. Nogle af de afgifter, som vognmænd og landmænd betaler, er bundet op på den miljøbelastning, erhvervene har. Den belastning er der, uanset om der er indtægt eller ej. Der er ikke en skat i dette land, jeg synes er for lav. Vi har fået lempet mange af disse, men muligheden for at komme igennem med skattelettelser her og nu, er der ikke politisk flertal for”, lød det.

Trykkede alles hænder

Ministeren var ankommet til Agerskovgruppe-mødet, efter at gæsterne havde spist, og han gik rundt og gav hånd til samtlige fremmødte.

Tonen på mødet blev slået an med en sang, hvorefter landmand Chr. Schmidt fortalte om naturen og landbrugsområdet der, hvor han bor. Dette blandt andet i relation til paragraf 3-områder og andre bureaukratiske vanskeligheder, han oplever i erhvervet.

Herefter blev det næstformand i Sønderjysk Landboforening og landmand Berith Nissen, som også bød ministeren velkommen, hvorefter hun forklarede, at de, i deres landbrug, betaler hele 832.000 kroner i årlige afgifter – alt sammen før der er tjent én eneste krone.

Penge, som man ikke betaler i andre EU-lande.

”De år, hvor vi ikke tjener penge, skal vi ud og låne penge, for at betale de her afgifter. Vi vil gerne betale skat, men vi vil helst betale den ud af vores indkomst, så vi kan blive et mere robust erhverv”, sagde Berith Nissen.

Jens Peter Aggesen viste efter oplægget billeder fra naturen omkring sit eget hjem. Han gav Jakob Ellemann-Jensen et ophold på netop Agerskov Kro, hvor mødet blev afholdt – dog med den betingelse, at han skal tage med Jens Peter Aggesen ud og opleve den sønderjyske natur.

”Du er nok ikke klar over, jeg har en tre måneder gammel søn, som tager med, når jeg kommer på besøg hernede”, svarede Jakob Ellemann-Jensen, da han havde fået ordet – og fortsatte:

”Mange tænker nok: Hvor står ham den nye dreng i klassen henne? Vi har haft et naturligt og nødvendigt fokus på dansk landbrug. Erhvervet var trængt i knæ, og hvis man ikke gjorde noget fra politisk side, var det en katastrofe. Vores fokus på dansk landbrug står jeg ved. Landbrugspakken står jeg 100 procent på mål for. Men der er andre emner, vi også skal have fokus på. Vild natur, rent drikkevand og ren luft i vores byer. Men vi skal selvfølgelig også have noget at spise, og som bekendt elsker jeg bacon. Erhvervet bringer milliarder af kroner hjem til kongeriget, og det synes jeg, vi skal blive ved med. Jeg er minister for landet, vandet og luften. Derfor er jeg også jeres minister – om I kan lide det eller ej”, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen, som fortsatte med at uddybe sine standpunkter:

”Vi står ved vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse. Denne opgave er i udbud nu. Vi er i færd med hele processen, og forventningen er, at vi går i gang med at få hegnet op i starten af det nye år. Hvorfor ikke nu? Fordi processen allerede går så hurtigt som muligt, retssikkerhed taget i betragtning”, sagde han og greb fat i tørkepakken:

Hård sommer for landbruget

”Det har været en hård sommer for dansk landbrug. Derfor reagerede vi også omgående i sommerens løb og kom med to håndsrækninger til landbruget. Vi gjorde reglerne mere fleksible for at skaffe mere foder til dyr. Vi lavede en tørkepakke til erhvervet, som også gør, at vi fremadrettet bedre kan håndtere lignende situationer. Når tabet er endeligt opgjort, sætter vi os sammen igen – og så ser vi på, hvad der egentlig og endeligt er brug for. Jeg synes, det er ærgerligt, at man kun ser på beløbsdelen i det her. Forhandlinger om skatte- og afgiftslettelser er ikke nemme. Især ikke med et folketingsvalg lige om hjørnet. Selvom jeg gerne havde sparket jordskatterne ad Pommern til, havde jeg aldrig fundet 89 kolleger, som mener det samme”, sagde ministeren.

”Landbruget har en imagekrise. Folk er ikke opvokset på landet længere – deres forældre er heller ikke. Derfor kan det også være vanskeligt at samle opbakning til positive landbrugstiltag på Christiansborg. Der findes myter på begge sider. Tre myter om landbruget er, at landbruget ødelægger miljøet og naturen, at landbruget er en dårlig forretning for Danmark, og at landbruget blæser på dyrevelfærd”, sagde han og fortsatte med tre myter, som ministeren mener, at landbruget holder i live:

”Kvælstof skader ikke natur og miljø, pesticider skader hverken miljø eller mennesker, og regeringen er ligeglade med landbruget. Det skader landbrugets omdømme, fordi postulaterne gør, at man fremstår forstokket”, lød fra Jakob Ellemann-Jensen, der efterfølgende kom med en advarsel om, at oppositionen ikke vil være i lige så venligt et lune, som han.

”Jeg har to ben, det ene hedder miljø – det andet hedder fødevarer. Der skal være balance. Hvis vi får et rødt flertal, og Mette Frederiksen bliver statsminister, kan I godt vente en anden dagsorden. I kan vente en helt anden balance. Hun skal give de andre partier noget. Hun kan ikke give dem noget på udlændingeområdet – det er jer, det kommer til at gå ud over”, lød det fra miljø- og fødevareministeren.

Spørgsmål fra gæsterne

Herefter blev der åbnet op for spørgsmål fra salen, og Hans Østergaard Jensen fra Viborg lagde ud med et spørgsmål om, hvordan køreplanen er for vandløbslovens revision.

”Der er blevet lavet et kæmpe arbejde om vandløbene og reguleringen, men køreplanen ligger ikke helt på skinner. Vores udfordring er, at der er en række ting, vi må blive klogere på. Derfor har jeg ikke fremturet med ny lovgivning på området”, svarede ministeren.

Data og tal bør være korrekte

Bente Andersen kom på banen med et spørgsmål, hvori hun forholdt sig til Flemming Fugledes afsløring af Landbrugsstyrelsens fejl:

”Det er forkert, når opstillingen bliver landbrug kontra miljø. Vi skal have åbenhed om analyser. Retssikkerheden skal sikres. Data og tal skal være korrekte. Folketinget må ikke ledes på afveje. Det er utroligt, at man bilder befolkningen ind, at vi ikke udnytter kvælstofkvoten. Blot fordi Landbrugsstyrelsens tal er forkerte. Utroligt, at det kræver advokater at se det rigtige billede. Vi vil have ordentlig tilgang – også for at få et godt miljø”, sagde hun.

Ministeren svarede:

”Vi skal bruge de rigtige tal. Der skal være ordentlighed. Jeg er nødt til at læne mig op ad min styrelse og Aarhus Universitet. Jeg har ikke en kinamands chance for at stikke fingeren ned i materien og verificere det her. Derfor læner jeg mig op ad den viden fra forskning, vi har. Jeg har brug for indsparkene fra virkeligheden. Og du har ret. Der er ingen konflikt mellem miljø og landbrug. Det var filosofien bag at lægge de to ministerier sammen. Efter tre år har gemytterne lagt sig i ministeriet. Jeg synes, det var klogt at lægge ministerierne sammen. Det har skabt dialog. De to ting skal gå hånd i hånd. Det kan de også sagtens. Jeg kan ikke gå ind i diskussionen om tal, men jeg sætter pris på indsparkene”, sagde han.

Ordet gik også til Bjarne Brønserud, som anklagede embedsværket for at lyve, hvortil ministeren svarede, at anklagen var tilstrækkeligt grov til, at han kunne svare på den.

Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i BL, fik herefter ordet. Han spurgte ministeren til dennes viden om, hvor i vandrammedirektivet der står, at der skal nedbringes med ton. Ministeren svarede prompte, at det står ingen steder: ”Der står noget om god økologisk tilstand”, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen.

Peter Rosendal kom herefter ligesom Bjarne Brønserud med en “tilstrækkelig grov anklage om embedsværket”, som ministeren heller ikke svarede på.

Alfred Olesen: Lær af Tyskland

Også Alfred Tværsig Olesen, bestyrelsesmedlem i BL, tog ordet:

”Vi tog til Tyskland, og så hvordan, de blev reguleret. Det hele skal foregå på et oplyst grundlag. Det har vi bedt om i lang tid. Først analyserede vi, hvad der var foregået. Vi har opdaget, at Danmark ikke gør, som direktiverne foreskriver. Uanset om man er for landbrug eller ej, skal regulering foregå ordentligt. Vi har afsløret, at LOOP-målinger kun foregår i en meters dybde, mens vi har bevist, at rødder kan gå 2-2,5 meter ned i jorden. Selv de, som laver LOOP-målingerne, siger, det gøres forkert. Det har de gjort i 29 år. Det er aldrig blevet korrigeret. Jeg vil gerne bede om et fair, oplyst grundlag”, sagde han.

