”Hvis I insisterer på at tale om, hvad der sker på markerne, så skrider jeg”.
Sådan lød det fra museumsinspektør på Naturhistorisk Museum, Morten D. D. Hansen, da han holdt indlæg om biodiversitet på Tænketanken Frejs konference forleden.
Ifølge ham er det ikke biodiversitet på markerne, der betyder noget.
”Når man sætter en plov i jorden, så smadrer man som udgangspunkt 95 % af al biodiversitet i et naturområde, måske endda 99 %”, siger han.
Det største problem er mangel på plads
Derfor er han fortaler for ”land sparing”, hvor man frigør arealer til natur ved at dyrke så intensivt som muligt. Et synspunkt, som professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet, der også talte ved konferencen, deler.
Modsætningen er ”land sharing”, der er at bevare højest mulig biodiversitet alle steder i landskabet ved at dyrke mere skånsomt, men på et større areal. Men ifølge de to biologer så repræsenterer de den videnskabelige konsensus på området.
”Det største problem er mangel på plads. Det handler om at få nogle naturarealer, hvor naturen kan få lov til at være natur”, siger Carsten Rahbek.
Derfor bør fokus være på at skaffe plads til virkelig natur. En måde er altså, at landbruget dyrker intensivt i stedet for at sprede det mere ud ved produktion, der ikke er så effektiv. En anden pointe er, at de områder, der bliver udlagt til natur, bliver det fuldt ud. Skoven skal oftere være ”rigtig” skov og ikke plantager.
Biodiversitet handler for dem altså ikke om at være skånsom over det hele, men om at få områder, der får lov til at være urørte.
Fokusér på det sjældne
For biologerne er det også de truede arter, der betyder mest, forklarer Morten D. D. Hansen.
”Som biologer bekymrer vi os rigtig meget for det, der er irreversibelt – det, der ikke kan gøres om. For det, der kan gøres om, kan vi jo bare gøre om. Det, at der er forsvundet nogle kålsommerfugle fra en dyrket mark, kan vi bare gøre om næste år. Når arter forsvinder fra verden, så kommer de aldrig igen”, siger han.
”Biodiversitet er alting, men hvad er det, vi taler om, når vi taler om det her? Meget af det, man taler om i normal fødevarepolitisk sammenhæng, er inderligt ligegyldigt”, siger Morten D. D. Hansen og fortsætter:
”Der er ikke en eneste kommunal biolog ude i Danmark, der bekymrer sig en skid om rådyr”, forklarer han.
Men diskussionen bliver afsporet, hvis man skal tro Morten D. D. Hansen. Biodiversitets-debatten er ifølge ham meget en debat om at få lov til at definere ordet biodiversitet.
”Det, folk ender med at diskutere, er, hvad vi gør på den dyrkede flade”, siger han og fortsætter:
”Man vælger at diskutere noget, der er så uendeligt ligegyldigt. At tale om, hvad der foregår ved siden af marken, er løsningen”.
Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk
