Derfor blev Bo Ritterbusch medlem af BL: ”Vi er nødt til at gøre noget!”

Landbrugsorganisationer skal ikke sidde på skødet af politikerne, mener 49-årig landmand, som selv er gået politikervejen

ritterbusch-1

Grøn Vækst var hovedårsagen til, at Bo Ritterbusch blev medlem af Bæredygtigt Landbrug.

”Jeg kan ikke huske, om jeg allerede havde meldt mig ud af den lokale landboforening, da jeg meldte mig ind i BL. Men jeg var træt af, at Landbrug & Fødevarer pludselig skulle varetage alt for manges interesser og derfor havde glemt primærlandmændene. Det er lidt ligesom den aktuelle diskussion om andelsbevægelsen: Man har glemt, hvor man kommer fra”, siger indehaveren af Møllesiggaard – beliggende ved Veddum lidt udenfor Hadsund, tæt på grænsen mellem Mariagerfjord og Rebild kommuner.

”Min nabo og jeg blev enige om, at vi var nødt til at gøre noget. Min egen interesseorganisation dengang sad så at sige på skødet af politikerne. Dét skal en interesseorganisation ikke”, som Bo Ritterbusch formulerer det.

Ordene er endda sagt af en 49-årig jyde, som udover at kunne skrive landmand på visitkortet også selv er politiker. Tidligere sad han i Mariagerfjord Kommunes byråd (”da jeg forlod byrådet, hævede de skatten”), og ved det kommende folketingsvalg er han kandidat i Nordjyllands Storkreds, med rigtig gode chancer for i hvert fald at få en suppleantpost til et sæde på Christiansborg. Partiet er – naturligvis, vil Bo Ritterbusch sige – Liberal Alliance, det eneste parti der ifølge ham for alvor bekæmper bureaukrati og høje skatter.

Dumt at kaste sig ud foran et tog – også i politik

”For mig at se svigtede Venstre i sin tid, ligesom L&F svigtede landmændene. Og så ved jeg godt, at nogen vil påstå, at LA ligeledes er faldet af på den, efter at partiet gik i regering. Men man er nødt til at forholde sig til den kendsgerning, at der skal 90 mandater til for at kunne gøre en nævneværdig forskel, uanset hvor stor en floskel det er”, siger Bo Ritterbusch.

”Dengang danske embedsmænd blev taget i at indberette forkerte fakta om det danske grundvand til EU, ville mange gerne have LA til at få statsministeren i tale. Men helt ærligt: LA havde rigeligt med problemer at tumle med som nyt regeringsparti – skulle man så virkelig stille sig ud foran et tog? Sådan fungerer politik ikke. Men jeg har sagt til Mette Bock (spidskandidat for Liberal Alliance ved valget til Europa-Parlamentet, red.), at dén sag er hun nødt til at kaste sig over i Bruxelles”, tilføjer han.

Ornen ”Mogens” flirter med pigerne

Denne formiddag – hvor Bæredygtigt Landbrugs skribent er på besøg på Møllesiggaard – er en lækker fyr ved at gøre sig til på bedriften. Og den lækre fyr er – i denne omgang – hverken Bo Ritterbusch selv eller hans medarbejder, Søren Steen, som i øvrigt kan fejre 10 års jubilæum samme dag. Næ, det er ornen ”Mogens”, som i svinestalden bevæger sig rundt foran et potentielt harem af hunkøns-væsener: En håndfuld søer, som tydeligt kan dufte og tænde på de lugte, ”Mogens” udsender – og som for fleres vedkommende derfor er klar til at blive insemineret samme aften.

Midt i rundturen gennem løbeafdeling og farestald og snakken om Bæredygtigt Landbrug, Liberal Alliance samt søernes brunst ringer landmandens telefon. Det er vognmanden, som vil høre, hvor mange smågrise han skal hente hos bedriften på Korupvej næste morgen ved 6-tiden.

”Kan du have 240?”, spørger Bo Ritterbusch – og svaret er bekræftende.

Bo Ritterbusch er gift med Winnie, som arbejder på Aalborg Universitet som afdelingsleder. Parret er forældre til Esther på 19, Ellen på 17 og Emil på 12. I tre år drev landmanden 30 hektar jord i Øster Hornum ved Nibe, indtil han i 1998 købte Møllesiggaard med dengang blot 45 tilhørende hektar. I dag ejer han 140 hektar korn og raps samt eng med græs og vådområder. De i alt 200 søer producerer hvert år omkring 6.000 30 kilos grise.

Aktiv på facebook

Når han ikke passer grise eller sår vintersæd, ynder indehaveren af Møllesiggaard også dette efterår at blande sig i debatten. Ikke mindst på facebook, hvor Bo Ritterbusch er kendt for både skarpe og humoristiske indlæg om tilværelsens luner og ikke mindst dansk landbrugs udfordringer. Han kunne godt tænke sig, at endnu flere kastede sig ind i debatterne på de sociale medier – og han hylder gerne eksempelvis facebook-siden ”Danmarks Naturfredningsforening og sandheden”, der ofte skyder DN’s skrøner og myter ned.

På Bo Ritterbuschs egen facebook-profil lød det således forleden:

”Tænk, hvis venstrefløjen havde været der, dengang klimaet ændrede sig, og dinosaurerne forsvandt, så havde de lagt en afgift på et eller andet, og vi havde haft dinoer den dag i dag. Sidste istid var vi naturligvis sluppet for”.

Socialdemokratiets leflen for den offentlige sektor på partiets kongres fornylig kan også få ham til tasterne – gerne med en ligning til de godnathistorier, komikerparret Timm & Gordon i sin tid optrådte med på tv:

”I dag skal vi høre om Mette. Mette vil gerne være statsminister. Mette siger, hun gerne vil være børnenes statsminister. Mette vil nu nok også gerne være de voksnes statsminister. Mette er rigtig glad for velfærd. Når Mette snakker om velfærd, så er det noget, staten skal levere. Mette siger faktisk, at velfærd skal komme først. Mette bekymrer sig ikke så meget om, hvor pengene til velfærd skal komme fra. Mette regner måske med, de kommer sådan lidt af sig selv. Mette siger, at pengene til velfærd i hvert fald ikke kommer fra Saxo Bank, eller dem der arbejder i banken. Men det gør de (blandt andet)! Go’nat og sov godt”.

Senest skrev Bo Ritterbusch om den såkaldte tørkepakke:

”Ihhhh tak! Eller noget. Hvad siger man ellers, hvis lægen kommer med et plaster til et åbent benbrud? Vi må i erhvervet forlade os på at klare os selv, kunne vi så bare blive fri for velmenende tosser, der smider grus i maskineriet!”

Sløjf dog datohysteriet

Dén melding uddyber Bo Ritterbusch gerne:

”Tørkepakken er jo direkte latterlig – også fordi de fem-seks punkter i bund og grund intet har med tørke at gøre. Strengt taget vil vi landmænd jo hellere have ordentlige rammevilkår, der gør, at vi kan klare os igennem en sommer med tørke. Og hvad bliver det næste? En regnvejrspakke året efter? Eller en pakke målrettet lave svinepriser om to år? Det ekspertudvalg, der skal se på landbrugets fremtid, er en fin idé men kunne jo have været stablet på benene, uanset om vi havde tørke eller ej. Og i det mindste kunne man da have sløjfet datohysteriet for resten af året”, mener han.

Landbrugspakken er den store sejr

Gårdejeren fra Veddum glæder sig over, at Bæredygtigt Landbrugs anstrengelser har resulteret i bl.a. Landbrugspakken, der gav mere gødning:

“Dét var en milepæl for BL og danske landmænd. At få Landbrugspakken igennem gav os alle en tro på, at ting kan lade sig gøre. Flere landboforeningsformænd havde i årevis sagt, at mere gødning kunne vi glemme alt om. Men BL giver aldrig op”, siger Bo Ritterbusch.

Også fjernelsen af de forhadte randzoner er en triumf, det er værd at nævne. Det er desuden – mener han – i høj grad BL’s fortjeneste, at venstrefløjens miljø-påstande ikke længere uden videre tages for gode varer i medierne.

Meget bunder i uvidenhed

Til gengæld ærgrer han sig over, at Bæredygtigt Landbrug forleden fik en kendelse imod sig i landsretssagen vedrørende de omstridte vandområdeplaner. BL mener som bekendt, at staten mangler at lave bl.a. konsekvensberegninger i relation til de planer, der risikerer at braklægge en tredjedel af dansk landbrug. Vestre Landsret fandt imidlertid ikke anledning til at sende sagen videre til EU-Domstolen.

”Dén sag er noget værre rod”, lyder det fra Bo Ritterbusch – og han ved, hvad han taler om, for han overværede retsmøderne i Viborg:

”Advokat Hans Sønderby argumenterede i øst, og Kammeradvokaten svarede i vest. Dommerne sad febrilsk og bladrede i de utallige papirer det meste af tiden. Jeg tror ikke, at de forstod noget som helst af det hele. Mange siger, at retten ikke turde dømme til fordel for den lille mand mod staten – men jeg tror først og fremmest, afgørelsen bunder i uvidenhed. Det gælder vel så meget i samfundet”, siger han – og begynder så at diskutere pesticider i grundvandet…

Sidstnævnte er en op-af-bakke-diskussion, mener Bo Ritterbusch. Men vi er nødt til at tage kampen i forsøget på at overbevise befolkningen om, at landmandens planteværnsmidler altså ikke er til nogen som helst fare for vores drikkevand.

”Ellers ender det jo med, at vi landmænd er ugleset overalt – medmindre selvfølgelig at vi alle sammen laver et eller andet flippet økologisk produkt, så er vi lige pludselig store helte. Så er der bare ikke mad nok til alle”, griner han og ryster på hovedet.

Bo Ritterbusch gør i hvert fald sit til at brødføde verden. I første omgang med inseminering af brunstige søer i aften samt afsætning af 240 smågrise i morgen tidlig.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Del:

Deltag i debatten

Kategorier

Bedre vilkår for danske landmænd

Bliv medlem idag

Vi opfordrer til, at du bliver medlem af Landsforeningen for Bæredygtigt landbrug og dermed støtter foreningens arbejde for fremtidens danske landbrug

Q8

Rabataftale med Q8

Bæredygtigt Landbrug har indgået et samarbejde med Q8 om en fordelagtig rabataftale på brændstof.

Scroll til toppen