Jakob Ellemann-Jensen svarede følgende:

”Det kan jeg godt forstå. Jeg har hørt meget om det faglige input fra turen til Tyskland. Noget af det har jeg fået trykprøvet i mit ministerium. Blandt andet om Tyskland har flere tal. Det er man ikke sikker på. Selvfølgelig skal der måles rigtigt. Du har ret i, at vi skal sikre en ordentlighed. Vi skal måle på det, der skal måles på. Men i sammenligninger med nabolandene skal vi have alting med”.

Høj gennemsnitsalder i erhvervet

Henning Nielsen, Bramming, ligeledes medlem af BL, havde også både et godt råd og en bekymring at dele med Jakob Ellemann-Jensen:

”Med hensyn til tørkehjælp har jeg en idé, som jeg vil sende til dig. Den er fra økonomer fra SEGES. Hvis ikke den går igennem, kan du glemme alt om svinestalde. Der er to muligheder nu. At tjene flere penge, eller skære ned på udgifterne. Det største problem for os er 67 år i gennemsnit. Erhvervet taber penge, og folk går konkurs”.

Jakob Ellemann-Jensen svarede, at han deler bekymringen om de 67 år:

”At gennemsnitsalderen er så høj, er et kolossalt problem. Vi kan ikke lokke de unge til. Vi kan ikke lave generationsskifter. Vi risikerer at uddø. Det skal vi gøre noget ved. Det skal være mere attraktivt for unge mennesker at blive landmænd. Men I skal også se på, om der er alternative måder at se det på. Både i forhold til ejerskab og drift”.

“Tak, fordi du vil hjælpe os!”

Peter Bohsen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, fik den afsluttede bemærkning. Han sagde, at skal man have en mands opmærksomhed, skal man tale til hans mave – og så gav han ministeren en pakke bacon.

”Tag de ting, du har hørt om i aften, med dig. Det er krisetider. Uanset hvilken farve ministeren har. Hvis ikke der sker ændringer, kan vi klare det uden højtaleranlæg”, sagde Peter Bohsen.

Men Flemming Fuglede kunne ikke dy sig for at indtage talerstolen endnu engang:

”Vi har set en elegant minister, der har sagt en masse om 90 mandater. Her er over 300 landmænd, som er bekymrede for fremtiden. I syv år er vi kommet til møde i Agerskov. Vi har brug for en minister, som går i brechen for os. Det er usexet at tale om penge, men sådan er sandheden. Mange er konkurstruede. Fortæl sandheden. Vov det ene øje. Det kan du også klare. Tak, fordi du vil hjælpe os”, lød det fra formanden for Bæredygtigt Landbrug.

Ministeren: Evner forpligter

Jakob Ellemann-Jensen afsluttende kommentar blev følgende:

“Noget, jeg ofte bliver mødt med, er, at det er et stort problem, at vi producerer mere, end vi har befolkning til. Nej – det er godt for os, verden, dyrene – ALLE. Vi kan noget her, og evner forpligter. Det står jeg på mål for. Der er mange, som ikke deler den opfattelse. Jeg skal nok bakke op om den professionalisme, dygtighed og ærlighed, der er i erhvervet her. Jeg bakker dansk landbrug op, og det håber jeg også, I kan mærke. Jeg taler på samme måde i København, som jeg gør her. Jeg håber ikke, I tager det som violinspilleri, når jeg siger, man skal kunne tælle til 90. Sådan er realiteten. Tak for jeres kolossale fremmøde”.

Herefter modtog han endnu en gave i form af en bog – dog kun til låns – fra Agerskovgruppens formand Jens Peter Aggesen, der afsluttede mødet.

Mandagens Agerskovmøde havde også deltagelse af andre politikere end Jakob Ellemann-Jensen. Hans partifæller Erling Bonnesen og Hans Chr. Schmidt samt Nye Borgerliges miljø- og fødevareordfører Klaus Kroll var eksempelvis at finde på Agerskov Kro.

Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk og Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) samt Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Scroll to Top