En stolt historie skal ikke stå i vejen for fremtiden

De store andelsselskaber har gjort sig uafhængige af de danske producenter. Nu er det tid at løsne den danske landmand fra den dyre mastodont, skriver Flemming Fuglede

formand

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Så kom der gang i debatten om andelsbevægelsen med et par store indlæg i Effektivt Landbrug sidste lørdag.

De to indlæg er fra hhv. Jørgen Lund Christiansen, Vestermølle i Skanderborg (blandt meget andet et spændende museum om andelsbevægelsen) og fra Asger Krogsgaard, formand for Danske Slagterier og L&F’s virksomhedsbestyrelse. Begge ærer de med rette den store og stolte fortid, andelsbevægelsen har haft. Den historie er der ingen grund til at forklejne. Det er heller ikke det, jeg gør i mine indlæg – som landmand og organisationsmand er det fremtiden, det drejer sig om.

Magtfuldkommenheden har taget over

Mit forslag er ikke en kritik af andelstanken, men vi bliver nødt til at erkende, at alt har sin tid. Og når magtfuldkommenhed tager over, bliver man nødt til at rive gamle bastioner ned og bygge nye fremtidsvisioner op.

Også i dag står en ny tids bonde på sin toft og lytter ud mod andre lærkesange. Den ny tids bonde står fast på sin historie i andelsbevægelsen – men rækker ud mod det nye i erkendelse af, at nogle andelsselskaber har ladet deres ejere i stikken. Det er den erkendelse, jeg skriver ud fra. Også vor generation må nytænke og tage ansvar for vores landbrug, fødevareproduktion, virksomheder og landbrugsfamilier.

Kun én ting for øje i vores bestyrelse: At øge ejerens indtjening

Jørgen Lund skyder på mig, idet jeg har siddet 16 år i DLF Trifoliums bestyrelse (hvilket jeg er stolt af) i en periode, hvor vi ekspanderede world wide. I det arbejde var der kun fokus på én ting: At øge ejerens, frøavlerens, bundlinje i Danmark. Hvis der blev avlet frø i udlandet, var det kun, fordi det var praktisk umuligt i Danmark.

Ethvert andelsselskab bygger på en ganske betydelig tillid – ejeren/ primærproducenten skal være sikker på, at selskabet hele vejen agerer til ejerens bedste. Når selskabet helt alene fastsætter både sin indkøbspris og sin salgspris og dermed sit ”overskud”, ligger der i dette dobbeltforhold en ikke uvæsentlig fristelse for svage sjæle til at gå over stregen. Det er det tillidsforhold, der er brudt.

Andelen er gået over stregen – lad mig blot nævne fire punkter:

Andelen er gået over stregen, når de forøger deres egenkapital ganske betydeligt, samtidig med at landmandens egenkapital falder med tilsvarende eller større beløb.

Andelen er gået over stregen, når de har så store investeringer i udlandet – at de kan undvære de danske ejere/ producenter.

Andelen er gået over stregen, når selskabet investerer så mange af landmandens penge i udlandet, at landmanden/ejeren ikke selv har mulighed for investeringer.

Andelen er gået over stregen, når de udvander den danske landmands/ejers indflydelse ved at optage udenlandske producenter og andelshavere, der konkurrerer på andre vilkår end de danske.

Indtægterne er øget på bøndernes bekostning

Nøgne ind og nøgne ud, skriver Jørgen Lund. Det er gammeldags, Jørgen Lund.

Indtil for 20 år siden kunne du her have en pointe, men siden selskaberne har startet deres hidsige ekspansion i udlandet, er der sket det, at de har øget deres egenkapital kraftigt på bøndernes bekostning – ovenikøbet ofte ved at betale en dårligere pris til ejerne end konkurrenterne – så det i dag nærmere er tale om et nøgne ind og konkurstruet ud. Leveringspligt er en stavnsbinding, som er alvorlig, når andelsselskabet ikke betaler en konkurrencedygtig pris for råvaren.

Det er for sent at sige, at andelsselskaberne ingenting er uden de danske landmænd – den tid er for længst ovre. De store andelsselskaber har gjort sig uafhængige af de danske producenter. Nu er det tid at løsne den danske landmand fra den dyre mastodont og vise, at den danske landmand har en fri fremtid.

Provenuet skal gå til andelshaverne

Asger Krogsgaard, dit sigte har været så langsigtet – at du har kørt de danske bønder i sænk. Derfor opfordrer jeg til, at den danske landmand må tage teten – og se at få solgt de andelsselskaber, der lader ejerne i stikken. Provenuet skal sikres til andelshaverne. Den debat kan vi for min skyld gerne fortsætte til et andelsmøde på Vester Mølle – jeg stiller gerne op.

Men fremtiden er altså ikke på et museum, fremtiden er toptunede landbrugsvirksomheder. De skal kunne producere under barske politiske regler og med små økonomiske korrektionsmuligheder. Vi bønder trænger til at blive konsolideret, og de vildtvoksende andelsvirksomheder trænger til at blive skåret til, så den danske landbrugssektor igen kan vise vejen for resten af verden.

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug. Du kan læse Jørgen Lund Christiansens indlæg – som der henvises til – HER).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen